I dag vil jeg skrive om noget jeg føler meget stærkt for, og det er feminisme, og herunder ligestilling. Min oplevelse er, at feminismen er blevet et mere individuelt/subjektivt begreb, end det måske var ved sin oprindelse. Feminismen er en ideologi som oprindelig blev brugt til at fremhæve kvindernes værdi i samfundet, samt afskaffe den tydelige diskriminering der var imod netop kvinderne, i et meget mandsdomineret samfund. Der er sket en del siden ideologien så lyset første gang. Kvinderne er kommet ud af hjemmet og på arbejdsmarkedet, der ses et fald i løngabet på arbejdsmarkedet (om end der fortsat er stor forskel!), der er flere kvinder i top lederstillinger, og der er en større procentdel af kvinder med en lang videregående uddannelse. Den positive udvikling er formentlig også en af grundene til at den feministiske ideologi er åben for flere fortolkninger og retninger end tidligere.
Jeg ser fortsat et samfund som behøver udvikling, og forbedringer, hvad angår ligestillingsproblematikken. Jeg ser fortsat et samfund hvor kvinder og mænd ikke er lige. Jeg er ikke af den overbevisning at kvinder skal privilegeres for at ligestilles med mænd. Vi skal ikke til at sætte kvoter for hvor mange kvinder der skal være ledere i offentlige- og private virksomheder. Vi skal ansætte på kvalifikationer – og er det ikke en kvinde der har evnerne til at udfylde den pågældende stilling, er det bare ærgerligt. At vores forestilling om, hvad en leder skal kunne, være og udstråle, måske er forvrænget til en forestilling om at kun en mand kan udfylde rollen, er selvfølgelig problematisk.
Min overbevisning er netop at vi skal se på roden til ligestillingsproblematikken; nemlig samfundets syn på køn, og roller. Hvis vi vil have et mere lige samfund for både mænd og kvinder, er vi nødt til at ændre på, hvordan vi ser på hinanden. Vi må gøre op med forestillingen om den sexede, submissive kvinderolle, og den maskuline, ledende forestilling vi har om en mand. Flere undersøgelser har vist at kvinder ofte er mere styret af bløde værdier, hvor mænd måske kan være mere kyniske i deres beslutningstagninger – men vi må også spørge os selv, er det et spørgsmål om genetik eller opvækst?
Kvinder lære stadig fra en ung alder af, at følelser ikke nødvendigvis er noget der skal pakkes ind. Piger må græde og være kede af det. Drenge må ikke. ’Rigtige mænd græder ikke’. Sikke en mantra, og i virkeligheden en stor problematik hvad angår mænds ligestilling.
Samtidig anerkender vi undertrykkende adfærd fra drenge/unge mænd, ved at sige ting som ’det er jo bare drengestreger’, eller ’det er bare fordi han kan lide dig’, når drenge i folkeskoleklasserne rykker i pigernes bh’er, eller knapper dem op som dril. Vi hjælper ikke ligefrem fremtidens unge mænd godt på vej, til at forstå grænser, og seksuelt krænkende adfærd, hvis vi i bund og grund bare griner af det når de er under 18 år.
Der kan ingen tvivl være om, at kvinder fortsat er meget udsatte hvad angår seksuelle krænkelser, hvilket stadig er en stor trussel imod ligestillingen. Dette er #metoo bølgen et helt klart udtryk for. Med et lille hashtag, er det virkelig blevet synliggjort i en helt ny skala hvor sygt vores samfund egentlig er, og hvor meget brug for forandringer der er. Man kan trygt lulle sig ind i troen om, at vi har nået vores ligestilling. At mænd og kvinder er fuldkommen lige. Eller modsat forsøge at overbevise os selv om at ligestilling er utopisk, fordi vi er forskellige. Det er dog den fejl vi ikke må gøre os! Der er noget vi kan gøre – og det starter hos os selv. Vores eget syn på kvinder, mænd, og kønsroller, må udvikle sig med samfundet. Vi må uddanne os selv om det, og vi må ikke mindst uddanne vores børn. Vi må sætte nogle skarpere grænser for dem, mens nogle andre barriere skal åbnes op.
Jeg tror på, at kampen fortsat er værd at kæmpe, men at det ikke længere ’blot’ er en kvindekamp; det er en kamp for både mænd og kvinder. En kamp for retten til at være den bløde mand, og den stålfaste kvinde, uden dette bryder med et ideal eller en forestilling om hvad der er normalitet.
Pingback: Mainstream musik – Microcut