Jeg har længe haft lyst til at kigge forbi dette lille hjørne af internettet, som jeg kan kalde mit. Skrive og skrive. Om mine tanker, mine oplevelser, mine følelser. Om alt det der lige falder mig ind. Men min lyst og trang til at røre denne side – en side der engang var en stor del af mit liv, og på mange måder en ventil for teenagelivets mange frustrationer – har været forpestet af en nagende lille tanke. Eller måske viden. Knowing that long content is long gone. Død og begravet. En lille tanke i mit hoved der altid popper op når lysten til at skrive noget herinde popper op, og minder mig om hvorfor jeg skulle? Til hvilken nytte? Til hvis nytte?
Men på det sidste er jeg blevet ramt af en mindre åbenbaring. Bloggen her var aldrig en kæmpe succes, hvis man måler den i besøgende, og ikke mindst engagement. Den blev til lang tid før vi brugte begreber som content creater eller influencer. Dens formål var aldrig at underholde, skabe profit, eller ændre noget hos nogen. Den var en ung teenagepiges online dagbog. Et redskab til at reflekterer over verdenen. Mest af alt var bloggens tilblivelse dog drevet af én ting, og det var lysten til at lære programmering. Dengang havde jeg stadig en idé om, at mit bedste bidrag til arbejdslivet, ville være at finde som frontend designer. Rode med koder, og hjemmesider dagen lang. Det føles som en evighed siden.
Men hvis bloggen i virkeligheden blev lavet af mig, til mig, hvorfor skulle den så være noget andet i dag?
Hvorfor skulle strøtankernes holdeplads ikke blive genoprettet? Mit eget lille kokkekartotek. Rejsemindernes kaminhylde. Den åbne dagbog. Hvorfor skulle siden ikke kunne være alt dét for mig – og mere til – igen?
Jeg ved ikke om trangen til at blogge, eller på anden vis bruge siden til noget nyttigt igen, nogensinde vil vise sig i en kontinuerlig form igen. Jeg ved ikke om lysten, og glæden jeg føler ved blot at skrible disse tanker ned, er flygtige. Om de mest af alt er bygget på noget der var engang, men som måske ikke er mere.
Jeg må indrømme at tanken har strejfet mig. At lukke, slukke, og vende denne del af mit liv ryggen. Det meste af hvad der er at finde herinde er alligevel hvad de unge og hippe ville kalde cringe. Ville det virkelig overhovedet være et tab? Uanset hvor tå krummende indholdet herinde måtte være, så er det bare ufatteligt svært, blot at lade hjemmesiden som har båret vidnesbyrd om mit liv i over sytten år, forsvinde væk fra the world wide web. Forsvinde ud i ingenting og forglemmelse.
David Bowie siger i et interview, at det værste arbejde han har lavet altid har været noget han har lavet for andre. At hans bedste er ting han har lavet for sin egen skyld. Og det er jo sådan det er. Det bi har hjertet med i, bliver det bedste. Jeg har en lille video kanal på Youtube. Den oprettede jeg fordi jeg laver indretning i et spil, hvor man sælger husene, når man er færdig. og jeg ville gerne bevare nogle minder om mine huse, så jeg lavede nogle helt basale videoer om dem. Jeg er ligeglad med hvor mange der ser dem, kan lide dem. De er mine. Jeg har haft voldsom stress og har burnout. At lave huse blev mit fristed. Så jeg var meget fokuseret på at jeg ikke måtte få stress af at lave indhold for underholde andre. Så jeg er notorisk svingende i aktivitet der. Men jeg har mine minder. Hold fast i noget der har betydet noget for dig. Ingenting er cringe, deter et ærligt indblik i dit liv på det tidspunkt. Og det er fuld af gode minder. Pas på dem. Din hukommelse er måske ikke den samme senere i livet. Take it from me, den nu lettere hjerneskadede.
Tusind tak for en god besked Trine! Jeg tror Bowie havde fat i noget, og det tror jeg også at du har ;)
Jeg er rigtig ked af at høre, at du har været voldsomt ramt af stress og burnout :( Men jeg er samtidig glad for at høre at du fandt en måde at cope i det – for det ved jeg af bitter erfaring er ufattelig svært. Jeg håber at du har det bedre i dag, og at det hele er blevet lidt nemmere at navigerer i.
Min hukommelse er desværre også allerede meget påvirket, som følge af mine kroniske smerter. Dog mærker jeg mest til det, i perioder hvor mine smerter er meget slemme, og dermed heldigvis ikke i en sådan grad at det forstyrre min hverdag (i hvert fald ikke markant).
Mange knus og kram til dig!