Sygeplejerske i 1 år

I dag har jeg været uddannet sygeplejerske i intet mindre end 1 år! 1 helt år! Det er slet ikke til at forstå, hvordan tiden flyver! Jeg husker meget tydeligt ærefrygten, som brat ramte mig da der pludselig stod “sygeplejerske” og ikke “sygeplejerskestuderende” på mit navneskilt. Det var helt igennem fantastisk, og skræmmende på én og samme tid!

Fantastisk fordi man havde knoklet hårdt for titlen, og fordi det var en drøm der gik i opfyldelse. Fantastisk fordi man nu kunne gå ud, få sig et job, og gøre en forskel for mennesker der i den ene eller anden facon havde brug for ens støtte for en stund.

Den skræmmende fornemmelse som ramte mig ved at skulle bære titlen som sygeplejersken, var ikke på grund af at jeg følte mig alene med tjansen – faktisk kunne jeg ikke have ønsket mig en større støtte, og forståelse fra mine fantastiske kollegaer – nej, situationen var skræmmende på grund af det store ansvar der pludselig hvilede på ens skuldre. Frygten for ikke at kunne slå til. Tvivlen om man nu også kunne leve op til de forventninger man havde til sig selv, og ikke mindst de forventninger ens patienter, kollegaer, og arbejdsgivere måtte have til en. Jeg tror det er ganske sundt at blive ramt af den følelse af og til, såfremt man bare ikke lader den lamme en. Det handler om at vende den frygt til mod. Modet til at kæmpe for at blive sit bedste jeg.

Jeg møder stadig mange situationer på mit arbejde, hvor jeg ganske enkelt ikke kender svaret. Situationer der stadig er nye, og uudforskede. Men jeg bliver ikke ramt af den samme frygt for ikke at slå til længere. Jeg bærer stolt titlen som sygeplejerske. Jeg ved, at jeg ikke kan vide alt – og da slet ikke efter et enkelt år – men jeg ved at jeg kan stole på mig selv, og mine kollegaer. Jeg ved at jeg tør at spørge om hjælpen, og der er nogen derude, som er villig til at give mig den. Man vokser med opgaven hver dag, og det tror jeg at man vil blive ved med i et fag som dette. At være sygeplejerske betyder nemlig, at man skal være parat til at ændre vaner, og arbejdsgange fra den ene dag til den anden. Faget er evidensbaseret, og kræver man holder sig opdateret, og ikke bare ‘gør som man plejer’.

Jeg sætter en stolthed i mit arbejde, og det har jeg altid gjort; uanset om det var da jeg var kasseekspedient, MacDonaldsmedarbejder, reklamebud, osv. men som sagt har jeg da godt kunne mærke at ansvaret føles anderledes, nu hvor jeg er blevet sygeplejerske. Det handler pludselig om liv og død. Det lyder så dramatisk og voldsomt, men det er nu engang sandheden. Mest af alt handler mit job om værdighed. Det handler om at bidrage til det værdige liv, værdigheden trods sygdom, og i nogle tilfælde også at støtte til værdigheden nær, og under, livets afslutning.

Jeg elsker mit fag og jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at møde op på mit job hver dag, og gøre alt hvad jeg kan for at være en positiv indgriben i et andet menneskes liv. Jeg elsker mine kollegaer, ikke alene fordi de har taget hånd om mig, som studerende og nyuddannet sygeplejerske, men fordi de brænder mindst lige så meget som jeg selv, for at være noget for andre – både hinanden, patienterne, og de pårørende.