I dag fylder min dejlige kæreste, Rene, år. Det er en helt særlig dag, og man må sige at han har gjort sig fortjent til forkælelse. Det er egentlig ikke særlig ofte jeg skriver om vores forhold, men med huskig i kikkerten, er det nok de færreste der ikke har fået fat i, at vi begge håber at det er forhold der vare resten af livet.
Rene er ikke bare en betænksom person, han er også meget empatisk, og strækker sig meget langt for at være god ved dem omkring ham. Jeg har altid været imponeret over hans medmenneskelighed, både overfor venner, bekendte, men ikke mindst også fremmede. Det var en af de mange gode ting ved ham, som tiltrak mig, da vi først mødte hinanden.
Det har på det seneste været en hård periode for mig. Både fysisk og psykisk. Det har været hårdt at gå hjemme, og det har været hårdt ikke at kunne alle de ting jeg plejer. Man kan hurtigt glemme, at det dog også må have været hårdt for Rene, da det har betydet at han har måtte stå for alt det, som vi plejer at være fælles om. Og han har gjort det – fuldkommen uden at fortrække en negativ mine. Lavet mad. Ryddet op. Handlet ind. Passet mine heste. Alt. Ja, og så oveni købet, skulle tage sig af mine ekstreme humørsvingninger og trælse dage.
Rene har altid været der for mig igennem tykt og tyndt, og de seneste par måneder har det kun været endnu mere tydeligt. Det er også derfor jeg har glædet mig ekstra meget til i dag. Det betyder meget for mig, at kunne give ham en dag, som er helt hans egen. En dag hvor han ikke skal tænke på opvasken, og han i stedet kan se frem til at åbne gaver op, og spise kage. Præcis som en fødselsdag skal være. Jeg håber inderligt at han får en rigtig dejlig dag.
