I dag har været overvældende. Vi har været det meste af følelsesregistret igennem og har virkelig fået prøvet os selv af.
Vi er som nævnt i forrige indlæg, på neonatalafdelingen i denne uge. I dag skulle vi deltage i morgenplejen af børnene – en opgave vi egentlig var rimelig trygge ved.
Jeg fik en af de lidt større børn på 3 kg, mens Simone fik en lille dreng på omkring 800 g. Vi havde i går observeret, at denne dreng havde apnøperioder (en periode uden vejrtrækning) På et tidspunkt kalder Simone på mig, for at få mig til at se, om drengen igen havde periode med apnø, men vi blev hurtigt enige om, at drengen ikke trak vejret. Simone forsøgte i flere omgange at få kontakt med personalet, der ignorerede hende, indtil hun gav en sygeplejerske en albue i siden. Sygeplejersken kommer hen, ser på barnet og siger, at Simone skal skifte bleen. Simone påpeger, at barnet jo ikke trækker vejret. De efterfølgende minutter går med, at sygeplejeskerne opfatter alvoren, får fundet en ventilationsmaske der fungerer, og begynder herefter genoplivning.
Drengen dør efter et kvarter.
Vi var begge klar over, at børnedødeligheden er høj i Nepal, og var forberedte på, at babyerne er meget dårlige. Hvad vi ikke havde forventet, var den ligegyldighed og respektløshed der var omkring det døde barn efterfølgende. Barnet efterlod de uden at blive dækket til og til fuld skue for resten af stuen. Der gik 3 timer, før barnet blev vasket og svøbt i et klæde. Forældrene blev ikke involveret. De måtte ikke komme ind og sige farvel til deres barn. Jeg havde det enormt svært ved, at der sad nogle forældre et sted uden for, som ikke vidste, at deres barn var dødt, og som ikke fik muligheden for, at komme ind.
Jeg forsøgte at snakke med sygeplejerskerne om dette. De var dog meget uforstående over for min bekymring, og forsikrede mig, at forældrene nok skulle få at vide, hvilket tidspunkt barnet var sovet ind…
Simone og jeg var på det her tidspunkt ret fyldt med frustration. Samtidig bliver et andet barn akut dårlig med vejrtrækningsproblemer. Her forsøger sygeplejersker og læger at afhjælpe problemet. Dog hersker der lidt kaos omkring, hvem der har hvilken rolle i denne situation. På et tidpunkt bliver Simone og jeg sat til at pumpe med ventilationsmaske for at støtte barnets vejrtrækning. En læge kommer ind og ser, at vi ventilerer og siger højt i rummet “Oh, try to save the baby” – tydeligt ironisk og resten af rummet grinte. En meget ubehagelig oplevelse. Vi måtte til sidst opgive. Drengen døde.
Igen oplevede vi ligegyldigheden omkring døden. Vi svøbte drengen i et klæde, men da personalet skulle fjerne noget ved barnet, smed de det bare skødesløst tilbage.
Det har været en hård dag. Vi forsøgte virkelig at hjælpe. Men når holdningen er, at man hellere vil sidde og pille tæer og sove (ikke en joke) så er det svært at hjælpe.
Vi har dog besluttet, at vi tror på, at selv det mindste hjælper. Den mindste smule omsorg og kropskontakt vi kan dele ud, vil hjælpe barnet.
Verden kan være et barsk sted. Det oplevede vi i dag.
Mine tanker er med jer. Der kommer ikke til at være mange i kender herhjemme der har stået i den grufulde situation at se 2 spædbørn dø på samme dag på sådan en måde. Men jeres observationer er faktisk lige så vigtige som jeres indsats. Man kan jo håbe flere vil prøve at hjælpe et land der ikke har ressourcerne til at kunne yde en ordentlig indsats selv. Og for at andre vil hjælpe skal der fokus på. Prøv på ikke at dømme personalet for hårdt, I er et sted hvor forholdene er markant anderledes og mange steder i verden har de et helt andet syn på menneskeliv. Vi glemmer nogle gange i vesten at menneskerettigheder er noget vi selv har opfundet og fordi vi er vokset op med det kan det være svært at forstå mennesker fra kulturer der ikke er vokset op med det. De ved bare ikke hvad det begreb betyder og handler og reagerer anderledes. Så deres syn kan I nok ikke rokke ved, men hvis der havde været bedre ressourcer, viden om sygdomme, mere personale kunne de 2 børn nok have været reddet uanset hvor følelseskold synet på liv kan være. Jeg sender det største kram jeg kan, I er sgu nogle fantastiske seje tøser.
Årh hvor er det hjerteskærende fortælling, men som Trine skriver er I en helt anden verden.
I gør det godt og prøver at involvere jer med det bedste I har lært, men det er en helt anden kultur
Jeg tænker på jer og hvor barske oplevelser I har..
I er nogle dygtige og kompetente unge kvinder der kan jeres kram. Godt I har hinanden at støtte jer til og til at holde hinanden oppe.
Masser af knus, tanker og kram herfra
Åh nej altså! Hvor lyder det som en ualmindelig forfærdelig oplevelse!! Og det at I ligefrem skal gøres til grin for at kæmpe for det lille menneskes ret til livet – det er helt bizart.
Det at de hver dag må se så mange børn dø, må have desensibiliseret dem så meget at det enkelte barns død nærmest mister sin betydning. Ej hvor jeg dog føler med jer! Kan forestille mig at I er fyldt af en fuldstændig overvældende magtesløshed! Og en ting er at de selv er “ligeglade”, men det må være svært at der ikke i det mindste er én der forsøger at anerkende jeres indsats og arrangement og lyst til at hjælpe. Det er selvfølgelig en god grund til at deres indstilling er som den er, men hold kæft det er en voldsom oplevelse for jer. Det er virkelig vigtigt i får talt det igennem og passer på jer selv og hinanden!
Stort kram til jer begge
Pingback: Så kom der (lidt) billeder! | Microcut
Det er jeg virkelig ked af at læse, sender 1000 varme kram og positive tanker.
Knus <3