Med 180 km/t!

Når vi nu alligevel er i området, kan vi jo ligeså godt besøge Fuji-Q Highland, Japans vildeste forlystelsespark! I vores sædvanlige “hurtig” butik, købte vi 7-elevens bedste caffe latte og müslibar kl. 7.30 om morgenen, før den ca. halve times bustur ind til Fuji-Q Highland. Papa-san fra vores hostel har selvfølgelig sørget for rabatkupon til indgangsbilletter og forklaret os, hvordan man tager den lokale bus derhen og hjem igen (10/10 værtsskab!).

Selvom vi ankommer ved åbningstid er der allerede en del mennesker. Vi får hurtigt en billet og går mod første rutsjebane “Eejanaika”. Ca. 40 min ventetid og vi er igennem.

Info om “Eejanaika”: 76 meter høj, 126 km/t, 360 graders baglæns/forlæns spin (14 gange undervejs) og twists og loops samtidigt.

Det skal siges at en del af starten foregår så også baglæns! Hvis ikke jeg var blevet helt vågen endnu, så blev jeg det godt nok der! Vildeste rustjebane jeg nogensinde har prøvet! Jeg blev undervejs på turen bekymret, om mine indre organer kunne holde til g-kraften, for kroppen blev virkelig presset til det yderste. Og selvom Fårup Sommerland i Danmark nu er meget sjov og hyggelig, så kommer det nok fremover til at være en lidt fesen fornemmelse efter at have prøvet Eejanaika.

Næste forlystelse: “Takabisha”. Ventetid noget længere, nok ca. halvanden time. Jeg ved ikke om det er fordi Eejanaika, som vi prøvede før var den vildeste, men det var som om, at den er her ikke nåede helt op på niveau med den. Men sjov var den, for den har over 1 km loops og twists! Og den lodrette langsomme tur 180 grader op før 121 graders frit fald, er også værd at nævne.

Info om “Takabisha”: 121 graders frit fald (43 meter høj). Tidligere verdens stejleste rutsjebane (2016).

Den sidste forlystelse blev også en rutsjebane (vi var kommet for at prøve forlystelser med fart i!). Rutsjebanen hedder “Do-dodonpa”. Undervejs i køen begyndte det at regne, og når det gør det, er der risiko for at rutsjebanen lukker pga. sikkerheden. Det gjorde den heldigvis ikke og vi kom på.

Info om “Do-dodonpa”: Max hastighed 180 km/t. Tidligere verdens hurtigste rutsjebane og er stadig verdens hurtigst accelererende.

Max hastigheden på 180 km/t siger det hele. Det går HURTIGT! Og selvom vi stod i kø i, hold nu fast(!), OVER 2,5 time, så vil jeg næsten sige, at det var ventetiden værd. Japanerne er i øvrigt verdensmestre i at stå i kø. Ingen sure miner (heller ikke børn) og lidt gøglershow af en mand og kvinde ved den lange kø, hjælper da også lidt på ventetiden.

Det støvregnede kun, men alligevel blev nogle af forlystelserne lukket. Klokken er blevet 15 og vores sidste bus går hjem omkring kl. 17. Den sidste kø-tid taget i betragtning, så vælger vi at tage bussen hjemad. Seks timer i en forlystelsespark og tre rutsjebaner nået. Det er åbenbart hvad man kan nå i en populær forlystelsespark som Fuji-Q Highland. Parken består af mange andre typer af forlystelser såsom horror house, 3D rutsjebane, vandrutsjebane mm. De mange timer i kø var dog ventetiden værd.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back to Top