Ovenpå vores start på hospitalet i går, var vi nok en smule nedtrykt. Vi følte ikke rigtig, at vores tilstedeværelse egentlig var ønsket, og vores indtryk var, at de ikke rigtig vidste hvordan de skulle inddrage os. Det kan selvfølgelig også have noget, at sige, at vi i høj grad havde glædet os til, endelig at komme i gang, og så blev vores forventninger ikke rigtig mødt. Jeg tror dog, at vi begge er indstillet på, at få det bedste ud af dagen i dag på sygehuset, og, at vi selvfølgelig nok skal komme ind i deres måde at udøve sygepleje på, ligeså stille. Det manglende overskud til, at introducerer os til deres arbejdsgange, kan også skyldes, at over halvdelen af personalet var studerende, på den afdeling vi er på i denne uge.
Vores humør blev dog reddet i går, af de utrolig søde børn, fra vores værtsfamilie, og deres venner. De tog os nemlig på en gåtur, til toppen af et bjerg, som de kaldte ”hill top”. Det var virkelig flot, at se byen oppe fra. Man kunne se hvor stor Pokhara virkelig er. Det var virkelig en skøn oplevelse, og vi er så taknemlige for, at vores værtsfamilie, virkelig sætter en ære i, at sørge for, at vi har det godt, og kommer ud og oplever nogle af de lokale glæder.
Det er dejligt, at der er smuk natur lige rundt om hjørnet, så man kan slippe væk fra larmen, og kaosset, der er hvis man svinger til venstre i stedet for til højre op af bjerget. Til venstre ligger hovedvejen nemlig.
