Jeg tror det har taget mig mange år at lærer at være taknemlig for det jeg har i livet. Sommetider bliver mit sind også stadig overskygget af en sort sky, og jeg mister dermed evnen til at se de gode ting, som jeg har i min tilværelse. Typisk når jeg nærmer mig en eksamen (som nu), bliver jeg stresset, utilpas, og kan ikke hvile i min egen krop, og det bevirker også at jeg begynder at spise forkert, og ikke får den nødvendige søvn og hvile for at kunne fungere optimalt – og ja; så bliver jeg negativ, og glemmer at være taknemlig.
Hver dag prøver jeg at stoppe op. Selv når jeg har en af de der dårlige dage, og tænke over de gode ting jeg har kørende for mig. Det kan være svært at huske – men jeg kan bestemt sige at øvelse gør mester! Men jeg tror nu alligevel, det er noget man skal træne med i løbet af hele livet.
Det jeg er mest taknemlig for i mit liv, er min familie, kæreste og mine venner – og faktisk også mine dyr. Familie , kæreste og venner siger næsten sig selv. De er en fast støtte, og et bagland man altid kan falde tilbage til, hvis man ikke længere kan holde sig på toppen. Det er nogen man altid kan stole på, og på trods af at der kan være skænderier og dårligt blod i mellem hinanden, er det noget som næsten altid løser sig igen.
Men jeg er som sagt også glad for mine dyr. Faktisk tror jeg at jeg ville have meget svært ved at leve uden dyrene. Det er terapeutisk for mig at beskæftige mig med dem – og faktisk er det ofte dem som får mig til at stoppe op, og koncentrer mig om noget andet, end de dårlige ting man af og til oplever. De evner ikke at forstå at du har en dårlig dag – og det tvinger mig til i stedet at give mig 100% hen i min træning med dem. Især arbejdet med mine heste giver mig meget. Det nytter ikke noget at min koncentration er et andet sted, når man træner med så store dyr. Desuden giver deres nærvær og respekt, så meget til ens selvfølelse, at det sommetider kan være helt overvældene.
(Dette indlæg er inspireret af “365 questions“)
