Når ens hjem er en fremmed

Af lidt forskellige årsager, var den lejlighed som jeg ellers elsker, og kalder mit hjem, pludselig blevet en fremmed. Jeg nødt pludselig ikke længere at komme i den, og faktisk undgik jeg helst at være hjemme. Den osede ikke længere af hygge, og løftet om tryghed og varme. Den var blevet til den der skolekammerat i ens klasse, som aldrig rigtig havde været sød ved en, som man alligevel i voksenlivet skulle smile og sige hej til, hvis man mødte ham på gaden.

Jeg har længe været i gang med at finde en mindre lejlighed. Det har ikke været på grund af det forhold jeg pludselig udviklede til lejligheden, for inden da, var det mit drømmehjem i studietiden. Det har dog været rigtig svært at finde en etværelses, som har passet til mine ønsker og behov, og jeg har derfor været ‘fange’ i min egen bolig. Pludselig var jeg klar til at vælge en hvilken som helst lejlighed der bød sig. Heldigvis har fornuften taget over igen, og med hjælp fra mine nærmeste, er min lejlighed begyndt at blive min gode gamle ven igen.

Jeg har puttet stor energi ind i at få lejligheden renset fuldkommen ned, så den nærmest ligner en ny bolig. Jeg har ryddet op, gemt ting ned i kælderen, og ikke mindst smidt ting ud. Jeg har været på genbrugsmarked, og købt nye nips ting, til billige penge, og langsomt er mit hjem blevet til det som det var før. Jeg er ikke længere utilpas over at være i boligen, og langsomt men sikker, bliver den helt sikkert mit drømmehjem i studietiden igen.