Velkommen til år 2019

Hvis nogen skulle have misset det, så hoppede vi over i et nyt kalenderår da vi passerede midnat i nat. Vi skriver ikke længere år 2018, men i stedet år 2019. Det er ikke til at fatte hvor al tiden blev af.

Jeg havde sådan set en rigtig dejlig nytårsaften med Rene i går. Vi var bare os to. Vi havde snakket om, om vi skulle klæde os pænt på, og alt det der, som vi jo ellers plejer – men besluttede at det gad vi ikke. Nytårsaften blev derfor holdt herhjemme i lejligheden i nattøj. Jeg var så heldig at blandt andet at have fået en lækker onesie i julegave af Rene i år, så den havde jeg selvfølgelig på

Egentlig havde vi planer om at skulle have været i Dublin og fejre nytår i år, med min veninde, Selma. Renes og min første nytår foregik i Berlin sammen med Selma, og vi tænkte vi ville gentage succesen i en anden storby. Desværre var vi nødt til at aflyse denne aftale, da Rene er presset i forhold til at skulle læse op til en eksamen han har her i starten af januar.

Jeg skriver ‘desværre’, fordi jeg rigtig gerne ville have fejret nytåret i Dublin (hvor jeg aldrig har været!), med to af de mennesker her i verden jeg aller bedst kan lide, men det var faktisk meget heldigt at vi af andre grunde havde aflyst aftalen i god tid, for vi ville i sidste ende have været nødt til at aflyse uanset hvad – mit ben laver nemlig løjer, og ikke af den sjove slags som man ellers ser nytårsaften.

Jeg er så uheldig at hoppe (ja det kan jeg så ikke, men billedligt talt) ind i det nye år med et ben der gør ondt som – ja undskyld sproget – ind i helvede! Jeg havde en rigtig hård nattevagt inden nytåret, som jeg bare ikke har kunne komme ovenpå fra igen. Det vil sige at de fridage jeg har haft op til, og her efter, nytåret er blevet brugt på sofaen med benet oppe.

Håbefuld, er jeg dog heldigvis! Jeg skal nemlig ses af min fysioterapeut i morgen, og sommetider har hun kunne udøve (korte) mirakler med laser og kinotape. I hvert fald nok smertelindring til at jeg har kunne tage endnu et par dage på arbejdet.

Mere har jeg ikke, at fortælle fra den første dag i året. Jeg syntes blot at det var på tide med et lille livstegn fra mig. Jeg har også lavet mig et par små nytårsforsæt – hvoraf jeg godt kan afsløre, at det ene er, at puste liv i bloggen igen, og blive bedre til at skrive. Sommetider tror jeg bare jeg skal accepterer at mit liv ikke er så spændene at skrive om fortiden (/mere?), da jeg generelt bruger rigtig meget tid af mit liv på sofaen grundet skaden i mit ben, og bare give den los med skriveriet alligevel! Jeg har måtte prikke lidt til mig selv, og huske mig selv på, at jeg skriver for min egen skyld – fordi det er terapeutisk, og fordi det er et knald godt redskab til at gemme selv de helt små minder, som måske syntes ubetydelige da de fandt sted.

Til sidst vil jeg bare skrive rigtig godt nytår, til dem der kunne risikerer at fare forbi mit lille sporadiske indlæg. Jeg håber i er kommet godt ind i det nye år, og får et år fyldt med håb og glæde. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at fylde mit eget, og dem jeg holder af, år med det.