So this is The States?

Langt om længe har jeg fået tid til at skrive et blogindlæg. Først og fremmest, vil jeg sige, at Line og jeg jo selvfølgelig nåede sikkert hjem fra Nepal. Vi var trætte, men glade for, at stå på dansk jord igen. Vores familier kom for, at tage imod os, hvilket var rigtig skønt.

Jeg havde som sagt under 24 timer, inden næste afrejse, så turen gik ret hurtigt, fra lufthavnen, og hjem i lejligheden. Det var så dejligt at komme hjem til en lejlighed der lige var gjort rent, og hvor vasketøjskurven var tømt – ja, og så ventede der også lige en omgang brunch! Jeg er i sandheden virkelig forkælet. Det var også guld værd, at alle disse ting var sørget for, da jeg jo egentlig havde ganske travlt. Jeg skulle nå at vaske tøj, pakke om, og farve mit hår (det skulle jo være pænt, og frisket op, inden brylluppet!).

Næste dag (afrejse dagen til USA), vågnede jeg op, og havde det mildest talt rigtig dårligt. Vi burde ligesom have set tegnene fra dagen før; aka. jeg sagde nej tak til is (!!!). Men afsted kom vi.

Der blev taget pæn afsked med os i lufthavnen, af svigerfamilien, og så gik turen ellers imod Amsterdam hvor vi skulle mellemlande inden New York.

Kort før første flyvtur kastede jeg op, og sådan fortsatte det ellers resten af vejen til New York, med opkastninger ca. hver halve time. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden Rene, som simpelthen passede så godt på mig, og sørgede for, at jeg havde det så godt, som man nu kan, mens man er ret så syg.

Heldigvis havde jeg det bedre da vi nåede til New York, og var da også begyndt, at kunne spise igen, så i mens vi ventede på vores fly til Raleigh-Durham, i North Carolina, fik vi da lige vores første burger (den var rigtig god! Men holy Moly hvor er vi træt af junkfood nu!).

Vi var i JFK lufthavn, i god tid inden vi skulle rejse videre, da vi havde fået fortalt, at det var en lufthavn med tryk på, og man derfor kunne risikere at vente meget længe for at komme ind i landet. Det var dog ikke tilfældet for os; eller… Det gik måske lidt hurtigere for mig, end det gjorde for Rene, for Rene blev både spurgt om han havde bragt mad med i sin bagage (med håndtegn, for mad og det hele, i tilfælde af at han ikke forstod engelsk), hans pas blev tjekket et par ekstra gange ved paskontrollen, han skulle igennem et ekstra sikkerhedstjek (scannes) ved security, alt i mens, jeg gik direkte igennem det hele.

Desværre viste det sig, at vores fly videre var forsinket med 1.5 time… Hvilket betød relativ lang ventetid, i forhold til hvad vi lige havde regnet med. Det gjorde ikke noget, men vi var udmattede. Jeg blev ved med at falde i søvn, mens vi ventede på flyet, så Rene var virkelig endnu engang, den der holdte skansen, og passede på vores ting.

Vi sov under hele flyvturen til Raleigh, hvilket nok var meget godt, da vi følte, at vi havde lidt af en mission foran os, med at finde hen til Hertz, få fat i vores lånebil, og så ellers tilbagelægge den 20 min lange kørsel til det AirBnB vi havde bestilt. Det viste sig dog at være ganske nemt, at komme til Hertz, da der gik en “privat” bus direkte derhen. At få fat i bilen, en Chrysler 200, var egentlig ganske let, og ret hurtigt, var Rene (ja; han var bare dagens helt!), bag rattet.

Vi havde lidt et hyr, med at finde ud af indstillingerne for sædet, og en god portion nervøsitet, over nu at skulle begive os ud i den amerikanske trafik. Af sted kom vi dog, og Rene klarede det uden flossede nerver. Desuden var det en ganske god første køretur, for klokken var lidt i 23:00, og vejene derfor relativt tomme (billedet er taget dagen efter).

Da vi nåede frem til vores hus i Cary, havde vi ikke rigtig tid til at nyde, hvor fint det egentlig var, for vi var så trætte, og vi smed os derfor direkte op i seng. Det var dejligt at vores første møde med AirBnB, lod til at være så problemfrit. (nedenstående billede, er huset vi boede i. Det er taget dagen efter ankomst – og nej… Vi aner ikke hvorfor søren der holder en ambulance ude foran, det gjorde der bare engang i mellem.).

… Blogindlæg om de øvrige dage kommer i løbet af de næste par dage. Rene har endda lovet, at han også vil komme bag tasterne, og skrive et par indlæg, om vores tur hernede.