Vi havde faktisk kun én overnatning i Raleigh, inden vi atter tog tilbage til bjergene. Nogen vil måske mene, at det er dårlig planlægning, men det gjorde ikke os så meget. Det var vigtigt for Rene, at have noget tid med hans kammerat, Kenneth, inden vi tog videre, og det var kun denne ene dag, det kunne passe sammen. Dagen vi havde i Raleigh brugte vi på, at tage slappe af. Kenneth havde en halv dag på arbejde, inden han og Rene skulle have lidt …
Efter et fantastisk bryllup, havde vi på forhånd hjemmefra aftalt med vores rejsepar, Maja og Dennis, at vi skulle se noget oppe i bjergene. “Bjergene” er et temmeligt stort område i North Carolina og ved en tilfældig snak inde i en make-up forretning i et storcenter, fortalte den flinke ekspedient at området Boone skulle være et smukt sted. Så… Boone it is!
Næste morgen (mandag) efter en groomsmen-night-out søndag aften, var det tidligt op, afsked med nok NC’s bedste airbnb, også afsted mod en 3 timers lang køretur til Boone!
Efter ca. 1 times kørsel faldt himlen ned, mildest talt, og var der overhovedet nogen der havde checket dagens vejrudsigt? Nope. Vi blev nødt til, at holde ind hos ved et diner-sted (åh nej dog ;-) ) for det regnede så meget, at man næsten ikke kunne se 10 meter foran sig. Og ja, den er sgu god nok – det er ikke kun på film der står ned i lårfede stråler når det regner!
2 timer senere ankom vi til Boone. 25 grader og høj sol! Vi var åbenbart kørt fra et uvejr nær Raleigh til perfekt vejr til at se noget natur i. Men…. Boone? Det er jo en by i bjergene, men vi ville jo gerne se bjergene og ikke byen! Hvad gør man så? Spørger de lokale selvfølgelig. Vi kørte ind til en ski butik (ja, den er go’ nok) og spurgte til råds. De søde sydstatsamerikanere bag disken anbefalede en hiking tur i Julian Price Memorial Park 20 min. herfra. Vi tog imod tippet!
Vi tog den længste rute på 5 miles (8 km). Og hvor var vi glade for vi tog den. Hvilken smuk rute og natur!
Dagen efter brylluppet, stod den på festligheder… For drengene. Vi piger, var nemlig ikke inviteret med.
Vi var dog alle inviteret med til grillhygge, dagen efter brylluppet, hos brudeparret, hvor der også var tid til at observere dem åbne de gaver, som de havde fået dagen før. Når et bryllup slutter før kl. 23:00 (som amerikanske bryllupper åbenbart typisk gør), ja så er der altså ikke meget tid til den slags under festen.
Efter grillhyggen havde mændene bestemt sig for, at skulle i byen. Som sagt uden pigerne. Det efterlod mig, og to andre “vedhæng” til groomsmændene (Maja, og Jane) uden planer for aftenen. Velvidende om, at vi skulle op kl. lidt i 6:00 næste morgen, for at køre imod bjergene, var vi piger fornuftige nok til, at tage en stille aften, med restaurantbesøg, og et par enkelte drinks. Jeg var chauffør, så for mit vedkommende, var der ingen drinks.
Både vi, og drengene startede dog ud, på en bar, som samtidig var en arcadehal. Der var mange spil, at spille, hvilket var ret fedt! Jeg blev total smadret af Maja i airhockey, men i det mindste var jeg total awesome til skydespillene!
Vi piger havde en hyggelig aften, og misundte ikke drengene, selvom det også lød til, at drengene havde haft en rigtig god aften. Rene var først hjemme kl. 00:30, hvilket ‘tvang’ mig til, at være chauffør det første stykke tid næste morgen, og jeg desuden tvivlede meget stærkt på at vi kunne køre fra vores airbnb inden kl: 6:00. Jeg fik ret i min antagelse, men for, at være fair, stod Rene op kl: 06:00 næste morgen, og der var ingen klager i løbet af dagen, over tømmermænd eller træthed. Så må man altså gerne blive ude, selvom man skal tidligt op.
Så kom dagen! Kenneth og Lindsays bryllup. Dette var dagen vi alle havde set frem til – hovedårsagen til, at vores rejse i det hele taget var faldet på USA! Og når man er groomsman skal man liiige komme lidt før tid. Må indrømme, at det var liiiidt varmt i jakkesæt i 30 graders varme. Men når det er sagt var det et rigtig smukt bryllup, hvor brudeparret sagde “ja” til hinanden. Festen havde en god blanding af amerikanske og danske traditioner. Kenneth fik klippet …
Så blev det tid til, at fortælle lidt om fredag d. 16/09; dagen før Kenneth og Lindsays bryllup, som vi var så heldige, at være inviteret til, og som egentlig var vores primære formål med, at komme til USA. Formiddagen forløb sig med, at besøge vores første Wallmart nogensinde! Det var stort! Men ikke så stort som jeg havde forstillet mig. Når man ser det i Tv’et er det altid meeega stort. Det kunne sammenlignes med Bilka i Aalborg. Men vi fik købt de småting, …
På en eller anden måde, var det virkelig overvældende, at vågne op i USA, så kort tid efter jeg netop var kommet hjem fra Nepal. Endnu mere overvældende var det, at vågne op i USA, og tage direkte ud, og møde en masse nye mennesker – men også utrolig hyggeligt. Dagen efter vores ankomst til området Cary, i Raleigh, North Carolina, USA, skrev Renes kammerat Kenneth, og spurgte om vi ikke havde lyst til, at komme og spise med ham, og hans familie. Vi takkede …
Langt om længe har jeg fået tid til at skrive et blogindlæg. Først og fremmest, vil jeg sige, at Line og jeg jo selvfølgelig nåede sikkert hjem fra Nepal. Vi var trætte, men glade for, at stå på dansk jord igen. Vores familier kom for, at tage imod os, hvilket var rigtig skønt.
Jeg havde som sagt under 24 timer, inden næste afrejse, så turen gik ret hurtigt, fra lufthavnen, og hjem i lejligheden. Det var så dejligt at komme hjem til en lejlighed der lige var gjort rent, og hvor vasketøjskurven var tømt – ja, og så ventede der også lige en omgang brunch! Jeg er i sandheden virkelig forkælet. Det var også guld værd, at alle disse ting var sørget for, da jeg jo egentlig havde ganske travlt. Jeg skulle nå at vaske tøj, pakke om, og farve mit hår (det skulle jo være pænt, og frisket op, inden brylluppet!).
Næste dag (afrejse dagen til USA), vågnede jeg op, og havde det mildest talt rigtig dårligt. Vi burde ligesom have set tegnene fra dagen før; aka. jeg sagde nej tak til is (!!!). Men afsted kom vi.
Der blev taget pæn afsked med os i lufthavnen, af svigerfamilien, og så gik turen ellers imod Amsterdam hvor vi skulle mellemlande inden New York.
Kort før første flyvtur kastede jeg op, og sådan fortsatte det ellers resten af vejen til New York, med opkastninger ca. hver halve time. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden Rene, som simpelthen passede så godt på mig, og sørgede for, at jeg havde det så godt, som man nu kan, mens man er ret så syg.
Heldigvis havde jeg det bedre da vi nåede til New York, og var da også begyndt, at kunne spise igen, så i mens vi ventede på vores fly til Raleigh-Durham, i North Carolina, fik vi da lige vores første burger (den var rigtig god! Men holy Moly hvor er vi træt af junkfood nu!).
Vi var i JFK lufthavn, i god tid inden vi skulle rejse videre, da vi havde fået fortalt, at det var en lufthavn med tryk på, og man derfor kunne risikere at vente meget længe for at komme ind i landet. Det var dog ikke tilfældet for os; eller… Det gik måske lidt hurtigere for mig, end det gjorde for Rene, for Rene blev både spurgt om han havde bragt mad med i sin bagage (med håndtegn, for mad og det hele, i tilfælde af at han ikke forstod engelsk), hans pas blev tjekket et par ekstra gange ved paskontrollen, han skulle igennem et ekstra sikkerhedstjek (scannes) ved security, alt i mens, jeg gik direkte igennem det hele.
Desværre viste det sig, at vores fly videre var forsinket med 1.5 time… Hvilket betød relativ lang ventetid, i forhold til hvad vi lige havde regnet med. Det gjorde ikke noget, men vi var udmattede. Jeg blev ved med at falde i søvn, mens vi ventede på flyet, så Rene var virkelig endnu engang, den der holdte skansen, og passede på vores ting.
Vi sov under hele flyvturen til Raleigh, hvilket nok var meget godt, da vi følte, at vi havde lidt af en mission foran os, med at finde hen til Hertz, få fat i vores lånebil, og så ellers tilbagelægge den 20 min lange kørsel til det AirBnB vi havde bestilt. Det viste sig dog at være ganske nemt, at komme til Hertz, da der gik en “privat” bus direkte derhen. At få fat i bilen, en Chrysler 200, var egentlig ganske let, og ret hurtigt, var Rene (ja; han var bare dagens helt!), bag rattet.
Vi havde lidt et hyr, med at finde ud af indstillingerne for sædet, og en god portion nervøsitet, over nu at skulle begive os ud i den amerikanske trafik. Af sted kom vi dog, og Rene klarede det uden flossede nerver. Desuden var det en ganske god første køretur, for klokken var lidt i 23:00, og vejene derfor relativt tomme (billedet er taget dagen efter).
Da vi nåede frem til vores hus i Cary, havde vi ikke rigtig tid til at nyde, hvor fint det egentlig var, for vi var så trætte, og vi smed os derfor direkte op i seng. Det var dejligt at vores første møde med AirBnB, lod til at være så problemfrit. (nedenstående billede, er huset vi boede i. Det er taget dagen efter ankomst – og nej… Vi aner ikke hvorfor søren der holder en ambulance ude foran, det gjorde der bare engang i mellem.).
… Blogindlæg om de øvrige dage kommer i løbet af de næste par dage. Rene har endda lovet, at han også vil komme bag tasterne, og skrive et par indlæg, om vores tur hernede.
For et par dage siden forlod vi vores værtsfamilie (med tikka (en rød plet i panden) som kan ses på overstående billede), i går forlod vi Pokhara, og i dag er vi klar til, at forlade Nepal helt! Vi har oplevet så meget hernede, og jeg tror vi begge er glade for, at vi tog beslutningen om, at rejse. Vi er dog uden tvivl, begge klar til, at komme hjem til vores kære, omend det bliver i under 24 timer i mit tilfælde (rejser jo videre …
Så er vi kommet hjem til Pokhara. Vi er allerede flyttet fra vores værtsfamilie, og over på det hotel, som vi skal være på, indtil søndag, hvor vi rejser til Kathmandu, og videre til Danmark mandag. Det er virkelig et lækkert hotel, med et rigtig toilet, og bedst af alt en rigtig seng. Ah! Det er lige det, vi trænger til, efter 75 km, gang i bjergene. En lille opdatering fra vores trekking, skal i dog ikke snydes for, og her kommer hvad blev skriblet ned, de to sidste dage:
Torsdag d. 8 september – Nu har jeg nået toppen. Hva’ faen’ sku’ jeg egentlig hér?: Poonhill er på intet mindre end en højde af 3210 meter. Og her måtte vi gå op til, kl:4:30, for at se solopgangen. Var der nogen der sagde flashback til Mount Fujii i Japan, igen? Her var dog ikke så stejlt og langt, som vi måtte gå dengang, men luften var tynd, og luftfugtigheden meget høj. Det kommer derfor nok ikke som nogen overraskelse for nogen, at det var meget hårdt.
Da vi nåede toppen var det koldt. Det havde vi forudset og taget varmt tøj med – men når man først har svedt, som man jo gør på vejen herop, er det svært at få varmen igen. Desuden var det meget skyet ved ankomsten og derfor lidt tvivlsomt om vi overhovedet ville kunne se bjerge, og for den sags skyld solen, når først den stod op.
Vi ankom på toppen af Poonhill kl: 5:15 og ventede til solen stod op. Og det gjorde den da også… Et eller andet sted bag skyerne altså. Man kunne akkurat skimte et par spæde rødlige, stråler bag nogle af skyerne – men ellers ikke andet. Måske den mest fesne solopgang ever. Det var nu alligevel det hele værd, at nå toppen. Ikke så meget for udsigtens skyld, men mest fordi så fuldførte man det man havde startet.
Jeg tror ikke helt Line vidste om hun skulle grine eller græde, gemme sig eller synge med, da jeg brød ud i sang. Ja jeg var nødt til det, for aldrig havde Shubiduas sang, “står på en alpetop” været mere passende; står på en alpetop! Kigger på det sneer (okay det sneede så ikke! Men det var skide kold) nu er jeg endelig nået helt herop. Hvad faen sku’ jeg egentlig her? Nu har jeg nået toppen mor. Puh hvor er her skide koldt. Ja jeg har nået toppen mor – nu må du da være stolt! Var det, det du mente, da du sagde jeg skulle op?. Jeg tror ikke guiden var videre imponeret af min skøn sang, for han begyndte selv, at synge en nepalesisk sang… Vel ikke for at overdøve min smukke sangstemme?
Turen gik ned fra bjergtoppen omkring kl:6:15, og så spiste vi ellers morgenmad. Turen mod Ghandruk startede kl: 8:00, og var en ren dræber!
… Og ja! Jeg indrømmer, at formiddagens tema sang for mig i dag, har været ‘Sound the bugle’ med Bryan Adams. Den har spillet på meget dramatisk vis i mit hovede, hver gang jeg har tænkt jeg ikke syntes, jeg kunne klare mere. (Til dem der ikke lige kan huske teksten, så var det følgende vers som hovedsagelig har spillet på repeat i mit hovede: Sound the bugle now. Play it just for me. As the seasons change, remember how i used to be. Now i cant go on. I cant even start. I got nothing left, just an empty heart. I’m a soldier! Wounded so i must give up the fight. There is nothing more for me. Lead me away, or leave me laying here)… Min hjerne er meget dramatisk, men den første 1.5 time af vores tur i dag var virkelig hård! Luftfugtigheden var ualmindelig høj, og jeg syntes, at vandre på grænsen til konstant lufthunger, og asmatiskanfald – men luften er også tynd i over 3000 meters højde, når man skal gå op af stejle bjergsider.
Efter den 1.5 time konstante gang op af, begyndte terrænet at skifte. Vi gik nu lidt ned og lidt op, men primært ned af (som dog også er hårdt, men meget bedre fordi luften også bliver bedre des længere ned af bjerget vi kommer). Den første del af turen – dvs. Ca 15 km – skulle vi have klaret på 3 timer, men vi klarede den på 2 timer.
Faktisk gik i dag rigtig godt. Line vred dog rundt i knæet, hvilket selvfølgelig komplicerede hendes gang! Det er i forvejen hårdt for knæene at gå ned af de stejle, våde, og klippefyldte sider, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor ondt det måtte have gjort på hende. Heldigvis var hun hurtig til, at fortælle om smerterne, og da jeg jo selv er vant til problemer med mine knæ, grundet gigt, lå det lige i hænderne, at få lagt en elastikforbinding, som støtte. Ved nærmere inspektion ser der heldigvis ikke ud til, at være større skade på benet – men det betyder jo selvfølgelig desværre ikke, at det ikke gør pokkers ondt alligevel! Men Line er som altid sej, og har takket nej til både, at få båret tasken, og ponyture, og jeg ved ikke hvad.
Som om man ikke kunne have drama nok i dag (jaaaa, det er en overdrivelse), så oplevede vi faktisk mere spænding! Først så guiden en slange, og bad os om, at stoppe. Da jeg så den var på tykkelse med mit håndled sprang jeg bagud. Line virkede ret rolig, men havde kun set spidsen af halen, og fortalte senere, at hun havde troet det var en lille en. Det skulle dig vise sig, at Line ikke skulle snydes for synet af en slange, for en times tid senere, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en slange! 20 centimer var der i mellem dens hoved (som var på størrelse med et halvt æble), og mig. Jeg trak vejret forskrækket ind, og gik langsomt 2 skridt baglæns, inden jeg vendte mig om, og sprang op af klipperne mod Line (hurtigere og mere atletisk havde hun aldrig set mig!) mens jeg endelig fik råbt ‘snake!!’. Vores guide vendte sig om, så slangen, og sprang så ellers 5 meter, ned af klipperne. Slangen begyndte at sno sig imod bevoksningen på den anden side af stien. Over 1.5 meter var den. Denne gang var Line heller ikke meget for, at skulle passerer bevoksningen hvor den var forsvundet ind i. Måske på grund af størrelsen? Måske på grund af den frygt, som guiden åbenlyst også udtrykte da han så slangen.
Vi nåede dog sikkert frem til Ghandruk (helt uden slangebid! Juhu!), omkring kl: 15:00. Over 30 km i bjerge på 7 timer (inkl en times frokostpause). Fødderne var ømme, men vi er ved godt mod. Imorgen står den på 4 timers gang – eller 40 min gang, og en rystetur i en offentlig bus resten af vejen, alt efter hvordan Lines knæ har det.
Fredag d. 9 september – Ømme ben, men stålfaste skridt mod Nayapul!: Håbet og drømmen om, et lækkert hotelværelse, med en dejlig varm bruser, og en blød seng, var nok noget af motivationsfaktoren, for at komme ned af bjerget, og frem til vores endestation; Nayapul. Vi vågnede ellers begge med ømme ben. De føltes gamle, og stive, og bare det, at skulle gå ned af trapperne, fra vores værelse, for at spise morgenmad, var en udfordring, som vi ømmede os over bagefter. Vi kom dog afsted kl:8:00, med en forventning om, at være tilbage i Pokhara omkring kl: 15:00, da vores trek ville tage 4-5 timer og køreturen fra Nayapul til Pokhara omkring en time.
Der er ikke meget, at sige om turen ned. Det første stykke var på klipper, og “trapper”. Det var hårdt – især for vores knæ, som efterhånden var godt belastet – specielt Lines knæ, som hun jo forvred dagen forinden. Heldigvis klarede vi den, og efter 1 times tid, nåede vi noget der kunne minde om en grusvej – dog noget stejlere, og mere ujævn. Det var noget nemmere, at gå her.
Det havde regnet meget de sidste par dage, så vi måtte en enkelt gang, vende om, og ændre retning, da broen vi skulle have krydset var skyllet væk. Sådan er det af og til her i Nepal, når moonsoonregnen rammer. Vejen vi gik ad, var på et tidspunkt også så oversvømmet, at vi måtte smide sko og strømper, og vade igennem hvad der mest af alt mindede om et vandfald, og en lavvandet flod.
Vi nåede Nayapul omkring kl: 11:30. Langt hurtigere end forventet. Vi spiste en tiltrængt frokost her (nepaleserne siger ellers vi ikke spiser nok!), og ventede på, at vores chauffør skulle komme. Vi gik den sidste kilometer hen til mødestedet, og var hjemme allerede omkring kl: 14:00.
Det var en rigtig god oplevelse, at være på trekking, i de nepalesiske bjerge, og vi fik set noget imponerende natur, og nogle smukke bjerge. Vi er trætte, og glade for, at vi “kun” valgte 4 nætter, og “kun” 75 km, da terrænet ikke ligefrem er, som en hyggelig gåtur i skoven derhjemme. Det er barsk, og noget mere utæmmet. Turen fra Nayapul til Poonhill, og tilbage igen, kan dog afgjort anbefales.
