Så er det i nat jeg tager afsted til Frankrig. Jeg ser virkelig frem til det. Kan ikke vente til at vi er på vej i bilen. Jeg hader altid den sidste dag inden vi skal afsted. Det er på en eller anden måde lidt stressende. Der skal også altid gøres hovederent. Ikke ligefrem det jeg gider ^^” Men sådan er det jo af og til. Så meget har jeg heller ikke gjort. Faktisk har min mor gjort langt over halvdelen. Hun stod op klokken kvart i 5 eller sådan noget i morges og gik i gang. Jeg vågnede klokken 9:30 i morges. Vi havde ellers aftalt at hun skulle vække mig klokken 8.00 når hun tog til frisøren. Havde hun ikke jo logisk nok ikke gjort, så der var kun mit værelse, baggangen og det ene af badeværelserne tilbage. Det ordnede jeg forholdvis hurtigt. Derefter gav jeg hestene vand, og slog græsset. Jeg slog lige en sti i græsset ned til leddet ved restene, så min bonus bror nemmere kan vande hestene mens vi er i Frankrig (Han har selv valgt at han ikke vil med ;D). Derudover har jeg hjulpet med at lave kartoffelsalat som skal med os i nat når vi tager afsted. Damn jeg skal bare tideligt i seng i aften kan jeg mærke. Jeg er allerede mega træt… Og jeg kan kun sove til klokken 3 i nat… Så skal jeg op og i bad, og så skal vi ellers afsted klokken 4. Hvis jeg er frisk nok skal jeg køre det første stykke. Har jeg vidst nævnt i en tidligere blog ^__^ … Hmm… Jeg skal vel i seng klokken 7 så? Okay… det ved jeg udemærket godt aldrig sker… Men jeg må prøve at gå så tidligt i seng som muligt. Bliver nok omkring klokken 22:00. Men nu ser vi X’D
Arg jeg har simpelthen sådan en hovedpine i dag. Tror det er fordi jeg har bekymret mig for meget om min veninde, som har kæresteproblemer. Det går mit virkelig på. Mest fordi hendes ekskæreste siger han vil begå selvmord hvis hun ikke kommer tilbage til ham. Jeg tror heldigvis ikke at han mener det, men det fustrerer mig godt nok at man kan finde på at sidde den slags ting! Man kan da heller ikke sige ,, vær sammen med mig, eller jeg begår selvmord”… Det kan sgu’ da aldrig ende ud i et godt forhold. Hmm… Kunne aldrig drømme om at sidde og fyrer sådan noget af hvis jeg ikke mente det. Det kan da også være at han mener det… Men det er bare for uhyggeligt at tænke på… Så tror jeg heller ikke man ville hedde “On my way to final peace” på MSN, og fortælle det til alle mulige? Taktisk er det ihvertfald ikke ret smart gjort hvis man virkelig gerne vil dø? Hmm…
Dette er som folk nok har regnet ud, min sidste blog inden jeg tager afsted, så jeg vil gerne bruge dette blogindlæg til at sige god ferie til jer alle sammen! Nyd nu at det rent faktisk bliver sommer i DK, imens jeg er i det varme syden ;D
Microcut DK hylder (For at komme på listen, læs Hér):
Silentdark, Lollirock, Miissy, Shiki-lebroche, Kiiz, Rikkesverden, Piecezz, Goldenfairy, Gulde.dk, Silentgirl.dk..
It doesn’t interest me what you do for a living. I want to know what you ache for, and if you dare to dream of meeting your heart’s longing.
It doesn’t interest me how old you are. I want to know if you will risk looking like a fool for love, for your dreams, for the adventure of being alive.
It doesn’t interest me what planets are squaring your moon. I want to know if you have touched the center of your own sorrow, if you have been opened by life’s betrayals or have become shrivelled and closed from fear of further pain! I want to know if you can sit with pain, mine or your own, without moving to hide it or fade it, or fix it.
I want to know if you can be with joy, mine or your own, if you can dance with wildness and let the ecstasy fill you to the tips of your fingers and toes without cautioning us to be careful, to be realistic, to remember the limitations of being human.
It doesn’t interest me if the story you are telling me is true. I want to know if you can disappoint another to be true to yourself; if you can bear the accusation of betrayal and not betray your own soul; If you can be faithless and therefore trustworthy.
I want to know if you can see beauty even when it’s not pretty, every day, and if you can source your own life from its presence.
I want to know if you can live with failure, yours and mine, and still stand on the edge of the lake and shout to the silver of the full moon, “Yes!”
It doesn’t interest me to know where you live or how much money you have. I want to know if you can get up, after a night of grief and despair, weary and bruised to the bone, and do what needs to be done to feed the children.
It doesn’t interest me who you know or how you came to be here. I want to know if you will stand in the center of the fire with me and not shrink back.
It doesn’t interest me where or what or with whom you have studied. I want to know what sustains you, from the inside, when all else falls away.
I want to know if you can be alone with yourself and if you truly like the company you keep in the empty moments.
