Turen går til…

Jeg lovede at skrive et indlæg omkring Renes og mine, rejseplaner. Jeg kan med stor iver og spænding fortælle at den, om noget spontane, tur går til Japan! Jeg glæder mig som et lille barn, og kan slet ikke forstå at vi rent faktisk har bestilt billetterne. Jeg kom hjem fra arbejde en søndag morgen, og Rene kyssede mig på panden og spurgte, “skal vi ikke rejse til Japan?”. Jeg var paf, lykkelig og spændt!

Det bliver Renes første gang i Japan. Min den anden. Jeg var i Japan i år 2015, sammen med min barndomsveninde Sarah. Det var en drøm der gik i opfyldelse dengang. Jeg har altid vidst at jeg ville til Japan, men det har hele mit liv føltes som en uopnåelig drøm. Jeg har altid fået fortalt at Japan var et dyrt land at rejse i, at ingen snakkede engelsk (delvist korrekt), og at Japanerne var et indelukket folkefærd man ikke kunne komme nær, trods deres ekstreme høflighed. Alt sammen noget jeg fandt i en eller anden grad usandt under min rejse i Japan i 2015. Det er korrekt at Japan er dyrere end så mange andre asiatiske lande at rejse i – men det var altså muligt for Sarah og jeg at leve relativt billigt i Japan da vi var der. Det kræver selvfølgelig at man indstiller sig på at bo på nogle billige hostels meget af tiden.

Det var korrekt at Japanernes færdigheder i engelsk nok ikke kan måle sig med så mange europæiske landes færdigheder, men vi stødte stort set kun på folk der var villige til at forsøge deres bedste, for at komme til at kommunikerer med os. Faktisk var sprog barrieren ikke enormt problem, for man kommer længere end hvad man tror med nonverbalkommunikation.

At Japanerne skulle være et utilnærmeligt indelukket folkefærd er en lodret løgn. Vi mødte ikke andet end søde, imødekommende Japanere, som hellere end gerne delte egen kultur med os, eller forsøgte at lære mere om vores danske rødder. Jeg var meget overvældet og imponeret over den gæstfrihed vi stødte på.

Vi har ikke planlagt så meget endnu. Da Sarah og jeg tog til Japan havde vi også kun bestilt billeter tur/retur og det første hostel vi skulle bo på. Vi vidste at vi undervejs ville bestige Mt. Fujii, men ellers tog vi det hele som det kom. Jeg tror bliver på nogenlunde samme måde, at Rene og jeg klarer vores rejse. Selvfølgelig kigger vi lidt på herhjemmefra hvad der kunne være interessant at opleve.

Vi er ret sikre på at vi vil bruge et par dage i Tokyo. Normalt er jeg ikke til storbyferier, men min oplevelse af Tokyo var fantastisk. Jeg var virkelig vild med at være der – selvom det alligevel nok ikke var højdepunktet ved min rejse til Japan. Jeg tænker også at det er et must see for Rene, nu hvor han ikke har været i Japan før. Tokyo er virkelig meget unik. Det er som om byen har en elektrisk puls, som jeg aldrig nogen andre steder har oplevet før. Velorganiseret kaos.

Desuden har vi snakket om at Rejse til Kyoto. Jeg har aldrig været i Kyoto, og Rene og jeg vil begge meget gerne se bambusskov, og shrines, som der virkelig er massevis af i Kyoto. Vi begge kunne godt tænke os at se indgangen til Fushimi Inari-taisha. Dette er et shinto tempel som er kendt for de mange porte som leder op til det (som kan ses på billedet ovenover). Desuden har jeg hørt at Kyoto generelt har utrolig mange seværdigheder, og at det ikke er for ingenting at byen kaldes Japans kulturelle hovedstad.

Vi har også snakket om, om vi skulle tage til en af Okinawaøerne og opleve lidt strand og krystalblåt hav. Sarah og jeg var både på hovedøen Okinawa, og på en af de mest sydlige øer Ishigaki . Vi har dog ikke helt besluttet om det er det vi gør, og i såfald hvilken ø vi vælger.

Uanset hvad vi ender med at gøre, og i hvilken retning rejsen ender med at føre os, så glæder jeg mig helt ustyrligt til endnu et eventyr i Japan. Det bliver underligt ikke at have Sarah med, nu hvor mine oplevelser her, eller har været med hende, men jeg glæder mig også helt vildt til at dele nye og spændende oplevelser med Rene her. Jeg glæder mig til at vise ham alt det jeg har snakket så meget om i de år vi har været kærester, og forhåbentlig mere til. Vi kommer kun til at være afsted i knap 3 uger denne omgang, og kommer derfor ikke til at kunne nå så vidt omkring som Sarah og jeg gjorde på vores lidt over en måned, men så kan vi jo gemme lidt oplevelser til næste gang ikke?