Her den seneste tid har jeg tænkt meget… Mange vil måske mene at jeg har tænkt for meget, men sådan er jeg nu engang skruet sammen. Jeg tænker alt for meget over fuldkommen ligegyldige ting… På det sidste har jeg for eksempel tænkt meget over det at være forældre. Der er mange grunde til dette har været en tanke jeg har haft lidt i hovedet. En af mine gode barndoms veninder fik i september barn (21 år), og det virker virkelig surealistisk for mig. Det generer mig ikke at folk får børn i mens de er unge, så længe de har de muligheder der skal til for at tage sig af dem. Men mig selv med børn inden for de næste par år? NEJ… Jeg ville ikke kunne tage mig af et barn. Det er der mange grunde til… Men det er egentlig ikke så meget det jeg har tænkt over… Det er nærmere om jeg nogensinde vil komme i stand til at tage mig af et barn. Jeg ved slet ikke om jeg ønsker nogensinde at blive mor… Men det er et eller andet sted løgn. Jeg ved godt at når jeg har et stabilt liv, med en mand jeg elsker, og jeg i det hele taget føler mig klar til at få børn, så vil jeg gerne have det.
Men ville jeg nogensinde kunne blive en god mor? Jeg har da nogle værdier jeg vil prøve at også give mine børn, og jeg har da også en idé om hvordan jeg ALDRIG vil opdrage mine børn… Men… Jeg har ikke rigtig nogen idé om hvordan jeg SÅ vil opdrage mine børn… Er det noget der kommer med alderen? En ting er sikkert… Hvis jeg fik børn skulle de ikke være sådan nogle utaknemlige, møgforkælede unger… Men samtidig vil jeg ikke være en autoritet der bestemmer ALT… Og én ting er helt sikkert… Jeg vil aldrig… aldrig… Ligge så meget som en hånd på mine børn, og jeg ville heller ikke lade nogen andre gør det. Mine børn skal ikke opdrages med nogen former for fysisk disciplinering.
Men fysisk kontakt skulle mine børn opdrages med. De skulle føle at jeg var deres mor, og at jeg ville beskytte dem. At jeg elsker dem, og at jeg altid ville være der for dem. Det er nok det vigtigste i min verden. At mine børn altid skulle vide, at lige meget hvad der skulle ske i mit liv, ville jeg vælge dem over ALT andet! Hvis jeg selv har sat dem i verden, er de også mit ansvar, og det ville jeg ikke lade dem være i tvivl om…
… Vigtigst af alt… Ville min psyke kunne holde til at have børn? Kan jeg ikke tage vare på sig selv, kan jeg heller ikke tage ansvar for nogle børn… Det ville i såfald være uansvarligt at sætte børn i verden… Og jeg får jo mine nedture engang imellem. Men mon ikke det bliver bedre med alderen? Også i takt med at man får et liv med mere rutine i, og et mere stabilt liv i det hele taget?
Jaja… Den slags tænker jeg på… Selv om der er mange år til at det over hovedet skal på tale ^_^”
