Jeg føler mig lige nu som det mest værdiløse menneske i hele verden. Trykket kommer af, at mit hjerte presser sig ned igennem min mavesæk, og ligger sig der. Såred og fortabt. Ligger sig klar til at blive forstenet, og hængt på plads af div. kroge, hanker, og kunstige genstande. Mit hjerte ligger lige nu, som en rødglødende kugle i min mave. Det ruller frem og tilbage og giver mig kvalme. Jeg føler ingen hjerteslag, for det er allerede slapt. Tårene på mine kinder er tørret ind, og har efterladt min hud rundt om øjne, rød og ophævet. Det føles som om nogen har hældt lim ned af mine kinder, og ladet det størkne. Huden er helt tør og stram, og jeg kan mærke tårenes baner. Det hele er så ligegyldigt lige nu. Jeg er ikke længere sikker på, at et af de mennesker som betyder mest for mig, elsker mig mere. Jeg er en byrde. Jeg indser det altid forsent. Jeg er en byrde, som personen har måtte slæbe rundt på hele livet. Jeg hader mig selv for det. For at elske denne person, og for at have knust personens hjerte. Jeg er ond og grådig. Det er min. 2 gang at jeg får det afvide siden månedens start. Sidst erklærede jeg mig skyldig. Jeg indså det. Men… Alt for mange har løjet for mig, og sagt noget andet! Jeg ændrede mening! Jeg ville ikke se mig selv som en ond og grådig kælling! Jeg ville være menneskelig. Men… Jeg har nu erfaret at det jeg er bedst til, er at lyve for mig selv. Og jeg er træt af det. Folk falder fra omkring mig. Folk jeg altid har troet ville kredse sig om mig når det blev aller sværest. Jeg fortjener heller ingen af dem som jeg har betragtet som mine elskede. Men hvor gør det dog smertefuldt ondt at indrømme. :'( Hvis bare en eller anden kunne hjælpe mig. Gøre mig til et bedre menneske. Eller ihvertfald menneskelig som en start… Lige nu har jeg låst mig inde på mit værelse. Alene. Alene… Sådan har jeg det nu bedst. Jeg ødelægger alligevel alt hvad jeg røre ved… alt…
Det flimre for mine øjne. De øjne som er så usandsynligt blinde og naive. De øjne som kun græder salte tåre når det handler om deres ejer. Mine øjne er så tunge. Jeg er ikke træt. Bare udmattet. Inderligt udmattet. Alt føles håbløst i de minutter… Timer… Man sidder alene med bagefter. Efter en fortæller en, at man er en byrde. En ond en af slagsen. En udnyttende, manipulerende person… Jeg har åbnet mit hjerte. Men det er kun åbnet for mig selv… Jeg ved… men glemmer konstant… at det er sådan at man i virkeligheden har det bedst.
