… Det er ikke helt nemt. Jeg har mange tvivl om hvorvidt det jeg læser nu, virkelig er hvad jeg vil. Ikke fordi jeg ikke er glad for det jeg laver. Slet ikke! Jeg elsker at programmere, og designe. At skabe noget på nettet. Men jeg ved ikke om det er her jeg skal “være”. Noget siger mig, at det er det. Andet siger mig, at det er det slet ikke! Det er til dels fordi jeg ikke er glad for at læse på University college Nordjylland for teknologi og buisness. Jeg syntes undervisningen er mangelfuld, og overfladisk. Vi når ikke rigtig i dybden med noget. Og min lyst til at fortsætte daler for hver dag…
Jeg har en klasse, med søde elever i. Men jeg er den absolut yngste i klassen, og føler i det hele taget ikke rigtigt at jeg passer sammen med nogen af de andre elever. Jeg syntes ikke rigtig jeg kender nogen af dem. Dét får det også til at virke uoverskueligt at skulle tage 1,5 år mere samme sted… Da jeg læste til multimediedesigner, mødte jeg jo mange dejlige mennesker, som jeg passede med socialt, og i gruppearbejde.
Jeg er begyndt at undersøge andre alternativer. Jeg er så heldig at være kommet fra gymnasiet med et udmærket snit, så kan faktisk ca. vælge og vrage i de uddannelser jeg vil… Jeg kom blandt andet fra gymnasiet med et 12 tal i psykologi på B niveau, og jeg har altid fundet psykologi interessant. Men min tro på mig selv fagligt (trods jeg klarede mig super godt i gymnasiet), har altid været lav, hvilket gjorde jeg ikke troede på at jeg kunne blive til noget – derfor valgte jeg, ikke at læse på universitetet. Men tingene har ændret sig. Jeg kan sagtens læse på universitet. Det må jeg kunne. Og jeg er ret så sikker på hvad retning jeg skulle i, hvis jeg læste på universitet. Psykologi studiet! Det eneste jeg mangler for at komme ind er sådan set at læse matematik op fra C niveau til B niveau. Det er måske lettere sagt end gjort da matematik er mit ultimative værste fag. MEN jeg syntes faktisk det kunne være et forsøg værd.
Nu må vi se hvad det bliver til. Starter på 2. semester i dag som webudvikler. Så må jeg bruge den næste uge på at undersøge hvor, hvordan og hvad det vil koste at læse matematik op…
Har du fundet din skuffe?
Uha, stærke tanker at få serveret her kl. 11 mandag formiddag.
Umiddelbart kunne din tvivl på det du laver lige nu jo godt betyde at det er meningen du skal noget andet. Omvendt kan det også sagtens ‘bare’ skyldes at du ikke føler dig tilpas på skolen og måske derfor skal søge i en anden retning, indenfor samme felt?
Jeg har en veninde, som er hoppet hid og did siden vi gik ud af HF (og som faktisk har første skoledag her i dag.)
På de tre år, hvor jeg har taget en uddannelse og fået arbejde har hun nået et matematikkursus og et højskoleophold. Og nogle forskellige uddannelser (landskabs- og skovinginør, dyrlæge/vetarinær), som hun hurtigt hoppede fra.
Hendes beslutning om at læse (hun er startet på Ernæring og Sundhed) bunder både i hendes interesse for sundhed, men også i hendes interesse for pædagogik (hun har haft fritidsarbejde i børnehaver, vuggestuer og sfo’er). Men det er ikke hendes hobby, det er en interesse. Og det tror jeg gør forskellen. At det er en interesse.
Det er et stort skridt at gøre interesse til sit arbejde.
Jeg har gjort min interesse til mit arbejde, og jeg oplevede at jeg mistede min hobby som følge deraf da jeg ikke gider kode hjemmesider hjemme når jeg har brugt 8 timer på arbejdet med at gøre det.
Jeg er glad for mit valg, men jeg skulle også igennem en periode hvor jeg tvivlede på om jeg havde lagt mig selv på den rette hylde.
Jeg magtede heller ikke mit studie tilsidst, og ville bare have det afsluttet (dumpede jo så også min afgangsprøve pga mit uengagement i skolen).
Jeg elsker det jeg gør nu, men det er fordi jeg arbejder med det. En arbejdsdag med at lave hjemmesider handler jo ikke kun om at kode og designe. Det er i lige så høj grad interaktion med kunderne, strukturering, organisering og samarbejde med en masse andre mennesker. Mit arbejde har givet mig designlysten tilbage.
Du skal i høj grad tænke, om du er i stand til at koble dig selv fra andre folks problemer. Kan din psyke klarer det? Jeg har en veninde der læser til Socialrådgiver, og hun fortalte mig her for nylig at det ikke er den faglige forståelse der definere en god socialarbejder – det er evnen til at kunne distancere sig selv fra problemerne så man kan tilgå dem på en analytisk og pragmatisk måde.
Man skal altid huske, at det ene ikke udelukker det andet. Jeg har ikke tænkt mig at være webdesigner hele mit liv, men det er hvad jeg kan lige nu og så samler jeg ellers erfaring ind. Jeg lærer en masse om mennesker, om dialog og om virksomhedsstruktur og hvordan man får tingene til at flow’e så alle når i hus.
Det var lige mine tanker om det n__n
Og så noget helt andet! Jeg vidste ikke karameller var dit yndlingsslik! Score!
.. og hvem ved, har en lille hemlig drøm om engang at eje en cafe/bageri/tesalon. Så kan jeg sælge karameller der ;)
22 år er lige til at overkomme, men når man bliver 25 så tror jeg det begynder at blive trist :P
Ja jeg er også rigtig glade for de billeder, og det er nemlig lige præsis mor, far og børn :D hehe.
Puha, det lyder som nogle svære tanker, du bakser rundt med! På den måde er det virkelig ærgerligt, at man mere eller mindre er tvunget til at beslutte sig for, hvad man vil lave resten af livet, nærmest før man får oplevet noget..
Jeg var heldigvis heldig at finde min “hylde”, da jeg fik arbejde som pædagogmedhjælper. I pædagogfeltet (og mere præcist vuggestuen) blomstrer min personlighed, og der forsvinder alle de bekymringer, jeg ellers kan gå og tænke over i hverdagen. Og den følelse kunne jeg bare mærke, at jeg var nødt til at opleve mange år endnu, og så var der jo ikke andet for end at tage pædagoguddannelsen. Og her skal det lige siges, at jeg faktisk er rigtig ærgerlig over den måde, min uddannelse foregår på, men jeg kommer i gennem det ved tanken om, at det helt sikkert bliver det værd i det lange løb.
Umiddelbart lyder det som om du er mere passioneret omkring psykologi-delen, så hvis du bliver ved med at have det sådan, lyder det som en god vej for dig. Men puha, hvor må det være frustrerende!
Høgh, jeg sætter pris på at du deler din erfaring med mig. Jeg kan godt huske den gang, du selv tvivlede på hvorvidt det var det her du skulle lave. Og det faktum at vi har taget samme uddannelse, og du nu har fast arbejde, er da også mere end blot opløftende, og giver mig håb for fremtiden, hvis jeg fortsætter som webudvikler… Men jeg må indrømme, at en af de ting der genere mig ved uddannelsen, er netop at min hobby er blevet taget fra mig – og det faktum at jeg på ingen måde har den store medbestemmelse over hvilken retning jeg vil gå. Jeg drømmer ikke om at designe, og jeg ved at min hjerne simpelthen ikke er skruet matematisk nok sammen til at være backend udvikler. Men jeg elsker frontend udvikling. Jeg elsker at samle frontend, og backend til en hel løsning… Men det er ikke det vi lærer… Vi lærer at kode basalt C#, som aldrig nogensinde vil være brugbart i det virkelige liv, da vores vi kun sidder og “skriver ud” i en konsol -.-”
Jeg har altid tænkt, at jeg nok ikke ville kunne blive psykolog, fordi det 1. var en universitets uddannelse (hvilket ikke giver nogen mening da jeg har et udmærket snit fra gymnasiet), 2. ville komme til at “tage arbejde med hjem”… Men jeg tror jeg har vokset så meget, i løbet at de sidste par år, at jeg godt ville kunne håndtere, at koble fra, når jeg kommer hjem. Men det er selvfølgelig svært at sige når man ikke direkte har været i situationen.
OG! Jeg syntes bare du skal gå 100% efter din drøm om at eje et bageri/osv. XD Du ville være genial til det! :D
Cathrine, Hahaha! Jeg tror aldrig jeg bliver ked af at blive ældre. Jeg savner at være barn… Men det er jo efterhånden en del år siden, så det er jeg ved at være kommet mig over ;D haha… Men ældre og ældre. Tjooo for mig kommer det faktisk ud på ét.
Mathilde, ja det er nogle, tunge og indviklede tanker jeg basker rundt med. Desværre føler jeg at det er noget jeg er nødt til at tage stilling til nu og her. Jeg vil ikke spilde mine SU klip på en uddannelse jeg ikke bliver glad for at have bestået, eller som jeg sprænger fra i sidste øjeblik fordi det simpelthen bliver for “meget”…
Jeg misunder dig virkelig for at have fundet dét som du er passioneret omkring, og jeg ville virkelig ønske jeg var i samme båd. Når det er sagt, er det også vigtigt for mig at få fortalt at jeg virkelig også har været glad for min anden uddannelse, og det er jo trods alt viden man aldrig kan tage fra mig :) Intet af det jeg har gjort indtil nu har været spildt tid, og jeg er også sikker på at jeg ville kunne bruge alt det jeg har lært indtil nu i fremtiden :)
Jeg betalte nu aldrig ret meget for at have hest. Dyrlægen var billig og havde dem stående enten selv eller opstaldet rigtig billigt. Men jaeh udgifter kom der da :) Her på sjælland er det næsten synd for hestene, syntes jeg. Der er langt imellem de store folde, i hvert fald hvor jeg er bosat. Så at få hest her, er nok ikke lige noget jeg vil kaste mig ud i. Men jaeh, at være passer eller lignende, kunne altid være noget jeg var frisk på at give mig i kast med :) Pt. håber jeg dog mest på at en eller anden dag, kunne få kat igen. Manden bliver bedre og bedre til pelsdyr, så vi håber og krydser fingrene :)
Og ja netop. At få sådan noget, og ikke engang kunne bytte det (det blev købt i Nordjylland, i en lokal butik) er lidt øv. Jeg overvejer at klippe pelsen af dog. For selve tørklædet er så lækkert. Jeg må jo også indrømme, at jeg ikke gik ret meget op i det før i tiden. De seneste par år har det dog ændret sig :)
Jeg taler jævnligt med psykologer (i forbindelse med mit arbejde).
Og 8 ud af 10 er dødsyge at hører på XD
Jeg har aldrig brudt mig om at rådgive andre, da jeg i høj grad mener at man bedst kan hjælpe sig selv.
Først og fremmest må du huske at intet arbejde er spildt. Man kan altid bruge sine evner, omend måske ikke på den måde man oprindeligt havde tænkt.
Håber du finder en løsning. Ellers må jeg jo sende lidt flere karameller.