En lidt for dramatisk dag!

Jeg sidder nu med benene oppe. Jeg har ikke bare ondt i det dumme ben, men begge mine fødder som efterhånden er mere vabel og sår end det er fod. Alligevel ligger mine tanker andet steds; i stalden.

Jeg kom ud til mine heste i tidlig eftermiddags. Jeg trak Largo ud fra folden, og gav ham hans vanlige foder, som jeg plejer. I mellemtiden gik jeg ned for at flytte hegnet, for at give de øvrige heste et stykke græs mere, at gumle på. Da jeg kom tilbage spiste Largo ikke af hans foder. Han havde kun knap spist halvdelen, og opførte sig nu mærkeligt. Han lavede nærmest opkastlignende bevægelser, med hoved og hals, var urolig, skrabede, og sparkede mod sin egen mave. Jeg så straks tegn der kunne tyde på kolik!

Jeg fløj ind i stalden og hev et trækketov ned fra knagen, koblede det til Largos grime, og trak ham i hastige skridt ned på ridebanen. Jeg indså hurtigt at vores nyharvede ridebane (med jordbund) ikke var mulig at spadserer rundt på, i klipklappere (ja – jeg havde ikke skiftet sko, da jeg egentlig ikke skulle lave noget med hestene, men udelukkende omkringværende ting, som fx. hegnet). Klipklapperne blev sparket af, og jeg måtte gå rundt på den glohede bund i bare fødder. Jeg mærkede egentlig ikke smerten – mine tanker og bekymringer var ved min stakkels hest.

Jeg ringede straks op til dyrelægen mens jeg traskede rundt der. Han syntes også det lød som symptomer på begyndende kolik, og det jeg netop gjorde nu var det rigtige herfor. Han havde ikke selv mulighed for at komme forbi, og da jeg også allerede observerede lindring ved Largo ved at begynde at gå, syntes han at vi skulle se det an. Han gav mig dog nummeret til den der havde vagten (dyrelæge), så jeg kunne ringe videre til ham, hvis jeg følte det blev nødvendigt.

Largo og jeg traskede og traskede på ridebanen, og hurtigt var der gået en halv time. Han svedte ikke længere, og gav heller ikke tydelige tegn på ubehag længere. Jeg turde alligevel ikke at stoppe. Jeg ringede til Rene, som kom da der samlet var gået ca. 1 time og 15 minutter. Det var en befrielse for mig! For jeg havde nu så ondt i fødder og ben, at jeg snart ikke kunne gå mere, og var også ufattelig tørstig af at rende rundt med Largo i 25 graders varme, midt i den bagende sol.

Det var tydeligt at der blev sat gang i peristaltikken, for der kom tydelige tarmlyde hos Largo, og da også lidt gang i maven. Jeg ringede til dyrelægevagten for at forklare hvilke symptomer der havde været, og hvordan situationen nu var, og om de ville komme og se ham for en sikkerhedsskyld. Dyrelægen mente at symptombilledet passede bedre med en forbipasserende spiserørsforstoppelse, fordi Largo simpelthen havde spist for hurtigt, og det kortvarigt havde dannet en klotning i spiserøret der gav ham stærke smerter, men at det formentlig havde løsnet sig ved at jeg var begyndt at trække ham rundt, og dermed også lindret hans smerter.

Jeg havde først selv tænkt om det var spiserørsforstoppelse der var på spil, da det kom så umiddelbart efter fodringen – men modsat har jeg tidligere set et tilfælde af spiserørsforstoppelse, hvor hesten bare stod og hang nærmest livløs, med foder og vand løbende ud af næsen. Sådan så dette slet ikke ud. Dyrelægen forklarede dog, at det var i meget værre tilfælde, når det der har sat sig fast ikke formår at passerer – og rigtig nok havde den hest jeg så med det, formentlig stået meget længere med det, da jeg var hos Largo præcis da symptomerne debuterede.

Uanset hvad der havde været efter ham, var det tydeligt at min hest var meget forpint da det begyndte, men at han nu var helt sig selv igen. På dyrelægens råd fik han lov til at komme på græs igen. Jeg blev derude indtil jeg havde set ham både spise og drikke fuldkommen uden problemer, og sikrede mig at han ingen antydning af smerter havde, samt at der fortsat var tarmlyde og gang i maven… Og selv om jeg ved at han er i de bedste hænder (da dem jeg har mine heste opstaldet hos, har lovet at de vil holde ekstra øje med ham), kan jeg ikke lade være med at bekymre mig. Jeg tænker jeg er nødt til at bide smerten i mig, pakke mine fødder så godt ind som jeg kan, og få Rene til at køre mig derud igen i løbet af aftenen, så jeg kan se med mine egne øjne også, at mine søde hestebasser er okay.