Hvis noget skal gå godt I dag, er der også noget der skal gå skidt. Jeg har det elendigt lige nu. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad der er i vejen. Jeg er bare så ulykkelig. Jeg tror måske at jeg er en smule stresset. Min krop er begyndt at sige fra. Svimmelheden er begyndt at blive værre. Jeg har ikke tid til at tage til lægen før d. 22… Der er et par dage til… Men det er jo heller ikke noget alvorligt. Så ville jeg nok have taget mig sammen til at tage til lægen noget før ^,^ Hehe…Hmm… Jeg sidder i en bus. Jeg plejer ellers ikke at græde, eller se trist ud offentligt. Mest fordi jeg er så forfærdelig grim når jeg græder, men jeg kan ikke lade være med at sidde og lade tårerne glide stilfærdigt ned af mine kinder, i mens jeg skriver dette. Jeg har det som om jeg snart skal kaste op, og jeg har ondt i maven. Måske er jeg ved at få influenza. Det er sikkert bare det, der gør mig så sentimental…
Det har ellers været en rigtig god dag, det meste af dagen. Jeg stod først op omkring klokken 09:30. Jeg havde sovet hjemme ved Trice fordi vi skulle gøre os klar til ”prøven” i dag. Vi fik bare ikke rigtig gjort os klar. Først i morges fik vi snakket lidt om hvordan fremlæggelsen skulle være, og så var det dét. Jeg havde overhovedet ikke stress. Et eller andet sted følte jeg mig ligeglad med alt sammen, og når man har det sådan, så er sådan en skide prøve altså fuldstændig ligegyldig. Da vi kom ind, ævlede jeg løs. Jeg var slet ikke nervøs dér, heller. Vi fik begge 10. Det er jo en helt fantastisk karakter. Det gjorde mig i meget bedre humør. Faktisk følte jeg en smule succes i mit liv. Jeg har det som om, jeg ikke har følt at jeg har haft det i umenneskelige tider.
Jeg skulle ud og køre efter Nf-prøven. Jeg glædet mig for første gang nogensinde, ikke. Faktisk var det noget jeg langt fra havde lyst til. Jeg tvang mig selv af sted, og kom ud og køre. Det gik super godt. Ingen svinger i valsen dér. Jeg var bare ikke glad som jeg plejer når jeg har været ude og køre. Jeg var faktisk kommet i dårligere humør igen. Det gjorde det kun værre at min kørelære fortalte mig, at planen ang. Hvornår jeg skulle på glatbane var blevet ændret… Til tirsdag… Tirsdag er dagen hvor jeg altid arbejder. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og mit humør røg helt i bund da han fortalte mig dette. Jeg er stresset over at jeg nu skal til at finde en der ikke gerne vil tage min vagt på tirsdag, plus jeg skal tigge cheferne i Føtex om de ikke godt vil lade os bytte, selv om at det er alt for sent at melde den slags ud nu. Jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle kunne rumme denne weekend. Kan slet ikke overskue at skulle til konfirmation fredag. Jeg vil gerne fejre min sted fætter. Men jeg har ingen overskud. Jeg skal til eksamen i matematik mandag. Jeg føler ikke at jeg er parat… Og jeg føler ikke at jeg kan blive det i løbet af lørdag, søndag… Hmm…
Efter jeg havde fået den elendige nyhed gik det op for mig at Mikkel og jeg havde misforstået hinanden. Jeg troede vi havde en aftale om at vi skulle tage bussen hjem til mig, og at jeg så skulle pakke mine ting, for derefter at vi skulle låne Frøen (en bil min stedfar ejer) og køre tilbage til Mikkel. Men sådan blev det ikke. Han har lavet andre planer. Der ser man bare hvor lidt jeg åbenbart har styr på…
Så er jeg i en anden bus. Jeg har imellem det sidste jeg skrev, lige været hjemme og pakke en masse lort, for blot at skynde mig op og tage en ny bus. Jeg har nu næsten ingen strøm tilbage, men jeg vil bruge den sidste jeg har til at skrive videre. Jeg er simpelthen så vred nu, og jeg pruster som en hest. Jeg er så sur over Mikkel altid skal ændre vores planer. Jeg er vred over at jeg nu skulle slæbe 4 kg tunge ting, en ½ km. Jeg er ganske enkelt ved at dø af over opkogning, og mine hænder er flået i smadder af de åndssvage poser jeg har været nødt til at pakke mine ting ned i. Nu kan mit humør simpelthen ikke blive lavere. Og jeg kan ikke engang høre musik når computeren går ud (om 8 minutter) fordi min Ipod også er gået ud -.-” … Jeg kan bare ikke få lov til at få en helt igennem god dag, kan jeg?
Jeg er så vred… Jeg er så vred at jeg ikke engang gider ud af den her bus nogensinde igen. Jeg vil bare sidde her inde til al evighed. Måske blive en mugplet i et hjørne. Det ville passe mig fint. Så ville der ikke længere være nogen komplikationer. Den største ting der kunne ske var at jeg blev fjernet, og destrueret… men jeg ville nok stadig leve videre som små mugpartikler… Hvem ved… Måse skulle man helt reelt prøve at sætte sig i en bus, og se om man overhovedet kunne nå at blive til mug før man blev smidt ud ^^” Ja jeg ved det godt… Lidt urealistisk.. bare en lille bitte smule… Haha… Men hvad fanden…
Der er så meget i denne verden der er så fantastisk. Det skal man huske på. Det er det der er galt med mig. Jeg glemmer det. Jeg er så dum og pessimistisk at det rent faktisk kan lykkedes mig at glemme den slags. Når jeg endelig kommer i tanke om det, vare det kun kort. Jeg føler mig tung om hjertet. Så kan mange undre sig over hvorfor jeg skriver den slags i min blog. En blog som alle på nettet kan læse. En blog som jeg ved, at folk jeg kender følger med i. Jeg ved det ikke. Det er ikke noget hemmeligt tegn til nogen, selv om man måske skulle tro det. Men det er den eneste måde jeg kan lette mit hjerte på. Den eneste måde jeg føler jeg kan være ærlig omkring den slags ting. Det hjælper mig at få lov at gå verbalt amok… Jeg har derved også et arkiv over mit liv. Det er vigtigt for mig. Jeg syntes ikke at min hukommelse rækker særlig langt, så dette er en støtte til at minde mig om hvordan jeg har haft det i tidens løb. Selv om jeg stadig et eller andet sted ligger bånd på mig selv. Jeg ved selv at jeg mange gange ligger censur over mine blogs, fordi jeg ikke tør andet. Jeg får ofte at vide at ting er upassende at skrive i mine blogs, men jeg kan ikke se hvordan reelle ting, som enten er sket, eller som man føler kan være tabuer. Det kan jeg ikke forstå… Jeg hader censur. Jeg hader at man skal passe på hvad man siger. Selvfølgelig skal man ikke såre andre… Men der findes ingen tabuer… Eller det burde der i hvert fald ikke…
Jeg er nødt til at slutte nu. For der er kun 1 minuts strøm tilbage på min computer, og der kommer alligevel ikke noget godt ud af disse taster i dag ^,^ Haha… Jeg gider heller ikke tænke mere. Jeg vil prøve at vende alt sammen til noget positivt…
Så er jeg ved min endelige destination… Og jeg har formået at vride min ankel om -.-” Kæft det gør ondt… Kan slet ikke støtte på den, så var nødt til at humpe op på 3 etage med alt mit lort virkelig nederen. Men jeg er alligevel i lidt bedre humør nu. Planlægger måske allerede at gå i seng nu. Kan ikke se en pointe i ret meget andet lige nu. Har det nok meget bedre i morgen…
