For første gang i vores ferie har vi sovet længe. Vi stod op kl 9.30 og det har været tiltrængt at få sovet ud. Vi havde ikke lavet de vilde planer i dag, udover at skulle ind til et “aftensmarked” om aftenen og se flot belysning.

Udenfor er vejret blevet lidt “køligere”, dvs. 27 grader og lidt blæst, hvor vi hidtil har haft 30-35 graders varme. Det er nu meget rart ikke at skulle bade i sit eget sved alle dage. Det kan godt være at mange af vores billeder ser lidt grå og overskyede ud, men tro mig, det ER varmt. Og ja, 30 grader i Japan føles varmere end 30 grader i Danmark!

Vi er i dag taget tilbage til området fra gårsdagens tur til Osaka slottet, da vi var kommet forbi en del cafeer der bød på pandekager. Efter på bedste vis at have gået direkte ind på cafeen og sat os til rette (for det gør man jo i DK), blev vi pænt bedt om at gå ud på den anden side af bygningen, hvor der sad mennesker i kø for at komme ind – ups, det havde vi ikke lige set! Det er også en ting vi har lært, at man gør her. Sidder eller står i kø for at komme ind at spise på cafeer/restauranter. Og folk venter gerne over en time i kø for at komme ind på deres favoritsted.

Vores første morgen (hvis man stadig kan kalde det for morgen på det tidspunkt) med en stille og rolig gang ordentlig morgenmad. Pandekager med scrambled eggs og bacon – hvem nævnte noget om SUND morgenmad?!

Herefter gik turen til Shinsekai området med små hyggelige smalle gader med markedsstemning. I dette område ligger Osakas “Eiffeltårn”, kaldet “Tsutenkaku”, som vi også kom forbi.

På vejen stødte vi på et helligt sted, hvor vi lige skulle prøve ritualet med at give en mønt, ringe med klokken, bukke og klappe og bede om held og lykke. Og så var der sedlen man også kunne tage ved det hellige sted. Sedlen indeholder lykke eller knapt så god lykke. Jeg trak selvfølgelig sidstnævnte og efter gammel japansk skik, skal man binde sedlen op på en snor, for at det ikke går i opfyldelse (tror vi nok). Vi fandt dog et helligt sted mere (der var mange lige i det område) og så fik jeg lige gjort det igen (glemte at vaske hænder første gang – fy!), for skal dælme ikke have noget ulykke siddende på mig… bum!

Vi tog derefter hjem til hotellet for at hvile os til senere på aftenen, hvor vi skulle se Osakas oplyste gader.

Klokken blev 19 før vi nåede ind til “Dotonbori” – en kæmpe turistattraktion med oplyste reklameskilte og butikker og restauranter i massevis. Klokken 19… ja, det er ca. syv dage for sent, hvis man vil alle butikker og gågader igennem. Det var VANVITTIGT STORT! Vi havde regnet med, at et par timer og så var det meste set. Vi kunne have brugt MANGE dage for bare at se dette område med butikkerne. Fra den ene ende af en gade til den anden, var der butikker og mennesker, så langt at øjet rakte. For ikke at tale om alle sidegaderne til hovedgaden, som var ligeså lange!

New York City og London gågader – go home… jeg har aldrig set noget lignende eller større, som her i Osaka, Dotonbori! Ikke engang nogle af Tokyos områder, syntes at være så store. Måske fordi gaderne er så smalle og alt ligger så tæt? Måske er det stemningen? En ting er dog sikkert, at NÅR jeg kommer tilbage til Japan igen, så er Osaka helt sikkert en by der skal besøges igen, for holy moly… jeg har jeg kun set toppen af isbjerget.

Om Skribenten

Kæreste til Simone siden 2015. Rejsemakker igennem livet. Gæsteblogger på Microcut.dk.

(2) Comments

  1. Motter says:

    Vi skal simpelthen besøge det land ??

    1. Det er jo det jeg hele tiden har sagt ???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.