Mit navn er Simone Møller. Jeg er født d. 02/02-1991, og bor i Aalborg. Jeg bor sammen med min søde kæreste, Rene, i en dejlig lille lejlighed. Jeg elsker dyr, og ville derfor gladeligt have haft selvskab af et eller flere dyr – men det er desværre ikke tilladt i boligkomplekset.
Men hvad man ikke kan have i hjemmet må man have andet steds. Jeg har på en nærliggende gård, mine to dejlige heste opstaldet – Mariska (går under navnet Lady), og Largo. Jeg bruger meget af min tid i stalden, sammen med mine veninder. Jeg nyder den friske luft, og er på alle måder glad for naturen og dyr.
Jeg er uddannet multimediedesigner – men efter nogle omvæltninger i mit liv måtte jeg komme til den erkendelse, at selv om jeg elsker at kode, og sætte hjemmesider op, er det ikke det, som jeg skal i fremtiden. Jeg skal være sygeplejerske, og startede derfor i september 2013 på uddannelsen som sygeplejerske. Jeg blev færdiguddannet til sygeplejerske i 2016, og var så heldig at få arbejde på en medicinsk afdeling straks derefter, og er slet ikke i tvivl om at jeg er endt på rette hylde!
Det vil formentlig komme bag på de fleste, at jeg i min fritid har en stor interesse i gys, gru, morbiditet, og stort set alt hvad der er dystert. Jeg har altid elsket spændingen og gysen ved en gyserfilm. Jeg har en særlig kærlighed til asiatiske gyserfilm – måske fordi min interesse for gys, og asiatisk kultur hér bliver kombineret. Begge dele har fascineret mig siden barnsben.
Jeg har udlevet min interesse for Asien, ved at lære lidt Japansk på aftenskole, og ikke mindst ved at rejse i henholdsvis Thailand, Nepal, og ikke mindst min fortrukne destination, Japan. Jeg skal helt sikkert tilbage til Japan, men derudover har jeg også en drøm om at se Syd korea, Vietnam, og Indonesien.
Gæste skribenter
Bloggen har igennem årenes løb haft nogle helt fantastisk søde gæstebloggere, som har tilføjet en masse oplevelser og nye perspektiver.
Rene og jeg blev kærester i 2015, og han har siden været min rejsemakker gennem livet.
Sarah er min dejlige barndomsveninde, og vi har hængt sammen som ærtehalm siden vi var 3 år – hvorfor jeg også var ovenud lykkelig over at opleve Japan for første gang sammen med netop hende, tilbage i 2015.
Line blev min veninde da vi begge gik på samme sygeplejerskestudie. Vi har oplevet en masse spændene ting sammen i forbindelse med studiet, heriblandt en spændene rejse til Nepal.