Hiroshima – tragedien og ønsket om fred

En af de begivenheder, vi endnu ikke har fået berettet om her på bloggen, er vores dag i Hiroshima. En utrolig hård og rørende oplevelse, som jeg vil fortælle om nu.

Som de fleste nok ved, blev verdens første offensivt tiltænkte atombombe sprængt over Hiroshima under 2. verdenskrig. Dette var en forfærdelig tragedie, hvor flere tusinde blev dræbt og hele byen lagt i ruiner.

I området omkring bombens hypocenter (hvorover bomben sprængte) for 70 år siden, er i dag oprettet ‘Hiroshima Peace Memorial Park’ indeholdende forskellige freds – og mindemonumenter, samt et museum, der formidler fakta om hændelsen.

Tæt herved står det såkaldte A-Bomb Dome, en bygning, som på mirakuløs vis forblev delvist intakt til trods for dens placering så nært ved bombens hypocenter. Den er blevet restureret og bevaret, så den i dag står præcis som den gjorde umiddelbart efter bombningen. Som et minde om dennes ødelæggende kraft og den forfærdelige tilstand byen var i.

Som noget af det første, var vi henne og besøge ‘Memorial Hall for the Atomic Bomb Victims’, hvor vi blev gjort opmærksomme på, at en efterkommer til en der overlevede bombningen, ville holde et foredrag herom. Vi deltog i hvad, der skulle vise sig at være en virkelig intens oplevelse. Foredragsholderen var en kvinde, hvis mor, som 18 årig, oplevede tragedien på nært hold. Hun fortalte om diverse fakta angående planlægningen af attentatet mod Japan, skabelsen af atombomberne og den foregående træning de amerikanske piloter gennemgik, for at lære at smide bomben og hurtigt bringe flyet udenfor farezonen. Det blev beregnet at bomben ville udøve maksimal destruktion, hvis den eksploderede 600m over jorden og dette opnåede de paradoksalt nok vha. elektronisk udstyr, udviklet i Japan nogle år forinden.

Herefter fortalte kvinden sin mors historie. Hun havde befundet sig i udkanten af byen, da bomben sprang. Hun blev slået ud af den enorme trykbølge og vågnede op til total kaos og panik, som intensiveredes i takt med hun desperat bevægede sig ind mod byens centrum, for at søge efter sin lillesøster. Folk vandrede skrigende omkring med tøj og hår brændt af og den afbrændte, afskallede hud hængende fra deres fingernegle, hvor det stadig var tilhæftet.

Som følge af folks voldsomme forbrændinger, var de ekstremt dehydrerede og flokkedes i desperation omkring byens floder og vandresevoirs, som snart blev fyldt med døde.

Skrig og bønner om hjælp hørtes fra folk der var fanget i brændende bygninger eller murbrokker. Kvinden havde løbet omkring vel vidende, at hendes søster nemt kunne være en af de mange døde, der var brændt til ukendelighed. Det havde været et sandt mareridt.

Hun fandt frem til sin søster, der var blevet bragt til et felthospital, men som desværre døde nogle dage senere af sine kvæstelser, 13 år gammel.

Foredragsholderen fortalte at hendes mor i mange år havde været så dybt traumatiseret over denne hændelse, at hun ikke havde nævnt det med et ord. Endelig havde hun så åbnet sit hjerte overfor sin datter, som besluttede sig for at lære engelsk, så hun kunne dele historien så bredt som muligt, med ønsket om øget kendskab til tragedien og ikke mindst den ødelæggende kraft af atomvåben.

Det samme budskab emmede fra museet og de mange monumenter. Der blev ikke udtrykt noget had til USA, men i stedet til krig generelt og i særdeleshed mod atomvåben!

En vigtig faktor i den ekstremt ødelæggende effekt af en atombombe, er stråling, som ikke bare har ødelæggende kraft i eksplosions-momentet, men flere forfærdelige langtidseffekter. En stor del af de mennesker der overlevede bombningen, afgik ved døden inden året var omme pga. stråleskader. Også i årene efter har folk udviklet strålingsrelaterede lidelser, som fx. cancer, og mange overlevende har lige siden levet i stærk angst for at blive syge. Ikke nok med det, er der efterfølgende blevet født mange dødfødte og misdannede børn, også en følge af strålingen. Det er jo ganske enkelt et våben med fuldstændig uforståelig, vedvarende ødelæggende kraft, som menneskeheden hverken kan eller skal administrere.

Bomben sprang kl. 8.15, d. 6. august 1945 og vi besøgte stedet nogle få dage efter tragediens 70 års “jubilæum”. På selve dagen havde der været et hav af mennesker, for at mindes ofrene, lægge blomster og sætte lanterner på floden. De mange flotte buketter lå stadig omkring ‘Memorial Cenotaph’, et af de først byggede monumenter, indeholdende navnene på alle ofrene.

På skiltet i midten står på japansk teksten: “Let all the souls here rest in peace for we shall not repeat the evil”.

Vi var begge meget rørte ovenpå denne oplevelse. Også imponerede over hvordan Hiroshima har evnet at vende tragedien til et ønske om fred fremfor et ønske om hævn. Et afstandtagen til krig og de ekstremer det driver folk ud i, og ikke mindst en bøn om at alle står sammen i at modarbejde udbredelsen af atomvåben.