Japan har ry for at være et dyrt land at rejse i og shoppe i. Det har dog aldrig været min oplevelse – i hvert fald ikke sammenlignet med danske priser. Selvfølgelig er det dyrt, hvis sammenligningsgrundlaget er baseret på øvrige asiatiske lande som fx. Thailand. Nej, mit problem med at shoppe i Japan er nærmere størrelserne. En stor del af tøjet i Japan er onesize, eller meget små i størrelserne. Sidst jeg rejste var det ikke rigtig noget problem, da jeg vejede omkring 10-12 kg mindre end jeg gør nu, men da vi rejste denne gang, var jeg godt nok noget begrænset i, hvad jeg kunne købe. Det er dog muligt at finde smart og lækkert tøj i Japan til billige penge, selvom man har min størrelse, og jeg endte da også med at få lidt andet end bare nips og keramik med hjem!
Jeg købte et par lækre cowboybukser med hjem. Prisen på dem var ca. det samme som man ville have givet i Danmark for et par billige jeans (ca. 250 kr), men kvaliteten var noget bedre end hvad man kan få for 250 kr herhjemme.
Strikketrøjen i den lækreste koksgrå farve kunne jeg heller ikke undlade at købe, og nu fortryder jeg virkelig at jeg ikke købte den i flere farver, for den er simpelthen så lækker at have på, og jeg tror kun jeg bliver endnu mere glad for den, når efteråret rigtig tager til!
Desuden købte jeg selvfølgelig et par joggingbukser – alle der kender mig, ved at dette er min fortrukne type tøj! De her var endda den lidt pænere af slagsen. De er lækre og tykke, så det er også nogen jeg tuller rundt i herhjemme hele vinteren.
Det blev kun til et enkelt par sko. De er ellers super billige i Japan, og det er på ingen måde et problem for mig at købe sko i Japan. Jeg har små fødder (str. 35-36), og kan derfor passe både str. S og M i skoene i Japan (ja rigtig mange af deres mærker har skoene inddelt i str. s, m, l, og ll). Jeg fandt bare ikke rigtig andre som jeg kunne tænke mig (jo tonsvis af stilletter! Som jeg jo under ingen omstændigheder kan gå i, pga, mit dumme ben). Skoene jeg købte kostede 50 kr, og var egentlig et køb jeg gjorde mig, fordi jeg trængte til nogle med god udluftning i – og hey, de her var fyldt med huller! De har en memoryfoam sål så de var faktisk også rigtig gode at gå i.
Jeg købte også to skønne hårbånd, som allerede blev flittigt brugt da vi var afsted! De kommer også til at blive brugt en masse herhjemme, for de er simpelthen så fine. Jeg kunne have købt en masse flere, for der var så mange skønne, men endnu engang beherskede jeg mig virkelig, og købte kun 2 jeg vidste jeg virkelig ville få brugt.
Alt i alt endte jeg ikke med at købe så meget tøj og sko, men det jeg købte er jeg rigtig glad for, og ved at jeg kommer til at bruge flittigt.