… Kuk kuk! Jeg er her stadig!

BOM! Så blev der stille hva’? Det er lige før, at man skulle tro, at jeg gik under jorden, mens jeg var i USA, fordi jeg ikke ville hjem. Sandheden var dog lidt en anden. Jeg faldt utrolig meget bagud med at skrive blog (og Rene fik aldrig skrevet et indlæg færdig, som han ellers var godt i gang med), og til sidst opgav jeg jo nok lidt. Straks jeg kom hjem, havde jeg egentlig en forventning om, at nu kunne jeg få tid til at skrive de sidste indlæg om turen til USA (for ikke at snakke om, at få lagt billeder ind i indlæggene fra Nepal), men sådan udartede det sig ikke lige.

Da jeg kom hjem fra Nepal, havde jeg en opgave, omhandlede mit ophold i Nepal, som jeg skulle have skrevet. Det var som sådan ikke fordi opgaven tog mig alverdens tid at skrive (kvaliteten ses heraf! Øv), men når den var skudt afsted, stod bachelorprojektet allerede og kaldte. Nu er vi godt i gang med at skrive vores bachelorprojekt, og jeg afventer spændt (eller med rædsel), svaret på hvorledes min opgave omkring mit ophold i Nepal, har klaret sig.

Men ak nej. Alt har ikke bare været skole, og atter skole siden jeg kom hjem (selv om det godt kunne føles sådan). Jeg har også haft tid til at hygge om hestene (som jeg virkelig har savnet mens jeg har været ude og rejse!), og hygget med Rene. I søndags lavede Rene og jeg græskarlanterner. Det var super hyggeligt, og vi har aftalt at det skal være en tradition! (eller jeg har måske besluttet det skulle være en tradition, og sød som Rene er, så indvilligede han!). De fleste der kender os, kan godt gætte hvis græskar, der er hvis, alene ud fra stilarten!

img_6165 img_6168
Vi lavede også græskarsuppe, og ristede græskarkerner i 3 afskygninger; brændte græskarkerner, saltede græskarkerner, og chili græskarkerner. Suppen var ikke rigtig en succes (første gang vi laver det, og første gang jeg overhovedet smager det), da det smagte af… ja ikke så meget, faktisk. Græskarkernerne var tilgengæld en stor succes! Alle typerne endda!

Det er min plan, at få skrevet om resten af USA turen, og ligeledes få lagt billeder ind fra Nepal turen, men tingene må ske i det tempo det nu engang sker. Jeg har rigeligt at se til, med bachelorprojektet, plus jeg er nødt til at arbejde en del for at kunne få økonomien til at køre rundt, da jeg i juni løb tør for SU klip, da jeg jo allerede har en uddannelse forud for at læse til sygeplejerske.

Status

SÅ klar til at tage hjem!


For et par dage siden forlod vi vores værtsfamilie (med tikka (en rød plet i panden) som kan ses på overstående billede), i går forlod vi Pokhara, og i dag er vi klar til, at forlade Nepal helt!

Vi har oplevet  meget hernede, og jeg tror vi begge er glade for, at vi tog beslutningen om, at rejse. Vi er dog uden tvivl, begge klar til, at komme hjem til vores kære, omend det bliver i under 24 timer i mit tilfælde (rejser jo videre til USA).
Vi flyver fra Nepal kl: 21:20, og skal derfor bare lige have eftermiddagen til, at gå.

Status

Poonhill, Ghandruk, Nayapul, og… Shubidua?

Så er vi kommet hjem til Pokhara. Vi er allerede flyttet fra vores værtsfamilie, og over på det hotel, som vi skal være på, indtil søndag, hvor vi rejser til Kathmandu, og videre til Danmark mandag. Det er virkelig et lækkert hotel, med et rigtig toilet, og bedst af alt en rigtig seng. Ah! Det er lige det, vi trænger til, efter 75 km, gang i bjergene. En lille opdatering fra vores trekking, skal i dog ikke snydes for, og her kommer hvad blev skriblet ned, de to sidste dage:

Torsdag d. 8 september – Nu har jeg nået toppen. Hva’ faen’ sku’ jeg egentlig hér?:
Poonhill er på intet mindre end en højde af 3210 meter. Og her måtte vi gå op til, kl:4:30, for at se solopgangen. Var der nogen der sagde flashback til Mount Fujii i Japan, igen? Her var dog ikke så stejlt og langt, som vi måtte gå dengang, men luften var tynd, og luftfugtigheden meget høj. Det kommer derfor nok ikke som nogen overraskelse for nogen, at det var meget hårdt.

Da vi nåede toppen var det koldt. Det havde vi forudset og taget varmt tøj med – men når man først har svedt, som man jo gør på vejen herop, er det svært at få varmen igen. Desuden var det meget skyet ved ankomsten og derfor lidt tvivlsomt om vi overhovedet ville kunne se bjerge, og for den sags skyld solen, når først den stod op.

14247846_10209031662980581_1603603214_o

Vi ankom på toppen af Poonhill kl: 5:15 og ventede til solen stod op. Og det gjorde den da også… Et eller andet sted bag skyerne altså. Man kunne akkurat skimte et par spæde rødlige, stråler bag nogle af skyerne – men ellers ikke andet. Måske den mest fesne solopgang ever. Det var nu alligevel det hele værd, at nå toppen. Ikke så meget for udsigtens skyld, men mest fordi så fuldførte man det man havde startet.

14248129_10209031660980531_484546296_o

Jeg tror ikke helt Line vidste om hun skulle grine eller græde, gemme sig eller synge med, da jeg brød ud i sang. Ja jeg var nødt til det, for aldrig havde Shubiduas sang, “står på en alpetop” været mere passende; står på en alpetop! Kigger på det sneer (okay det sneede så ikke! Men det var skide kold) nu er jeg endelig nået helt herop. Hvad faen sku’ jeg egentlig her?
Nu har jeg nået toppen mor. Puh hvor er her skide koldt. Ja jeg har nået toppen mor – nu må du da være stolt! Var det, det du mente, da du sagde jeg skulle op?
.
Jeg tror ikke guiden var videre imponeret af min skøn sang, for han begyndte selv, at synge en nepalesisk sang… Vel ikke for at overdøve min smukke sangstemme?

Turen gik ned fra bjergtoppen omkring kl:6:15, og så spiste vi ellers morgenmad. Turen mod Ghandruk startede kl: 8:00, og var en ren dræber!

… Og ja! Jeg indrømmer, at formiddagens tema sang for mig i dag, har været ‘Sound the bugle’ med Bryan Adams. Den har spillet på meget dramatisk vis i mit hovede, hver gang jeg har tænkt jeg ikke syntes, jeg kunne klare mere. (Til dem der ikke lige kan huske teksten, så var det følgende vers som hovedsagelig har spillet på repeat i mit hovede: Sound the bugle now. Play it just for me. As the seasons change, remember how i used to be. Now i cant go on. I cant even start. I got nothing left, just an empty heart. I’m a soldier! Wounded so i must give up the fight. There is nothing more for me. Lead me away, or leave me laying here)… Min hjerne er meget dramatisk, men den første 1.5 time af vores tur i dag var virkelig hård! Luftfugtigheden var ualmindelig høj, og jeg syntes, at vandre på grænsen til konstant lufthunger, og asmatiskanfald – men luften er også tynd i over 3000 meters højde, når man skal gå op af stejle bjergsider.

Efter den 1.5 time konstante gang op af, begyndte terrænet at skifte. Vi gik nu lidt ned og lidt op, men primært ned af (som dog også er hårdt, men meget bedre fordi luften også bliver bedre des længere ned af bjerget vi kommer). Den første del af turen – dvs. Ca 15 km – skulle vi have klaret på 3 timer, men vi klarede den på 2 timer.

14315886_10209031700141510_1183205851_o

Faktisk gik i dag rigtig godt. Line vred dog rundt i knæet, hvilket selvfølgelig komplicerede hendes gang! Det er i forvejen hårdt for knæene at gå ned af de stejle, våde, og klippefyldte sider, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor ondt det måtte have gjort på hende. Heldigvis var hun hurtig til, at fortælle om smerterne, og da jeg jo selv er vant til problemer med mine knæ, grundet gigt, lå det lige i hænderne, at få lagt en elastikforbinding, som støtte. Ved nærmere inspektion ser der heldigvis ikke ud til, at være større skade på benet – men det betyder jo selvfølgelig desværre ikke, at det ikke gør pokkers ondt alligevel! Men Line er som altid sej, og har takket nej til både, at få båret tasken, og ponyture, og jeg ved ikke hvad.

Som om man ikke kunne have drama nok i dag (jaaaa, det er en overdrivelse), så oplevede vi faktisk mere spænding! Først så guiden en slange, og bad os om, at stoppe. Da jeg så den var på tykkelse med mit håndled sprang jeg bagud. Line virkede ret rolig, men havde kun set spidsen af halen, og fortalte senere, at hun havde troet det var en lille en. Det skulle dig vise sig, at Line ikke skulle snydes for synet af en slange, for en times tid senere, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en slange! 20 centimer var der i mellem dens hoved (som var på størrelse med et halvt æble), og mig. Jeg trak vejret forskrækket ind, og gik langsomt 2 skridt baglæns, inden jeg vendte mig om, og sprang op af klipperne mod Line (hurtigere og mere atletisk havde hun aldrig set mig!) mens jeg endelig fik råbt ‘snake!!’. Vores guide vendte sig om, så slangen, og sprang så ellers 5 meter, ned af klipperne. Slangen begyndte at sno sig imod bevoksningen på den anden side af stien. Over 1.5 meter var den. Denne gang var Line heller ikke meget for, at skulle passerer bevoksningen hvor den var forsvundet ind i. Måske på grund af størrelsen? Måske på grund af den frygt, som guiden åbenlyst også udtrykte da han så slangen.

Vi nåede dog sikkert frem til Ghandruk (helt uden slangebid! Juhu!), omkring kl: 15:00. Over 30 km i bjerge på 7 timer (inkl en times frokostpause). Fødderne var ømme, men vi er ved godt mod. Imorgen står den på 4 timers gang – eller 40 min gang, og en rystetur i en offentlig bus resten af vejen, alt efter hvordan Lines knæ har det.

Fredag d. 9 september – Ømme ben, men stålfaste skridt mod Nayapul!:
Håbet og drømmen om, et lækkert hotelværelse, med en dejlig varm bruser, og en blød seng, var nok noget af motivationsfaktoren, for at komme ned af bjerget, og frem til vores endestation; Nayapul. Vi vågnede ellers begge med ømme ben. De føltes gamle, og stive, og bare det, at skulle gå ned af trapperne, fra vores værelse, for at spise morgenmad, var en udfordring, som vi ømmede os over bagefter. Vi kom dog afsted kl:8:00, med en forventning om, at være tilbage i Pokhara omkring kl: 15:00, da vores trek ville tage 4-5 timer og køreturen fra Nayapul til Pokhara omkring en time.

14285219_10209031732942330_139488887_o

Der er ikke meget, at sige om turen ned. Det første stykke var på klipper, og “trapper”. Det var hårdt – især for vores knæ, som efterhånden var godt belastet – specielt Lines knæ, som hun jo forvred dagen forinden. Heldigvis klarede vi den, og efter 1 times tid, nåede vi noget der kunne minde om en grusvej – dog noget stejlere, og mere ujævn. Det var noget nemmere, at gå her.

14285431_10209031733542345_127171154_o

Det havde regnet meget de sidste par dage, så vi måtte en enkelt gang, vende om, og ændre retning, da broen vi skulle have krydset var skyllet væk. Sådan er det af og til her i Nepal, når moonsoonregnen rammer. Vejen vi gik ad, var på et tidspunkt også så oversvømmet, at vi måtte smide sko og strømper, og vade igennem hvad der mest af alt mindede om et vandfald, og en lavvandet flod.

14274494_10209031731502294_2036804850_o

Vi nåede Nayapul omkring kl: 11:30. Langt hurtigere end forventet. Vi spiste en tiltrængt frokost her (nepaleserne siger ellers vi ikke spiser nok!), og ventede på, at vores chauffør skulle komme. Vi gik den sidste kilometer hen til mødestedet, og var hjemme allerede omkring kl: 14:00.

14274534_10209031730902279_2076140101_o 14247604_10209031730342265_346807021_o

Det var en rigtig god oplevelse, at være på trekking, i de nepalesiske bjerge, og vi fik set noget imponerende natur, og nogle smukke bjerge. Vi er trætte, og glade for, at vi “kun” valgte 4 nætter, og “kun” 75 km, da terrænet ikke ligefrem er, som en hyggelig gåtur i skoven derhjemme. Det er barsk, og noget mere utæmmet. Turen fra Nayapul til Poonhill, og tilbage igen, kan dog afgjort anbefales.

Mange flere billeder kommer senere…