Så har vi forladt Osaka. Det blev et kort men spændende besøg. Vi havde overvejet hjemmefra om vi skulle tage hertil, men vi nåede ikke rigtig en konklusion – jeg er glad for at vi lidt spontant besluttede at gøre det, selvom det betød et ret kort visit i henholdsvis Kyoto og Osaka.
Vi checkede ud af vores hotel i Osaka omkring kl. 8:00. Vores første tog (shinkansen) kørte først kl. 10:16 men vi ville gerne være i god tid så vi ikke skulle skynde os nu hvor vi slæbte rundt på vores store backpacks. Desuden havde vi besluttet os for at prøve at købe en Bento med. En bento er essentielt en madpakke, og er meget brugt her i Japan. Bentoerne findes i massevis af afskygninger. Ofte indeholder de fisk i mange afskygninger, tofu og ris. Vi valgte henholdsvis en med kotelet og svine mørbrad, og en med rejser og kotelet.
Hvad vi syntes om bentoboxe? Oishii desu! De var lækre! Og man blev i hvert fald mæt! Det tror jeg godt vi kunne finde på at købe igen til en af vores togture. Sarah og jeg snakkede faktisk om at vi ville have smagt bentoboxe da vi var i Japan for 3 år siden, men fik der aldrig gjort.
Det er ret fantastisk at køre igennem Japan med tog. For det første sidder man behageligt. Man har oceaner af benplads, sædet kan eleveres (og fordi man har så meget plads er det slet ikke generende af passageren foran læner sit sæde helt tilbage), toget ryster stort set ikke, og larmer stort set ikke. Rejsen er hurtig, effektiv og behagelig når man rejser med Shinkansen. For det andet får man set store områder fra sit vindue i toget, som man ellers ikke ville have set. Små landsbyer, store bjergkæder, og massevis og massevis af rismarker… Ikke at Rene så ret meget af det, da han sov der meste af vejen, hvilket mange af de japanske passagerer også gør efter have spist deres bento.
Vi skulle intet mindre end med 4 toge i dag for at nå frem til vores destination; Narusawa. Et af togskiftene var i særdeleshed ret stramt – kun 6 minutter til at skifte! Det gik fint med at komme på det første tog. Vi var i god tid, kom i den rigtige vogn, og ja, alt kørte vitterligt bare på skinner. Vi var i god tid til vores næste tog, og fandt hurtigt perronen som vi skulle med fra, og wupti så dukkede der et tog op, som hed det vi skulle med. Godt nok 5 minutter for tidligt, men vi tænkte bare; hey! det er sgu da dejligt, så har vi 11 minutter til at skifte ved næste tog, i stedet for 6 minutter. Vi satte os ind, og det hele kørte fint… Men meget langsomt. Toget stoppede ved alle stationer, og det gik op for os, at det senere tog vi skulle have taget af samme navn var et ‘rapid’ tog og derfor sprang flere stationer over, så selvom det kørte senere ville det ankomme først.
Først gik vi lidt i panik. Hvordan skulle vi få skiftet til det andet? Var det nødvendigt at skifte til det andet? Vi fandt ud af, at JA det var nødvendigt at finde en måde at komme på det andet tog, da det vi sad i, ville ankomme på samme tid med det tog vi skulle med, ville køre. Noget rigtig møg!
Så blev vi ramt af håbløsheden. Vi kunne nok ikke stille noget op, for vi vidste ikke hvilket spor det andet tog kørte fra når det ramte en af de andre stationer, og vi vidste jo sådan set heller ikke om det havde overhalet os. Noget rigtig møg! Vi havde faktisk forliget os med at vi måtte finde ud af at få en anden billet til et andet tog efterfølgende da vi helt sikkert ikke ville nå det tog vi skulle med, da vi stoppede i lidt længere tid på en station, end ellers. Jeg så ud af vinduet bag os, og pludselig kom toget vi rigtig skulle have været med, rullende ind på perronen. Jeg råbte til Rene at det var toget, og 1, 2, 3 så var jeg faktisk ude af toget, og næsten inde i det andet, med taske og det hele. Fik kigget mig bag skulderen hvor Rene nu først var på vej ud af det andet tog! Tænk hvis dørene havde nået at lukke, og vi var blevet skilt fra hinanden?!
Han tog det nu meget pænt, og var ligesom jeg bare glad for at vi havde nået det rigtige tog, og dermed i det mindste havde en chance for at nå vores 6 minutters skift. Det gik nu ikke så glidende let som vi havde håbet, for da vi kom til stationen kunne vi ikke finde nogen endestation med det navn vi ledte efter. Jeg havde set et hjemmelavet skilt som var klistret op på en stolpe ved det tog vi forlod hvor navnet på den station vi skulle til, og så nummeret ‘4’ stod på. Vi tog et sats og løb til perron 4 selvom endestationen på togene der kørte herfra ikke passede med det navn vi skulle gå efter. HELDIGVIS kørte vores tog fra denne perron, og vi kom med nød og næppe med.
Resten af turen gik relativt gnidningsfrit. Vi ankom til Kawaguchiko station, hvor vi skulle skifte til en bus. Det gik ok, og vi formåede også at stige af det rigtige sted. Det var slet ikke slemt at gå med vores tasker, da der kun er 22 grader her i Narusawa (til aften var der kun 18 grader!).
Vi bor hos Mamma-san og pappa-san. Det var også dem Sarah og jeg boede ved sidst vi var her. Egentlig havde de ikke nogen værelser på bookingsiderne på nettet, så jeg valgte at prøve at skrive til dem på Facebook – og de lavede simpelthen et værelse til os! De har faktisk sørget for at Rene og jeg, fik det samme som Sarah og jeg havde. Vi fik simpelthen også den varmeste velkomst. Jeg fik store knusere, og de var så glade for at se os. De tog også varmt imod Rene, og lod til at glæde sig over at jeg denne gang havde taget min kæreste med (selvom de nok også savner Sarah da de også har spurgt til hende). De kunne huske at jeg læste til sygeplejerske, og at vi besteg Fuji-san. Jeg syntes det er fantastisk at de husker så meget om mig, når det er 3 år siden nu! De havde faktisk også nogle kopper til at stå fremme, som Sarah og jeg gav dem som tak for al deres hjælp i forbindelse med vores ophold i Narusawa. Det var lidt som at komme hjem til nogle gamle venner.
Vi har forresten allerede haft vores første kig på Fuji-san! Både fra toget, men også da vi gik hen til vores hostel! Fuji-san er endnu smukkere end jeg husker det på afstand! Hvor er vi heldige med at få lov at se det bare en lille smule, inden det blev omsluttet af skyer igen.
