I går aftes fandt Bøje hans hest, den sødeste Lettfeti, død på folden. Han havde, som han er hver dag, været nede og se til hestene om morgenen inden han tog på arbejde. Begge heste havde det fint, og Lettfeti viste på ingen måde tegn til at være syg. Om aftenen var han revet fra os, af uvisse årsager.
Lettfeti, eller Letti som jeg kaldte ham, var simpelthen den dejligste hest. Jeg må indrømme at jeg i starten ikke helt kunne se hans potentiale. Han var lang og stor af at være en islænder (når vi skulle drille Bøje lidt, kaldte vi ham bussen). Han/vi lærte aldrig rigtig at mestre tölten – men tilgengæld havde han en helt fantastisk vuggende galop. Jeg opdagede først hvor dejlig en hest Letti i virkeligheden var, da jeg havde ham opstaldet hos mine andre heste til genoptræning inden mine forældre skulle på rideferie. Dér fandt jeg virkelig ud af, at han hver evig eneste gang gav en god tur. Aldrig havde han en dårlig dag, og man steg altid af ham med et større smil, end da man satte sig op. I den periode opdagede jeg virkelig hvor fin og god en hest Bøje egentlig havde.
Jeg havde faktisk håbet at når mit ben var ved at være klar igen, at jeg skulle låne Letti, til at komme i gang med min ridning igen. Det er fint at skridte afsted på Lady, som jeg engang imellem kan nu, men hun er noget mere fremadgående i traven og galoppen, og kræver en rytter der hele tiden gør opmærksom på sin eksistens og hvert millisekund minder hende om hvilket tempo det hele skal forgå i. Letti var bundstabil. Satte man ham i trav og besluttede et tempo, blev han i det til man besluttede et nyt.
Det er lidt med blandede følelser at jeg sætter mig på bussen imod København i dag. Selvfølgelig glæder jeg mig helt sindssygt til at komme afsted, men samtidig har jeg lyst til at være sammen med Bøje, for selvom jeg er trist og ked af Lettfetis pludselige bortgang, så ved jeg at det må være endnu mere hårdt for ham.
Så fint ?
<3