Efter jeg skrev indlægget “begyndende sindssyge“, og modtog nedenstående kommentar, fra en veninde fra mit tidligere studie, til multimedie designer, besluttede jeg mig for, at prøve at se lidt lysere på eksamenen. Jeg har ikke lyst til at “dø” over det længere. Selvfølgelig er det ikke noget jeg selv vælger – altså alt det fysiologiske som sker med min krop, som fx. åndenød, svimmelhed, næseblod mv. Men det kan være at jeg kan få det til at falde lidt mere til ro, ved at prøve at tænke i banerne “går den, så går den – går den ikke; så er det en ommer”.
Simone du bliver nødt til at lære et par teknikker til at slappe lidt af. Det er meget usundt for kroppen af stresse så meget og jeg bliver lidt bekymret over det der blodtryk/næseblods halløj. Jeg kender nogle stykker som arbejder med at hjælpe folk med den slags problemer. Selvfølgelig har du ikke tid lige disse dage, men tænk over det for noget i fremtiden. ikke kun til eksamener, men også andre stress situationer. Der er ingen eksaminer i denne verden der er værd at blive alvorligt syg over. Og ærligt talt, du har en klæbehjerne og rigtig klog og dygtig, så du skal nok klare det her også. Jeg har set dig eksamens nervøs mange gange, men har endnu til gode at se dine bange anelser gå i opfyldelse. Istedet har jeg utallige gange set, at du slog alle os andre med flere banelængder. Så træk vejret, du kan godt og det vil altsammen gå godt.
Jeg har bare altid været vant til at skulle knokle for tingene, og jeg tror det er derfor jeg frygter at fejle så meget. Tænk hvis man fejlede, når man rent faktisk har ydet sin aller bedste?! Det ville være det værst tænkeligt scenarie for mig. Desuden ville skammen over at skulle fortælle folk, at man fejlede, simpelthen være så grænseoverskridende og uoverskuelig.
Det ligger til mig, altid at knokle, og yde det yderste jeg kan. Jeg er ikke god til at sætte mig ned, og læse noget, og så har jeg lært det – jeg skal have det i hænderne. Man kan jo desværre ikke have alt i hænderne (fx. de fysiologiske processer), og det har jeg svært ved at accepterer når jeg læser til eksamenen – og det gør mig ufattelig nervøs for den teoretiske del.
Men nu vil jeg prøve at tælle til ti. Tage nogle dybe vejrtrækninger, og bare suge den ros jeg får på praktikstedet til mig, og regne med, at deres forventninger til mig, også vil blive indfriet af mig, helt af sig selv… Lad os nu se hvor længe denne indre ro holder… Men jeg vil i det mindste prøve.
Du skal nok klare det, er jeg helt sikker på! Det er “bare” en eksamen, og det er helt normalt at være nervøs over det. Men tænk “hvad er det værste der kan ske?”… At du ikke består? I så fald, er det okay.. Du er ikke den første, og heller aldrig den sidste hvis det skulle ske. Jeg er helt sikker på at du består… Istedet for at tænke at du ikke består og køre dig selv ned, så prøv at fokusere på det du læser istedet for at tænke så langt frem til eksamen… Tag en dag af gangen, og fokuser kun på det, som sker på den dag, du er igang med.. Lad være at tage fremtidens bekymringer op på forhånd og kontroller istedet de ting, som du selv kan kontrollere… Resten kan du ikke gøre noget ved uanset om du vælger at tænke positivt eller negativt på det. Dog vil det helt sikkert påvirke dig lidt mere i den gode retning hvis du tænker positivt og tror på dog selv.
Btw, kiggede tilbage på dine indlæg omkring sundhed og dit vægttab. Du gjorde det f**** godt og ser sk*degodt ud, well done!
Jeg har et motto, nemlig at hårdt arbejde ikke betaler sig.
Jeg har set mine forældre bukke under for arbejdsstress. De, lige som dig, har aldrig sagt stop og har bare knoklet på for hårdt, for meget og for længe. Det har resulteret i sygdom, kroniske smerter og fortrydelse over at de ikke før har lært at slappe af.
Så, hårdt arbejde betaler sig ikke, ikke i det lange løb. Det er virkelig ikke sundt.
Din venindes kommentar er fantastisk.. Hun gør dig opmærksom på at du skal være bedre ved dig selv og den slags mennesker skulle der være nogle flere af.
Jeg bliver nød til at sige at hun har evigt ret.. Jeg har mærket det på egen krop, ikke pga eksamen men min verden blev pludselig for meget og fra det ene sekund til det andet ændret mit liv sig. Jeg knoklede for at leve det perfekte liv, men glemt at LEVE.. Der er nemlig enormt stor forskel.. Jeg havde for meget at se til og det hele gik for stærkt, jeg havde for store forventninger til mig selv. Pludselig ud af den blå luft faldt jeg om, med stess og angst. I dag er jeg førtidspensionist og kæmper for at leve et godt liv.. tjek evt mit indlæg – http://jeasblanketanker.blogspot.dk/2012/05/lynet-slog-ned.html
Meningen er ikke at skræmme dig, for meget af det jeg har været igennem, ville jeg nok i bund og grund ikke ha været foruden. Meningen er at fortælle dig at du skal huske at trække vejret, finde roen, huske dig selv i livet og skrue forventningerne ned, når du bliver stresset. Der findes en gylden mellemvej, du skal bare lige finde den..
Det fede er jo at du gerne vil og nu er opmærksom på det..
Kæmpe krammer.