Læselysten er tilbage

I weekenden blev jeg færdig med bogen, ‘Den hengivne Hr. X’. Den var ikke synderlig lang, og ret så letlæselig, så det tog kun knap en weekend at læse den. Det er lang tid siden, at jeg syntes at jeg har haft lysten til bare at sætte mig og fordybe mig i en bog. Sidst jeg gjorde det var faktisk da jeg læste ‘Battle Royale‘, som efterhånden er lang tid siden.


Rammerne til at få sat sig ned og læst, var bare helt rigtige i min mors og Bøjes sommerhus. Om dagen skinnede solen fra en nærmest skyfri himmel, som betød at jeg kunne ligge og hygge mig i solen, mens jeg læste. Om aftenen var der lidt feriestemning over det hele, nu hvor man ikke var hjemme, men i et sommerhus, hvilket virkelig også indbød til at ligge på sofaen med et tæppe og læse.


Selve bogen var jeg desværre ikke synderligt imponeret over. Denne var ikke dårlig – men bare heller ikke god. Den gik lige til sagen, og man fik hele plottet serveret allerede fra første side. Det vidste jeg godt at man ville, da jeg havde læst et par anmeldelser af bogen inden jeg lånte den på biblioteket. Det der egentlig fik mig til at låne den var, at mange skrev at den havde en spændene slutning, som man på ingen måde ville have regnet med… Jeg er dog dybt uenig. Bogen er temmelig gennemskuelig hele vejen igennem – også i slutningen. Selvfølgelig er der nogle små aha-moments, men overraskende er den altså generelt ikke.

Jeg har i dag været forbi biblioteket og afleverer ‘Den hengivne Hr. X’, og i stedet lånt ‘Ude’ af Natsuo Kirino. Jeg har før haft lånt bogen, og læst starten. Husker den som spændene på de første par sider jeg fik læst. Kan ikke huske hvorfor jeg ikke fik læst den færdig – men nu får den en chance igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back to Top