Jeg er voldsomt træt for tiden. Jeg er langsomt begyndt at genoptage flere og flere ting i mit hverdagsliv. Det lyder helt vanvittigt at alt det man plejede at lave, pludselig er afsindigt udmattende, når det før hen bare var – ja – ens hverdag.
Jeg døjer stadig meget med benet, men nu er der da endelig en plan. Eller faktisk er der flere planer, alt efter hvordan det hele udarter sig. Først og fremmest skal jeg forsøge mig med et 3 måneders genoptræningsforløb. Det gik jeg i gang med i sidste uge. Det var hårdt, selvom det kun er statiske øvelser indtil videre. Jeg forsøger at følge regimet, men der har simpelthen været dage hvor jeg havde så ondt i benet efter arbejde, at jeg måtte springe over, eller reducerer antallet af gentagelser. Jeg snakkede med min fys om det i dag i telefonen, og det var okay, såfremt jeg trænede alle de andre dage, hvor smerterne tillod det.
Jeg er begyndt at stå for madlavningen herhjemme igen, og det går faktisk ok. Jeg er god til at sætte mig ned, og tage en slapper undervejs hvis det er det jeg har brug for. Desuden arbejder jeg jo primært nattevagter for tiden, da det er det mest skånsomme for mit ben, hvilket gør det muligt for mig, at gå og forberede (skære grøntsager ud, osv.) i løbet af hele dagen, så selve madlavningen ikke kræver jeg står op ret længe af gangen.
Det jeg er aller mest glad for, er nok at jeg er kommet tilbage på arbejde! Der har været dage, hvor jeg tænkt ‘åh nej, kan jeg nu holde til det?!’, fordi jeg har følt et kæmpe pres på mine skuldre for ikke at være en belastning for mine kollegaer i en presset hverdag. Desuden har der været relativt akutte situationer, som har gjort det umuligt for mig, at vise hensyn til benet. Alligevel vil jeg sige at det overordnet set, er gået ret godt med at komme tilbage på jobbet. Jeg gør hvad jeg kan, og beder om hjælp (jeg er i hvert fald blevet bedre til at bede om hjælp) når jeg har brug for det.
Der er stadig lang vej endnu, men jeg begynder at få håb for at mit ben nok skal blive godt igen på et eller andet tidspunkt.
