Jeg må indrømme at jeg efterhånden har vænnet mig til, at klare mig okay i skolen. Jeg får udmærket karakter, og får altid store roser med, fra de praktiksteder jeg har været. Det er på ingen måde for at prale – for der er samtidig andre, som klare sig langt bedre end jeg, i skolen. Det jeg prøver, at sige, er bare at jeg ikke føler mig håbløst bagud, og at jeg generelt klarer de fleste ting i første forsøg. Det gør jeg så åbenbart bare ikke altid…
I fredags skulle jeg for første gang lægge et PVK (et kateter, man anlægger i en vene – typisk i hånden, eller hvor der ellers befinder sig en god, tydelig, åre). Jeg havde selv spurgt om jeg ikke kunne få lov at prøve det, da det jo er den eneste måde man lærer det på – ved at få det prøvet, igen og igen, og igen.
Jeg stak 3 gange. Alle gange uden held. Da jeg syntes det var synd for patienten at han skulle agerer min nålepude, besluttede jeg, at lade en anden mere kompetent sygeplejerske tage over. Det var noget et nederlag at det ikke lykkedes for mig, for jeg syntes faktisk jeg havde teknikken i orden, og jeg følte mig også helt klar til at anlægge PVK’en. Det irriterede mig noget så gevaldigt at det ikke lykkedes! Det har dog ikke slået mig ud! Jeg er mere klar end nogensinde, til at forsøge igen, næste gang jeg får muligheden! Jeg må bare op på hesten igen, og forsøge at gøre det bedre næste gang.
Jeg er ligeledes en smule fortrøstningsfuld over, at hverken min vejleder, en anden sygeplejerske, eller en af lægerne, formåede at anlægge PVK’en. Ikke fordi jeg ikke ønskede det skulle lykkes for dem – det håbede jeg afgjort det ville! – men fordi det nok vidner om, at det ikke var den mest simple patient at ligge PVK på.
Nu får jeg lyst til at dele noget med dig. Jeg er på blodtryksmedicin, hvilket betyder jeg får mit blod og blodtryk kontroleret omtrent hvert halve år eller sådan. Og for at de kan tjekke blodet skal de jo først have fat i det. Siden barnsben har jeg været en af dem, hvor de aldrig kan finde åren. Stikke stikke stikke og så endelig efter at have skiftet arm et par gange lykkedes det. Jeg har vænnet mig til det, så når en ny skal stikke mig advarer jeg dem lige på forhånd om den frustation de måske er på vej til at møde. Dette gælder alle typer stik, hvor en åre skal rammes. Drop, blodtagning osv.
Nu er min læge ved at have fundet fidusen, og her er hans opskrift på success til at tappe blod i første forsøg:
1) Han måler mit blodtryk, dette gør han altid manuelt med håndpumpen.
2) han giver mig igen blodtryksmanchetten på dem arm han vil stikke i og lægger trykket samme sted som mit blodtryk. Han siger blodtryksmanchetten virker bedre på mig end det almindelige gummibånd der bruges til at tappe blod med. Han siger at når han matcher mit blodtryk præcist hjælper det.
3) Han giver sig god tid, lader min arm hænge afslappet og lader lidt tid gå før han leder efter åren.
Jeg ved godt du ikke skulle tappe blod på denne patient, men jeg prøver bare at sige at han kunne være sådan en som mig. Så har du bare været uheldig at få en af dem, hvor det er svært at få det til at lykkedes selv for de mest prof i branchen. Vi findes altså og skulle jeg lægge ansvaret for den ringe successrate med stikkeriet på sygehus personalet hver gang, så ville jeg hele livet have været så uheldig at møde folk uden snilde og kompetence, da dette sker for mig hver eneste gang. Og det tror jeg bare ikke på, jeg tror de fleste har været top dygtige ligesom dig, men jeg er bare en patient med super umedgørelige blodårer. :)