Der har heldigvis været flere opture i dag, end nedture, og derfor starter jeg med dem. Altså opturene. Jeg har nemlig for første gang siden jeg kom til skade med benet, været ude og ride tur alene! Det er ikke en lang tur. Den er på under 1 km, og tager omkring 15 minutter (hvis ikke lidt mindre) at ride. Jeg har redet den 2 gange før, sammen med Laura. Når jeg kommer tilbage er mit ben altid helt smadret, og jeg kan ikke mere den pågældende dag, men det er det hele værd!
I dag red jeg som sagt turen alene. Det gør det hele en smule mere komplekst. Til dem der ikke ved så meget om heste, så er det primært benene man rider hestene med – selvfølgelig har man tøjlen (den man har i hænderne), men det er egentlig ben og vægtfordeling du får hesten styret rundt med. Når jeg rider tur med andre, følger Lady tilpas meget med de andre heste, til at jeg kun skal give meget få signaler. Når man rider tur alene, kan der kræves en del mere guidning, fordi hesten ikke har en anden at følge efter.
Heldigvis har jeg haft Lady i så mange år, at vi efterhånden har synkroniseret vores hjerner når vi er sammen. Selvfølgelig er det ikke tilfældet, men sådan kan det næsten føles af og til. Vi forstår hinandens mindste signaler. Det var derfor heller ikke noget problem at ride på tur alene i dag. Jeg kunne endda sætte mig i ‘damesadel’ stort set hele turen, så jeg helt kunne undgå at bruge det dårlige ben. Det var stadig hårdt da man i nogen grad stadig spænder lidt i benet, for at holde balance osv. men det kunne have været meget værre.
Jeg var ret smadret i benet da jeg kom tilbage, og jeg tænkte ‘nu er jeg da i hvert fald ikke mere værd i dag’. Heldigvis havde jeg lavet en aftale med Rene om at han skulle samle mig op i stalden når han var færdig med at ride, så jeg ikke selv skulle køre hjem, eller gå ned til bussen.
Da jeg kom hjem tænkte jeg dog alligevel at jeg nok godt kunne gå en lille tur ned, og handle de småting vi nu engang manglede. Vejret var så dejligt, og jeg ville egentlig gerne gå turen sammen med Rene. Jeg tænkte – ‘hvad kan gå galt? Jeg går jo bare lige så stille?’. Det gik også fint… Jeg gik lige så stille – og ja, hvis du ikke allerede har fornemmet det, så nærmer vi os nu dagens nedtur – men kom til at snuble ved en kantsten (ja! Jeg er umulig. Formentlig det mest klodsede menneske her på jorden), og kom til at trampe mit dårlige ben hårdt ned i fortovet. Jeg faldt ikke eller noget, men alene det at jeg fik trådt hårdt ned i jorden, gjorde at der slog et lyn op igennem mit ben – og ja… Nu forgår resten af aftenen altså på sofaen, med benet opad.
Det er længe siden at jeg har haft SÅ ondt i benet, og jeg håber at god aftens hvile kan sætte skik på det igen, inden arbejde i morgen. Jeg orker simpelthen ikke et tilbageslag, nu hvor det endelig går fremad.
