Endnu en ben status

Det er blevet tid til endnu en status på benet, og det er der fordi jeg i dag har været til undersøgelse hos ortopædkirurgerne endnu engang. Det var dejligt at de kunne se mine store fremskridt med benet på de 3 måneder jeg har gået ved fysioterapeuten – og endnu mere dejligt at jeg alligevel blev mødt i min dybe frustration over at jeg fortsat er hensat til stort set kun at passe mit arbejde, og ellers hvile mit ben på sofaen.

I dag blev der forsøgt at blive trukket nogle af de store mængder væske ud af mit ben, som ligger og fylder. Desværre blev det ikke til meget væske, for store dele af væsken ligger ikke imellem knogle og muskel, men inden i musklen. Jeg tror de på klinikken er mindst lige så frustreret over mit ben som jeg er, for endnu engang vil de tage mig op på konference i forhold til hvad de kan stille op. Jeg ved at en eventuel operation med oprensning af musklen er på tale, men de er fortsat i tvivl om det overhovedet vil gavne mig, hvorfor det skal diskuteres på konferencen.

Jeg fik også lagt to blokader i dag. Det gjorde vanvittigt ondt at få dem lagt, og imod forventning har jeg faktisk kun fået mere og mere ondt i løbet af dagen. Her til aften er jeg fuldstændig lænket til sofaen på grund af smerter, men de fortalte nu også at jeg skulle forvente at have ondt resten af dagen, og i morgen, men så skulle det gerne begynde at lindre i stedet. Jeg håber de har ret, for lige er det mere ulideligt end det har været længe.

Jeg skal først til ortopædkirurgerne om 6 uger igen. Indtil da skal jeg fortsætte ved min fys. Vi er snakket om, om vi skal forsøge med noget shockwave terapi. Jeg skal ind til hende i morgen inden arbejde, hvor vi skal have lagt en fremadrettet plan, for hvad vi gør. Shockwave terapien er, har hun fortalt mig, forbundet med store smerter, så det handler også om at planlægge behandlingen således at det passer med dage jeg har fri, så det ikke giver mig unødige sygedage.

Jeg er ved godt mod. Jeg er ikke blevet helt opgivet, og tingene er gået fremad, omend det går langsomt. Jeg håber en dag jeg kan slippe af med de konstante smerter, men ellers må jeg lære at leve med det – det har jeg gjort med smerterne i nakken, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne med smerterne i mit ben? Lige nu virker det fuldkommen uoverskueligt, men jeg ved at det hele nok skal løse sig på den ene eller den anden måde. Det kræver nok bare lidt tålmodighed.