Anmeldelse: Battle Royale

Battle Royale

Anmeldelse skrevet af Simone Møller

Synops

En klasse gymnasieelever bliver udvalgt af regeringen, til at blive placeret på en øde ø, hvor de som en del af et af et autoritær program bliver forsynet med forskellige våben, og bliver tvunget til at dræbe hinanden, indtil der kun er én overlevende tilbage.

Min vurdering

Battle Royale tager udgangspunkt i et fiktiv fascistisk Japan, som i bogen er en totalitær stat kaldet ‘Republic of Greater East Asia’, hvor regeringen styre alt. Man følger i bogen en gymnasieklasse, som bliver udvalgt til ‘the Battle Experiment No. 68 Program’, som præsenteres som et militærprogram som regeringen har opfundet, for at hjælpe regeringen og dets militær i forskningen i overlevelsesfærdigheder og kampberedskab. I virkeligheden er programmets formål at indgyde frygt og mistillid i statens borgere, ved at vise regeringens magt og evne til at målrette borgernes familier og fodre folks frygt for at blive dræbt af en nærtstående, for dermed at bekæmpe ethvert forsøg på oprør imod styret.

Årets udvalgte klasse er en klasse på 42 elever fra Shiroiwa gymnasium. Her i blandt, er blandt andet eleverne, Shuya Nanahara, Noriko Nakagawa og Shogo Kawada, som er nogen af bogens mest væsentlige karakter. Alligevel kan man ikke være foruden nogen af de øvrige 39 elever, da de alle spiller en større eller mindre rolle i bogen. Den helt klare hovedrolle i bogen tilhøre Shuya Nanahara, men man følger samtlige elever igennem bogen – nogen mere end andre – og får et indblik i deres relationer, tanker og følelser. Det kan være forvirrende med mere end 42 karakteres navne at holde styr på, men heldigvis er der i starten af bogen en liste over elevernes navne. Desuden må man ikke lade sig miste modet helt på grund af de mange japanske navne, for det vare ikke længe inden op til flere af karaktererne er udryddet på den ene eller anden måde.

Bogen kan undervejs i det hele taget være en smule forvirrende, da der er mange navne, og områder, man skal holde styr på; heldigvis bliver man dog hjulpet godt på vej, af kortet over øen forrest i bogen – og efterhånden som man kommer længere og længere i bogen, bliver det nemmere at holde styr på hvem der er hvem, og hvor de befinder sig.

Det har dog også sine fordele at man ikke blot følger hovedpersonen igennem bogen. Netop fordi man følger stort set alle eleverne i bogen i større eller mindre grad, kommer man også til at holde af andre karakterer end netop hovedpersonen. Især Shinji Mimura, som er en af klassens populære unge mænd, men som udover at have udseendet med sig, er yderst intelligent, og afbalanceret, endte med at stjæle mit hjerte. Jeg var også glad for hans rolle i filmen, men i bogen, fik han bare så meget mere dybde.

I det hele taget er det spændene at “se” både elevernes syn på dem selv, og samtidig få et indblik i hvordan de andre elever “ser” den pågældende person, og situation. Så selv om man skal holde tungen lige i munden, når man flyver fra den ene karakter, og situation, til den anden, så giver det også en dynamik, spænding, og indlevelse, som jeg ikke tror man kunne have skabt på andre måder. Det er på en måde en meget unik oplevelse.

Battle Royale indeholder det hele; kærlighed, drama, forræderi, intriger, misforståelser, politisk spil, blod, død, mod, og svære valg. Spørgsmålet, ‘hvem kan man i det hele taget stole på?’, er en genganger og er også et centralt tema i bogen. Hvem tør man sætte sin lid til? Skal man spille med? Og er der overhovedet et alternativ?

Battle Royale, får 5 ud af 5 stjerner. Trods det er en bog på 616 sider, så keder man sig på intet tidspunkt – og intet af indholdet i bogen er ‘fyld’. Der er kælet for detaljerne, og man mærker i særdeleshed dette ved karakterernes opbygning. Desuden er bogen skrevet i et sprog, og med en detaljegrad, der gør den utrolig fangende, og virkelig. Jeg kan kun anbefale at man selv anskaffer sig bogen, og trods plottet kan lyde en smule voldsomt, giver den en chance, for den er så meget mere end ‘bare’ død og ødelæggelse (omend der nu også er en del af den slags, så det kræver nok alligevel, at man ikke er for sart).