Endnu et meget åbent emne i min september challenge; “Jeg tror på _____”. Jeg har valgt at skrive om kærlighed. Et emne jeg ellers ikke har berørt meget på bloggen. Nok fordi jeg igennem tiden både har været en skeptiker omkring, emnet, og fordi jeg nok altid har tænkt at ægteskab, familie, og hvad folk ellers tænker hører til ægte kærlighed, lidt er noget opreklameret noget. I 2014 var der 19.387 skilsmisser (og 28.337 vielser). Det er et højt antal skilsmisser. Jeg kommer da også selv fra en af disse såkaldte skilsmisse familier. Det er hverken noget jeg skammer mig over, eller noget som har ødelagt mit liv på nogen måde, men det har nok alligevel rystet min tro på livslang kærlighed.
Bedre bliver det nok ikke, at jeg for tiden har kastet mig over dokumentarserien ‘Happily Never After‘. En dokumentar serie, der hovedsageligt handler om, hvordan man tror det perfekte par endelig har fundet sammen, men i sidste ende, ender det næsten altid ud i et bestialsk mord, fordi den ene partner på ingen måde har været det, som denne har udgivet sig for at være. Trist – grusomt – og ikke ligefrem dét der får en til at tro på de ægteskabelige værdier.
Men alligevel er der noget der har rørt på sig inden i mig, de sidste par år. Jeg er stadig ikke den store sucker for ægteskab, og store flashy bryllupper, og det uendelige ønske om absolut at skulle starte en familie – men jeg vil heller ikke længere udelukke at nogle af de ting måske alligevel ligger i min fremtid. Dog uden at være noget jeg vil opnå for en hver pris.
Jeg kan godt se det smukke i at blive gift. Et lille lowkey bryllup som handler om kærligheden til hinanden, og ikke om gaverne, maden, musikken, eller hvor vigtigt det er at vise alle andre at man elsker hinanden ih og åh så højt. Hvis jeg skulle giftes kunne jeg endda finde på, at der ingen gæster skulle inviteres. En smuk vielse ude i en stor dansk egetræsskov. Er jeg tosset?
Bryllup eller ingen bryllup. Det betyder ikke det store. Trods skilsmisse statistikken, og de mange forlist forhold man hører om, så tror jeg på ægte kærlighed, og jeg kan mærke at jeg i mit voksne liv er blevet mere og mere romantisk – noget jeg aldrig havde troet ville overgå mig. Men det er en rar følelse, som også har gjort mig i stand til at håndterer andres, romantiske og kærlige handlinger, på en langt bedre, og imødekommende, måde.
