Vores første trekkingtur – og lidt mere opkast

I dag havde vi vores første trekkingtur her i Nepal. Vi tog på en tur, vi tænkte måtte være relativ simpel. Derfor medbragte vi ej heller en guide. Vi gik til Sarankot, som er det øverste område, på et af de nærliggende bjerge. Vi gik stort set op til samme punkt, hvor vi havde paraglidet fra i går. Det var varmt, og turen op var stejl.

Da vi nåede til et kryds, oppe ved Sarankot viewpoint blev vi lidt i tvivl om, hvor vi skulle gå hen. Vi begyndte at gå op af en vej, men en jeep stoppede, og spurgte os hvor vi var på vej hen. Vi fortalte, at vi ville til at ned fra bjerget, ned mod Lakeside. Han grinede lidt, og fortalte os, at vi gik den helt forkerte vej, og, at for at komme ned til Lakeside, skulle vi samme vej som vi kom fra. Han skulle nok køre os for 500 RP. Vi takkede pænt nej, for vi havde ladet os fortælle, at man godt kunne gå ned til Lakeside fra bjerget – plus hele turens formål, jo var at gå, og få set noget. Chaufføren pegede så i stedet i en retning af en sti, som første ned af bjerget, og sagde, at hvis vi ikke ville køre ned, så skulle vi gå den vej ned. Og det gjorde vi.

Det første lange stykke vej ned, var helt fantastisk smukt! Vi gik af små stier, og var nogengange i tvivl om vi var på afveje – men til sidst endte vi ud på en lille grusvej, som gik igennem flere af bjergbyerne. Flere gange blev vi spurgt hvor vi var på vej hen, og alle pegede den samme retning, når vi sagde Lakeside.

Efter, at have set et skilt med ordene “4 km til Lakeside” og en pil ned af en stejl sti, begyndte vi, at føle os optimistiske, for vi var ved, at være en smule udmattede. 4 km var jo ingenting, i forhold til, hvad vi allerde havde gået op af! Det første stykke gik også rigtig fint, indtil vi kom til et stort område, hvor en kvinde og en mand, lod deres store bissonokse græsse (med dens kalv). Den store okse (som havde meget store horn!), stod foran stien hvor vi skulle ned, og hver gang vi prøvede, at gå udenom (i en stor bue udenom), fulgte den efter os, på en måde vi syntes var lidt truende. Kvinden formåede ikke, at skræmme den væk fra os, og smilede opgivende, og pegede så i modsat retning og sagde “shortcut”. Vi havde ikke rigtig andre valg, end at tage hendes shortcut.

Måske var ruten kortere. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har jo ikke noget, at sammenligne med – men man må sige at det var en… Spændene… rute hun havde ledt os ud på. For det første, var det nærmest inde i junglen. For det andet, var det nærmest trappetrin man skulle gå ned af (=mega hårdt), og der var mange vilde dyr, og planter, som bevoksede stien. Desuden var stien ret ustabil, og et par steder, var det nærmest lidt halssprækkende, at gå, da man kunne falde ret langt ned. Vi så heldigvis ingen slanger, og flot var stien da også!

Hvad værerer var, var, at Line desværre pludselig blev meget dårlig. Kvalme, svimmel, og med rystende muskler. Det var helt tydeligt, at hendes blodsukker var lavt, og vi måtte hurtigt have hende ned, så hun kunne få det i vejret, da vi desværre ikke havde noget på os, som hun kunne få at spise eller drikke (udover vand), og vi nu var ude i ingenmandsland. Line klarede turen ned, og vi fik fundet en butik hvor vi kunne få lov, at sidde ned. Jeg ville lyve hvis jeg ikke fortalte, at mine ben også var begyndt at gøre ondt.

Vi fik købt cola (vand havde vi allerede), og Line kom ned og sidde. Alt farve forsvandt i hendes ansigt, og hun måtte storme ud på toilettet og kaste op. Da hun kom tilbage så hun endnu mere dårlig ud, og hun fortalte det sortnede for hendes øjne. Hun så opkogt ud, og jeg skyndte mig, at beordre sko, og hat af hende, og viftede ellers løs med først hatten, og dernæst et stykke pap, som vi fik af butikkens ejer, for at køle Line ned.

Efter, at have sundet sig, drukket cola, spist chips, og blevet kølet af i skyggen, fik Line det heldigvis bedre. Hun fik lov til, at beslutte om vi skulle tage en taxi ned til Lakeside, men hun følte sig tilpas til, at gå.

Da vi endelig sad nede på vores vanlige cafe ved Lakeside, havde vi da også tilbagelagt 22 km i bjergene på bare lidt under 5 timer.

Line har det heldigvis godt igen, og hun har også fået de pommes fritter, og den lemon icetea, som hun tænkte på, hele det sidste stykke ned af bjerget. Hun er sgu sej!

Vi er begge enige om, at turen på de fleste punkter var en rigtig god oplevelse. Vi fik virkelig set nogle smukke omgivelser, og nydt nogle skønne udsigter! I dag var vejret ligeledes så klart, at vi faktisk kunne se rigtig meget af Himalaya bjergene.

Indlægget indeholder udelukkende ét billede, grundet dårligt net. Flere billeder vil blive tilføjet, efter hjemkomst.