I dag har været en rigtig dejlig dag, omend en smule hektisk fra morgenstunden af. Først og fremmest har jeg ikke sovet så meget i nat grundet smerter i det dårlige ben, så da uret ringede lidt over 7, syntes jeg at det var hårdt at stå op. Op kom jeg dog, og fik pakket mine ting som jeg skulle. Vi skulle fra morgenstunden af skifte hotel i dag. Ikke fordi det hostel vi boede på fejlede noget, men der var bare ikke plads til os flere nætter. Hotellet vi flyttede til, lå små 1-1,5 km fra det hostel vi ellers hidtil havde boet på, så det var ikke en lang vandretur med baggagen som vi skulle ud på. Solen stod dog allerede højt og tydeligt på himmelen da vi forlod hotellet omkring kl. 8:30. Temperaturen var da også allerede oppe på 30 grader.
Check in på det nye hotel var først kl. 15, men det var ikke noget problem, for vi havde på forhånd aftalt at de ville passe på vores tasker i mens vi brugte dagen på en bustur til lidt historiske seværdigheder. Vi fandt frem til Naha busterminal, og fik fundet bussen vi skulle med.
Køreturen gik fint, og det hele så meget rigtig ud… Indtil det vidste sig at busstoppestedet som vi regnede med at vi skulle af ved, aldrig dukkede op på tavlen over stop. Vi endte med at hoppe af ved endestationen som var en meget lille busterminal. Efter lidt roden rundt med mobilen fandt vi ud af, at på et eller andet tidspunkt havde bussen ændret retning, og havde nu kørt os 20-30 minutter i den helt gale retning – og hvis det ikke skulle være nok, så havde himlen også netop åbnet sig til et massivt skybrud – et af den slags man kun ser i subtropisk, og tropisk klima!
Helt fortabte nåede vi ikke at føle os ret længe. En ældre japansk mand kom ud fra ‘busstationen’, og spurgte om vi var på vej på stranden (eller; han sagde i hvert fald “Beach?”). Vi forklarede så godt vi kunne, at nej det var vi ikke, men i stedet var vi på vej til Okinawas Peace memorial hall. Den japanske mand kunne straks slynge ud, hvilken rute vi skulle med fra stoppestedet, og hvilken bus vi skulle skifte til. Han forsvandt herefter ind på kontoret, og kom kort tid ud med et kort (på japansk), hvor han vidste os hvor vi skulle skifte. Efter vi havde snakket lidt frem og tilbage (os på engelsk, manden på japansk og med meget få engelske gloser), følte vi os bedre rustet til at finde frem til vores destination. Manden fortalte os at stoppestedet var på den anden side af vejen, men at vi skulle vente med at gå derhen til bussen kom, da der ikke var læ der. Så forsvandt han ind i ‘busstationen’ igen.
Da tidspunktet for bussens afgang nærmede sig, væbnede vi os med tanken om, at nu skulle vi ud i den silende regn – dette var dog ikke tilfældet, for kort tid efter kom manden der havde hjulpet os, tilbage, og gav mig en rød paraply. Vi var lidt i tvivl om, om vi måtte låne den eller hvad der skulle ske med paraplyen, men kort tid efter kom der også en buschauffør forbi, og gav Rene en paraply, og fik sagt “presents”! Vi var MEGET taknemlige for venligheden! Jeg tror sjældent man ville møde mennesker i Danmark der ville strække sig så langt for at hjælpe et par vildfarende turister.
Vi kom med bussen, og fik spurgt chaufføren om han ville hjælpe os af ved det rigtige stoppested, og det ville han gerne. Bedst som vi kom af bussen og skulle skifte til den næste stoppede det med at regne, og solen begyndte igen at titte frem. Da vi nåede helt frem til Okinawa Peace memorial hall bagte solen som i en bageovn igen, så vi valgte at starte på musemmet for ikke at vade rundt i den aller kraftigste middagssol.
Billetterne til museummet var billige; kun 600 Yen som svare til cirka 35 kr i alt. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men jeg håbede på at det ville blive en oplevelse noget lig mine oplevelser på musemmet i Hiroshima for 3 år siden. Okinawa peace museum kunne ikke heelt leve op til det kæmpe museum i Hiroshima Peace park, men det var nu rigtig godt alligevel.
En af charmerne ved de japanske museummer jeg har besøgt er for det første at de ikke ligger fingre i mellem. Den barske sandhed bliver beskrevet, og de kalder en spade for en spade, og viser billeder man måske ikke ønsker at blive konfronteret med, men som man i allerhøjeste grad bør blive konfronteret med. Desuden elsker jeg at japanerne kalder deres ‘krigsmuseummer’ noget med ‘peace’ i stedet for ‘war’, fordi de netop til dels har til formål at vise krigens forfærdeligheder, og dermed dyrke idéen om, at vi ikke må lade den slags hændelser ske igen, og at vi i stedet bør arbejde for fred.
Det var desværre ikke tilladt at tage billeder indenfor, hvorfor der ikke er så meget visuelt at se her på bloggen fra vores besøg på museummet. Jeg kan dog kort fortælle at udstillingen indeholdte fortællingen om japanernes indtagelse af Okinawa øerne, lidt om 1 verdenskrig, og hvilke konsekvenser denne havde for øen, samt 2. verdenskrig. Især filmene, og fortællingerne fra 2. verdenskrig var grufulde.
Jeg må indrømme at jeg fældede et par tårer da vi læste om de civiles oplevelser under 2. verdenskrig. Hvordan de japanske soldater, og civile var stuvet sammen i grotter, hvordan de sultede og måtte drikke deres eget tis i et forsøg på at overleve, hvordan de japanske soldater dræbte børn hvis de ikke var stille, og hvordan flere civile blev slået ihjel af både japanske, og amerikanske soldater. Det var grusomme fortællinger – og tænk, de var virkelige hændelser. Det giver mig helt ondt i maven at tænke på, at nogen har måtte leve igennem dette.
Efter museummet begav vi os ud i varmen, i den enorme park der danner rammerne for det hele. Vi betragtede klipperne på vej ned til vandet, og selvom udsigten var ret så fantastisk så var det eneste jeg kunne tænke på, at mange mennesker havde mistet livet i grotterne i de klipper. Mange, mange mennesker.
Mine tanker på det enorme tab af menneskeliv, blev kun bekræftet og understreget ved de mange tavler der stod med navne indskriveret på alle de mennesker der havde mistet livet i kampen om Okinawa under 2. verdenskrig. Tavlerne indholdt navne på alle der måtte lade livet under kampene – både de allierede og japanerne.
Efterfølgende begav vi os op til de mange minde statuer. Der var ikke rigtig nogle skilte på engelsk her, så det var lidt svært at tyde hvad betydningen af hvert enkelt monument var – men vi vidste da at de alle stod for fred. Der var utallige monumenter. Jeg har faktisk aldrig set så mange samlet på et sted. Det var virkelig smukt.
Det var virkelig varmt at gå omkring i parken i den bagende sol, og vi sluttede da også dagen af med en lille is, inden vi begav os tilbage til bussen – denne gang klarede vi ruten hjem, trods det var en anden ind ud, uden problemer. Mit hoved føltes helt tungt da vi tog hjem af. Jeg var rigtig glad for oplevelserne vi havde haft i dag, men tanken om de skrækkelige ting der skete under 1. og 2. verdenskrig rørte mig dybt. Jeg er egentlig ret meget inde i 2. verdenskrig. Jeg er vokset op med en far og en storebror som interesserer sig meget herfor, så vi har altid været meget på div. museummer herom, men jeg bliver alligevel rørt og ramt hver gang jeg besøger et nyt – og især de japanske, fordi de er så hudløst ærlige omkring grusomheder de selv, og andre gjorde dengang.
Jeg kunne skrive meget mere om i dag, men jeg er simpelthen så træt her til aften, at jeg knap kan holde øjnene åbne. Jeg beklager hvis der er flere mærkelige sætninger, og stavefejl, end vanlig. Der blev ikke brugt meget energi på korrekturlæsning denne gang. Jeg ville bare gerne have skrevet dagens vigtigste oplevelser ned, så jeg bedre kan huske dem i fremtiden!
Wow, jeg måtte fælde en tåre bare ved at læse dette indlæg :'(
Smukt skrevet. Jeg kan levende forestille mig hvordan det har været at se de vidnesbyrd. Jeg bliver stadig meget berørt når jeg tænker tilbage på museet i Hiroshima.
Og hvor er det bare alt for sødt at i fik de paraplyer foræret <3
Ja det var også bare så trist, men samtidig smukt at være der!
Jeg bliver også stadig meget berørt ved tanken om museet i Hiroshima! Især det personlige vidnesbyrd vi tilfældigvis kom ind og høre!
Og ja! Hvor i verden ville det ellers lige ske, det med paraplyerne?!