Ja hvor har jeg egentlig været det sidste lange stykke tid? Hvorfor har jeg overhovedet ikke været aktiv på bloggen de sidste mange måneder? Det er meget simple spørgsmål – men det tog mig rigtig lang tid, selv at svare på.
Jeg har været væk fra bloggen, fordi jeg mistede lysten til at skrive herinde. Jeg mistede lysten til at dele noget som helst der havde noget med mit liv at gøre. Egentlig overvejede jeg, om jeg ganske enkelt bare var vokset fra den blog, jeg ellers har ‘passet og plejet’ de sidste 8 år. Ved lidt dybere refleksion, nåede jeg dog heldigvis frem til at dette ikke var tilfældet.
Men hvorfor var lysten så pludselig væk? Gang på gang, har jeg forsøgt at skrive et indlæg herinde – men hver gang det handlede om mit liv, min færden, mine håb og drømme – ja i det hele taget om mig (hvilket jo ofte er tilfældet her på min personlige blog), mistede jeg gejsten, og fik hvad man nok med rette kan kalde en skrive blokade.
Til sidst opgav jeg, og efter min tur til Berlin, droppede jeg i det hele taget tanken om nogensinde at komme tilbage. Jeg loggede ikke engang ind længere, for at se om der var kommet nye kommentarer (undskyld). Det hjalp. En pause væk fra bloggen fik mig til at erkende hvad problemet var.
Problemet bundede dybest set i, at jeg vidste der var mennesker det kiggede med på min blog, som jeg ikke havde lyst til at dele noget med, overhovedet! Et problem jeg aldrig før har haft. Et problem som først opstod efter jeg blev overfaldet, af en person som jeg havde lukket ind i mit liv, og sidenhen har låst godt og grundigt ude igen.
At erkende problemet er altid et skridt i den rigtige retning. Det var faktisk en åbenbaring jeg først rigtig fik i går. Da det endelig gik op for mig, hvordan det hele hang sammen (tænk, at ens sind kan være sådan en labyrint, selv for en selv?!), kom lysten til at blogge straks tilbage igen! Og jeg tror den er her for at blive igen! Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig, at lade en dårlig oplevelse, og et træls menneske, ødelægge den glæde jeg altid har fundet i at blogge. Kort og præcist, er det jeg prøver at sige nok; Kære blog – og jer der følger – Jeg er tilbage!
Dejligt at se… Du er sej
Husk de der er omkring dig – elsker dig ❤️
<3
Ja Neuro banerne kan snyde os noget så grusomt, men hvor er det bare fedest, når så dørene åbnes, forbindelsen genoprettes, udvejene findes og fremtiden kan lysne op igen. Godt kæmpet min pige. Bliv ved. ;o)
<3
Jeg er glad for at du er tilbage og for at du er kommet frem til en form for erkendelse..
Sender de varmeste tanker og de største kram til dig. <3
Tak skal du have søde :)