Hold nu op, hvor havde jeg ikke troet at det ville være så svært at finde vores drømmehus… Jeg ved godt at vi kun har kigget i et halvt til et helt år (jeg kan helt ærlig ikke huske præcis hvornår vi besluttede at vi ville begynde og lede), men nøj hvor havde jeg troet at huset ville dukke op noget hurtigere.
Jeg ved godt at vi også har lidt store krav til hvad vi gerne vil bo i. Mest af alt fordi vi (nok mest jeg), har store krav til omgivelserne. Jeg drømmer om at komme et til at bo et fredfyldt sted, tæt på naturen (jeg burde nok bo i et helt andet land for at finde noget lignende det jeg virkelig drømmer om – og så burde vi nok være millionære). Samtidig er Renes største krav, at det må max. må være 30 min kørsel fra Aalborg og gerne tæt på noget motorvej… Det hænger altså ikke altid helt sammen.
Vi har dog fundet nogle perler ind i mellem, og har også været tæt på at købe et (som dog blev snuppet for næsen af os, fordi vi ikke ville byde før vi havde en tilstandsrapport), men der har næsten altid manglet et eller andet, og ellers har prisen på huset ikke matchet værdien.
Rene havde det meget stramt med tanken om, at købe et hus der skulle renoveres en hel masse, men har efterhånden forliget sig med, at det måske kan være den bedste mulighed for at finde noget der opfylder vores drømme og behov. Selvfølgelig syntes jeg da også det ville være lækkert at finde et komplet indflytningsklar hus, men det er svært at finde den slags, i den stil vi gerne vil bo i. Alt der er renoveret i dag, er jo nærmest i så ren og steril stil (undskyld!), at man skulle tro at alle kollektivt var blevet enige om, at husene i dag skulle være så sjæleløse som muligt (endnu mere undskyld!).
Jeg kan godt lide at et hus har sjæl, historie, og små hyggelige kroge. En smuk landlig stil, med krøller og blonder, ville bestemt ikke gøre mig noget. Selvfølgelig skal det være funktionelt – men det ene behøver ikke udelukke det andet.
Mon 2018 bliver året hvor vi finder vores drømmehjem? Vi har i hvert fald over de sidste par måneder gransket meget i, hvad der er need to have, og nice to have, i forhold til vores kommende hus. Vi er klar over, at man kan være nødsaget til at undvære noget – men vi er også blevet enige om at vi hellere vil vente, end at købe noget vi måske ikke bliver glade for i desperation over at ville flytte.