Endnu en novelle. Jeg postede faktisk starten af denne novelle tilbage i februar i 2010. Dengang var den under en anden titel. Dengang kaldte jeg den ‘Blue Eyes’. Men fortællingen udviklede sig i en anden retning end jeg havde regnet med, og derfor hedder den nu ‘Kassedamer’.
Der er ikke læst korrektur på novellen… Da min kæreste ikke har haft tid XD Det er ikke min stærke side, så det må blive rettet når han ikke skal en masse. Så skal jeg nok klare den kreative del ;)
Konstruktiv kritik modtages meget gerne :)
Han handlede hver dag. Ikke det samme sted hver gang, men forskellige steder hver dag i ugen. Faktisk havde han faste dage til hvert sted. For at sikre sig, at der ikke blev kludret i det, havde han hængt listen, over hvilket sted han handlede hvilken dag, op på det gullige køleskab i køkkenet. Mandag; Little, Tirsdag; Netto, Onsdag; Føtex, Torsdag; Kvickly, Fredag; Aldi, Lørdag; Bilka. På den syvende dag hvilede han.
Han brugte det meste af eftermiddagen på at gå rundt i butikken, skønt han sjældent købte mere end en enkelt genstand. Bilka var dog hans fortrukne indkøbscenter. Han kunne gå en hel dag, imellem de utallige, og atter utallige, mange gange, og betragte varer han aldrig ville købe, kun afbrudt af et kort visit i butikkens cafeteria, hvor han gerne yndede at nyde en sort kop kaffe og et stykke smørbrød. Han forlod først butikken omkring femten minutter før lukketid. På dette tidspunkt var der sjældent andre kunder ved kasserne, og han kunne derfor vælge og vrage imellem kasseekspedienterne som han ønskede. Ikke fordi det var noget han gjorde meget i, da de fleste kasseekspedienter havde faste arbejdsdage, og han derfor altid, så vidt muligt, lod sig betjene af den samme.
Ekspedienterne han fortrak havde ikke nødvendigvis nogen fællestræk. Ofte var de tilfældigt udvalgt den første dag han handlede i den pågældende butik. I Little var det den meget spinkle, rødhårede, Ida. Hendes h¨r var rødere end det reneste blod, og vildere end den mest fyrige flod. Hendes øjne skinnede som to grønne smaragder, og stod i komplet kontrast til hendes kridthvide hud, kun formørket af rødlige fregner adspredt over, hvad han formodet, hele hendes krop. Mens Kira som sad ved kassen i Aldi hver fredag, bortset fra et par uger i træk hvor hun formentlig havde afholdt noget ferie,og han skuffet havde måtte nøjes med en intetsigende kvinde ved navn Bodil, havde langt sort, glat hår. Hendes kulør var hvad man i dag ville betragte som langt sundere end Idas, skønt hun helt afgjort havde anskaffet sig den på en knap så sund måde i disse solløse vinterdage.
Tirsdag. Netto var ikke en stor butik, og det besværliggjorde gevaldigt muligheden for at kunne tilbringe en hel dag i butikken – uden at blive alt for bemærket. Diskeration var nøglen, samt et søgende, hjælpeløst blik. De ansatte forbarmede sig over ham, og lod ham trave gulvene tynde, mens de blot betragtede ham med medfølende blikke. På den måde undgik han, at blive forstyrret i hans daglige akt, og sådan passede det ham bedst.
I dag manglede han faktisk ikke noget, og måtte derfor søge længe i de inderste hjernekamre for, at få inspiration til dagens forestående køb. Men han var snedig. Han vidste at han skulle finde noget, der gav Maja, den sædvanlige ekspedient, dét medfølende og venlige blik i øjnene, som han sådan elskede hos hende. Han havde god tid. Majas mødetid lød først fra klokken kvart over tre, og han troppede allerede op i butikken klokken elleve. Ikke klokken ti, ved butikkens åbningstid, som man måske ville have troet. Nej, klokken elleve var et meget bedre tidspunkt. Her kunne man falde bedre i mængden.
Varerne stod pænt stablet i butikken. Eller pænt og pænt – han kendte jo standarderne i nogle af de øvrige indkøbscentre, og vidste da, at det kunne gøres bedre. Men det kunne også gøres ufattelig meget værre. Han vandrede op og ned af den samme gang i flere timer, og læste deklarationer, anvendelsesguides, og lærte hvert enkelt produkts placering udenad. Det tog ham ikke lang tid, at slå fast at det var i denne gang, han i dag skulle finde hans vare. ‘Hygiejneartikler’ stod der på skiltet, som hang svagt skævt, ved gangens start. Ikke en meget sigende erklæring, da der her også forefandtes neglelakker, tilskudspiller, og forbindingsmateriale – varer der ikke ligefrem hjalp til forbedringen af ens hygiejne. Mange af tingene kendte han slet ikke til, før i dag. Han var nået en alder hvor den slags pludselig var svær at følge med i. Omega 3, Lutein, Biloba. Navne han aldrig i sine unge dage var blevet gjort bekendt med.
Et vitamin tilskud blev det denne tirsdag. Et tilskudsprodukt, som på bagsiden lovede guld og grønne skove, og derudover var henvendt til den del af befolkningen der lider af stærke ledsmerter. På forsiden var et billede af et ældre par. Deres hår var velfriseret, og i en hvidlig farve. De var flotte, friske, og med en tydelig lyst til at leve livet til det fuldeste.
Med kurven i den ene hånd, hvori den runde bøtte med vitamintilskuddet rullede frem og tilbage, begav han sig på sin rejse op mod kasserne. Han bevægede sig langsomt. Han behøvede tid. Det var ikke altid lige let at danne sig et overblik over kasselinjen, og dens ansatte. Men Maja var nu ikke så svær at finde. Hun sad for det meste i kasse nummer 5. Hun havde altid en farverig neglelak på. Den varierede fra gang til gang, men var altid i en stærk farve, som var let, at se på afstand.
Med besvær løftede han kurven op på afsatsen. Hans ansigt fortrak sig i et lille smertetræk, for at gøre det så realistisk som muligt. Han skævede imod Maja. Havde hun set det? Han sukkede udmattet, da han lagde varen op på båndet. Der var ingen øvrige kunder ved kasse nummer 5, hvilket var perfekt.
Maja hilste som hun formentlig var blevet skolet til, da hun startede på jobbet. Han nød at lade som om, det kun var noget hun gjorde til ham. Med et venligt smil, og en jokene tone hilste han tilbage. Der var begyndt at være en tydeligere genkendelse i Majas’ blik, for hver gang han kom til hendes kasse. I starten havde han været en del af mængden, men nu havde de noget sammen. Hun vidste ikke hvad han hed, men de havde et bånd. Han følte sig fortrolig med hende.
“Det var ikke meget arbejde du gav mig i dag?” Hendes stemme var venlig og blød. Den bar ikke præg af den medlidenhed og omsorg som han havde håbet på – men der var tid endnu. Han sagde noget vittigt igen, og nød den reaktion han fik. Hendes smil var nemlig et af hendes helt særlige træk. Hendes tænder var snorelige, som perler på en snor, og så var de skinnende hvide. Men hvad bedre var, var de læber som så flot passede på tænderne. De var store og fyldige. Hver gang han så på disse læber, skyllede en følelse af varme igennem hele hans krop. Med sig, trak denne varme fornemmelse, en enorm lyst. Han forstillede sig, hvordan hun ville se ud, hjemme i hans tomme og kolde stue. For hans indre blik, så han hende ligge der på stuegulvet, Afklædt, mindst lige så tom og kold som stuen selv.
Ordene der blev delt i samtalen de førte, betød ikke noget. Det var nærmere de usagte ord, der havde betydning. Lysten og vildskaben der var i mellem dem. Udadtil var det blot en venlig og overfladisk samtale imellem en ensom, gammel mand, og en venlig kassedame.
Med et sultens blik, betragtede han hendes smukke hænder, da de greb om den cylinderformede bøtte. Hun vendte og drejede den i mellem dine slanke fingre, inden hun lod den trille over på det andet bånd. I dag var hendes negle lakeret i en klar hvid farve.
Da han skulle række hende pengene, sørgede han for at gribe omkring hendes fremstrakte hånd, blot for at få lov til at røre hende lidt. Han kørte sin ru tommelfinger, over hendes bløde hud. Kun ganske kort. Hun smilede, et lille skævt, uskyldigt smil. Hun var så smuk. Spændstig, og stram at se på. Ikke en dag over de 15 år.
Sommetider ville han lade som om han tabte pengene, så ekspedienten var nødt til at samle pengene op. De ville altid se på ham med det samme medlidende og medfølende blik. Han vidste hvordan de tænkte ‘Sikke en stakkels, gammel, rar mand’. Med denne tanke i deres hoved, gav de ham lov til, at røre ved deres hænder, blinke til dem, og i det hele taget have en langt nærmere og intim kontakt med dem. Men det var ikke længere nødvendigt at tabe pengene, når han blev ekspederet af Maja. Hun genkendte ham, og havde affundet sig med den intime stemning der langsomt blev bygget op imellem dem.
Dagen var fuldendt. Han gik direkte hjem, og lagde sig nøgen på hans stuegulv. Han lod sine øjne kører rundt i det tomme rum, inden han lukkede sine øjne, og lod varmen sprede sig i hans krop igen. Maja lå ved hans side når han lukkede øjnene. Hun rørte ved ham med hendes lange hvidlakerede negle.
Lørdag. Han havde lige siddet og drukket en kop kaffe, med et tilhørende højtbelagt smørrebrød, da han med et nervøst blik betragtede hvordan frokostskiftet i kasselinjen blev foretaget. Lige omkring klokken to, kom de ekspedienter, der skulle være der aften ud. Men Louise, hans vante ekspedient var ingen steder at se. Han ventede yderligere en time i cafeteriet, hvor han havde fuldt overblik over kasselinjen, men Louise dukkede ikke op. Dagen var ødelagt. Hans fortrukne sted var Bilka, og han var ikke indstillet på at opgive dagen, og gå derfra helt uden kontakt med en ung pige. Han måtte vælge sig en anden. Hans blik fulgte søgende linjen af kasser, fra kasse et til kasse elleve, som var de eneste kasser der var åbne. Dér midt i mellem mængden, sad der en pige han endnu aldrig havde set før. Hun så betydeligt yngre ud end de øvrige kassedamer. Hun var så ufattelig lille og spinkel, og lignede nærmest et barn der havde forvildet sig bag kassen. Havde hun ikke haft det obligatoriske Bilka tøj på, ville han aldrig have troet at hun var gammel nok til at sidde bag kassen i en butik. Det skulle være hende i dag. Måske ville han endda være villig til at skifte Louise ud med hende her.
Dagens vare blev noget så normalt som en agurk. Det var en ganske almindelig dansk agurk. Ikke spansk, ikke økologisk. Ganske almindelig. Han lagde den op på båndet, og hilste tilbage, da hun med et venligt tonefald sagde, hej. Hun var hurtig til, at scanne agurken, og nærmest smed den over på det andet bånd.
“7,50…” Hun tyggede på tyggegummi imens hun sagde det, hvilket fik hendes stemme til at lyde ufattelig, sød. Han vidste det var imod Bilkas politik at tygge tyggegummi i arbejdstiden – det havde han overhørt en dag han sad i cafeteriet, da en ekspedient blev taget af sin overordnet i at, tygge tyggegummi.
Han begyndte sin vante sludren, og betragtede hvordan hun ikke fortrak en mine imens han snakkede. Da han begyndte at finde sin pung frem, fik hun sågar et utålmodigt blik i øjnene, og han kunne se hvordan hendes kæber begyndte at lukke sig hårdere sammen omkring tyggegummiet. Han begyndte langsomt at tælle pengene op. Lod som om han havde svært ved det. Men der var ingen medlidenhed at finde hos den unge pige. Da han havde talt alle pengene op, ville han række hende dem, så han kunne få lov at gribe blidt om hende hånd, eller i det mindste bare røre hende, men hun strakte ikke hånden frem for at tage imod pengene. I stedet nikkede hun imod den lille hvide firkant hvorpå man kan smide sine mønter. Han lagde mønterne derpå, og prøvede at fortælle sig selv, at han nok skulle få en anden mulighed for at røre hende, og at han skulle tage det helt roligt, da det tager tid at skabe et fortroligt og knyttet bånd.
Da pigen tog mønterne fra holderen, og begyndte at smide pengene i kassen, lod han sit blik hvile på hendes meget små bryster. Det var faktisk slet ikke til at se, at der skulle være en kvindelig figur, under den hvide skjorte. Han lod sit blik hvile ved hendes navneskilt; Aida. Det var et særpræget navn, og han havde aldrig hørt nogen hedde det før.
Hun lukkede kassen i, og han opdagede at hun stirrede på ham med et underligt udtryk. Hun så næsten vred eller irriteret ud. Med en knap så venlig mine som hun havde haft tidligere spurgte hun, om han ville have bonen med. Han nikkede venligt, og prøvede at komme på noget humoristisk at sige. Hun rakte hånden frem med bonen i hånden, og her greb han sin chance. Han greb med stor iver omkring hendes hånd, og nussede den kærligt, men inden han nåede at slippe selv, trak Aida hånden til sig. Vreden strålede ud af hendes øjne.
“Hvad fanden laver du din gamle, perverse nar?! Står du og prøver at befamle mig!” Råbte hun højlydt og rejse sig op. Alles øjne rettede sig imod kassen hvor han stod ved. “Fy forhelvede! Ud med dig!” råbte hun højlydt, og pegede vredt imod udgangen. Han skyndte sig, med al hast at bevæge sig imod udgangen. Han glemte agurken ved kassen, men han var ikke indstillet på at skulle vende tilbage efter den. På trods af der ikke var mange kunder i butikken, føltes det som tusinde øjne der hvilede på ham da han bevægede sig ud af butikken. Ansatte og kunder. Alle stirrede de på ham. Han flygtede som et såret dyr.
