I dag har bare været den bedste dag! Jeg havde for det første en fridag (som var tiltrængt efter en relativ hård arbejdsweekend), og for det andet tilbragte jeg den i det bedste selskab; sammen med Rene. Vi tog et smut på stranden. Solen skinnede, og selvom der ikke var helt vindstille (hvornår er det nogensinde dét på de danske strande?), så var det herligt at være på stranden, og med en ok temperatur.
Vi var på Tversted strand. Det er ikke den strand som ligger nærmest Aalborg, men vi havde også lidt en skjult agenda med at tage på netop denne strand. Trods vi lever sundt til hverdag, og vi begge af den ene eller anden grund, forsøger at smide lidt (Læs; meget når det kommer til mig) af fedtet, så skal der også være plads til lidt usundt i ny og næ… Og det var netop det vi havde planer om at være i dag.
I Tversted ligger der et ishus, der hedder ‘Det blå ishus’, og det første år Rene og jeg var kærester inviterede han mig til netop dette ishus, og gav mig en kæmpe is (som jeg slet ikke kunne spise), og vi havde en fantastisk dag på stranden den dag. Lige siden har det været tradition at vi skal op og have en is i Tversted. Jeg valgte dog en is med “kun” 3 kugler i år – men Rene spiste som sædvanligt sin ‘Tversted Super’, med 5 kugler is, guf, og flødebolle.