Der har heldigvis været flere opture i dag, end nedture, og derfor starter jeg med dem. Altså opturene. Jeg har nemlig for første gang siden jeg kom til skade med benet, været ude og ride tur alene! Det er ikke en lang tur. Den er på under 1 km, og tager omkring 15 minutter (hvis ikke lidt mindre) at ride. Jeg har redet den 2 gange før, sammen med Laura. Når jeg kommer tilbage er mit ben altid helt smadret, og jeg kan ikke mere …
Jeg har været forbi min fys i torsdags – og der sker store fremskridt med benet lige for tiden! Vi er ENDELIG skiftet fra de passive øvelser til de aktive øvelser. Det er et kæmpe spring! Nu har jeg lavet øvelserne i et par dage, og det er uden tvivl super hårdt, men glæden over endelig at være kommet et skridt videre i min genoptræning overskygger det hele! Faktisk er der i det hele taget sket store fremskridt det sidste stykke tid. I fredags skete …
I går havde jeg den mest fantastiske dag. Jeg startede med at være ved fysioterapeuten fra morgenstunden, og denne gang lavede vi ingen øvelser – jeg fik kun laser behandling. Sidst jeg fik laser behandling havde jeg virkelig god gavn af det i. Hævelsen lagde sig rigtig meget, og faktisk var hævelsen i det hele taget mindre i 2 dages tid. Dog hævede det igen op sidst, efter et par dages arbejde, så nu må vi se hvordan det kommer til at se ud denne gang. Indtil videre virker det i hvert fald igen! I går havde hævelsen også lagt sig i løbet af formiddagen.
Når hævelsen falder, bliver smerterne også mindre, og det giver mig så meget mere overskud. Jeg er jo så heldig at Rene hjælper mig i stalden, så det eneste jeg egentlig varetager derude selv for tiden, er at hælde foderet op i krybberne – noget der intet kræver af mig fysisk. I går ordnede Rene endnu engang alt i stalden, og det gav mig i kombination med lindringen af laserbehandlingen, plads til at bruge mine kræfter på ENDELIG at træne med Largo. Det blev kun et par minutters longering – men det var simpelthen så dejligt.
Det er nærmest ikke til at beskrive hvor meget glæde det gav mig, at arbejde bare en lille smule med en af mine heste igen! Det gik også meget godt, taget i betragtning af at Largo ikke er blevet trænet med i et godt stykke tid nu. (Til hestenørderne: jeg bruger altid kun hjælpetøjler meget kortvarigt, og langt fra hver gang jeg longerer – kunne godt selv se at de denne gang generede mere end de hjalp, og at Largo ikke havde kræfterne til ordentlig bæring med dem på, og i stedet forsøgte at ligge sig under lod, så de røg af lige efter videoen blev optaget – så stjernekiggede han bare lidt i stedet for, men han skal nok komme godt frem og ned når musklerne og balancen begynder at komme igen).
Jeg var stolt af min kæmpe basse. Han gjorde sit bedste – selvom han ikke liiige reagerede på alle kommandoer straks, men for at være fair er de fleste af kommandoerne også nogle nye vi var ved at indlære inden jeg kom til skade med benet.
Resten af ugen står på arbejde (aftenvagter), så der tør jeg ikke tro på at jeg har kræfterne til at træne med nogen af hestene. Uanset hvad glæder jeg mig over dagens fremskridt, og håber at jeg kan gentage succesen i næste uge.
Nu er der ikke mange dage til at jeg skal på sygehuset, og have lagt en videre plan for mit ben. Jeg håber på at beskeden bliver, at jeg lige så stille må begynde på arbejde igen. Om jeg skal opereres eller ikke opereres, vil jeg slet ikke tænke på. Jeg tager det som det kommer. Jeg vil sige at det går meget bedre! Det har virkelig været den rette kur, at holde benet i ro. Møg frustrerende! Næsten deprimerende, bare at ligge herhjemme og …
Jeg faldt i maj 2016 af Largo og slog mit lår. På dagen hvor skaden skete, var det “bare” helt sort/blåt. Det gjorde selvfølgelig pokkers ondt, og jeg havde svært ved at støtte på benet. Jeg var på skadestuen, og fik taget et røntgenbillede som ingenting viste. Jeg fik fortalt at det skulle have ro, og det fik det. Problemet er bare det at der siden hen skete noget med benet. En stor bule kom pludselig på benet, og den har bragt mange smerter med …
Mine kollegaer manglede én deltager mere, for at kunne stille to hold til årets DHL stafet. Ikke til gåholdet (nej for den slags er mine seje kollegaer altså ikke til), men på løbeholdet! Selvfølgelig syntes jeg da at det var synd, at de manglede en holdkammerat, og derfor meldte jeg mig til. Jeg fik bare ikke lige tænkt over, at jeg jo faktisk ikke rigtig har løbet siden jeg kom til skade med mit ben sidste år, da jeg faldt af Largo…. Fedt. Så federe …
Min hverdag er langsomt begyndt at ligne sig selv igen, siden jeg er kommet hjem fra henholdsvis Nepal og Usa. Det har faktisk været en smule hårdt at skulle falde tilbage i rutinerne, og finde ud af, hvordan jeg får mest muligt ud af de vågne timer i døgnet, for at nå alt det jeg skal/vil. Jeg er lige så stille kommet ind i rutinen med at have staldvagter igen, nu hvor hestene er kommet ind for vinteren. Desuden er jeg kommet tilbage til skolen, …
Så er vi kommet hjem til Pokhara. Vi er allerede flyttet fra vores værtsfamilie, og over på det hotel, som vi skal være på, indtil søndag, hvor vi rejser til Kathmandu, og videre til Danmark mandag. Det er virkelig et lækkert hotel, med et rigtig toilet, og bedst af alt en rigtig seng. Ah! Det er lige det, vi trænger til, efter 75 km, gang i bjergene. En lille opdatering fra vores trekking, skal i dog ikke snydes for, og her kommer hvad blev skriblet ned, de to sidste dage:
Torsdag d. 8 september – Nu har jeg nået toppen. Hva’ faen’ sku’ jeg egentlig hér?: Poonhill er på intet mindre end en højde af 3210 meter. Og her måtte vi gå op til, kl:4:30, for at se solopgangen. Var der nogen der sagde flashback til Mount Fujii i Japan, igen? Her var dog ikke så stejlt og langt, som vi måtte gå dengang, men luften var tynd, og luftfugtigheden meget høj. Det kommer derfor nok ikke som nogen overraskelse for nogen, at det var meget hårdt.
Da vi nåede toppen var det koldt. Det havde vi forudset og taget varmt tøj med – men når man først har svedt, som man jo gør på vejen herop, er det svært at få varmen igen. Desuden var det meget skyet ved ankomsten og derfor lidt tvivlsomt om vi overhovedet ville kunne se bjerge, og for den sags skyld solen, når først den stod op.
Vi ankom på toppen af Poonhill kl: 5:15 og ventede til solen stod op. Og det gjorde den da også… Et eller andet sted bag skyerne altså. Man kunne akkurat skimte et par spæde rødlige, stråler bag nogle af skyerne – men ellers ikke andet. Måske den mest fesne solopgang ever. Det var nu alligevel det hele værd, at nå toppen. Ikke så meget for udsigtens skyld, men mest fordi så fuldførte man det man havde startet.
Jeg tror ikke helt Line vidste om hun skulle grine eller græde, gemme sig eller synge med, da jeg brød ud i sang. Ja jeg var nødt til det, for aldrig havde Shubiduas sang, “står på en alpetop” været mere passende; står på en alpetop! Kigger på det sneer (okay det sneede så ikke! Men det var skide kold) nu er jeg endelig nået helt herop. Hvad faen sku’ jeg egentlig her? Nu har jeg nået toppen mor. Puh hvor er her skide koldt. Ja jeg har nået toppen mor – nu må du da være stolt! Var det, det du mente, da du sagde jeg skulle op?. Jeg tror ikke guiden var videre imponeret af min skøn sang, for han begyndte selv, at synge en nepalesisk sang… Vel ikke for at overdøve min smukke sangstemme?
Turen gik ned fra bjergtoppen omkring kl:6:15, og så spiste vi ellers morgenmad. Turen mod Ghandruk startede kl: 8:00, og var en ren dræber!
… Og ja! Jeg indrømmer, at formiddagens tema sang for mig i dag, har været ‘Sound the bugle’ med Bryan Adams. Den har spillet på meget dramatisk vis i mit hovede, hver gang jeg har tænkt jeg ikke syntes, jeg kunne klare mere. (Til dem der ikke lige kan huske teksten, så var det følgende vers som hovedsagelig har spillet på repeat i mit hovede: Sound the bugle now. Play it just for me. As the seasons change, remember how i used to be. Now i cant go on. I cant even start. I got nothing left, just an empty heart. I’m a soldier! Wounded so i must give up the fight. There is nothing more for me. Lead me away, or leave me laying here)… Min hjerne er meget dramatisk, men den første 1.5 time af vores tur i dag var virkelig hård! Luftfugtigheden var ualmindelig høj, og jeg syntes, at vandre på grænsen til konstant lufthunger, og asmatiskanfald – men luften er også tynd i over 3000 meters højde, når man skal gå op af stejle bjergsider.
Efter den 1.5 time konstante gang op af, begyndte terrænet at skifte. Vi gik nu lidt ned og lidt op, men primært ned af (som dog også er hårdt, men meget bedre fordi luften også bliver bedre des længere ned af bjerget vi kommer). Den første del af turen – dvs. Ca 15 km – skulle vi have klaret på 3 timer, men vi klarede den på 2 timer.
Faktisk gik i dag rigtig godt. Line vred dog rundt i knæet, hvilket selvfølgelig komplicerede hendes gang! Det er i forvejen hårdt for knæene at gå ned af de stejle, våde, og klippefyldte sider, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor ondt det måtte have gjort på hende. Heldigvis var hun hurtig til, at fortælle om smerterne, og da jeg jo selv er vant til problemer med mine knæ, grundet gigt, lå det lige i hænderne, at få lagt en elastikforbinding, som støtte. Ved nærmere inspektion ser der heldigvis ikke ud til, at være større skade på benet – men det betyder jo selvfølgelig desværre ikke, at det ikke gør pokkers ondt alligevel! Men Line er som altid sej, og har takket nej til både, at få båret tasken, og ponyture, og jeg ved ikke hvad.
Som om man ikke kunne have drama nok i dag (jaaaa, det er en overdrivelse), så oplevede vi faktisk mere spænding! Først så guiden en slange, og bad os om, at stoppe. Da jeg så den var på tykkelse med mit håndled sprang jeg bagud. Line virkede ret rolig, men havde kun set spidsen af halen, og fortalte senere, at hun havde troet det var en lille en. Det skulle dig vise sig, at Line ikke skulle snydes for synet af en slange, for en times tid senere, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en slange! 20 centimer var der i mellem dens hoved (som var på størrelse med et halvt æble), og mig. Jeg trak vejret forskrækket ind, og gik langsomt 2 skridt baglæns, inden jeg vendte mig om, og sprang op af klipperne mod Line (hurtigere og mere atletisk havde hun aldrig set mig!) mens jeg endelig fik råbt ‘snake!!’. Vores guide vendte sig om, så slangen, og sprang så ellers 5 meter, ned af klipperne. Slangen begyndte at sno sig imod bevoksningen på den anden side af stien. Over 1.5 meter var den. Denne gang var Line heller ikke meget for, at skulle passerer bevoksningen hvor den var forsvundet ind i. Måske på grund af størrelsen? Måske på grund af den frygt, som guiden åbenlyst også udtrykte da han så slangen.
Vi nåede dog sikkert frem til Ghandruk (helt uden slangebid! Juhu!), omkring kl: 15:00. Over 30 km i bjerge på 7 timer (inkl en times frokostpause). Fødderne var ømme, men vi er ved godt mod. Imorgen står den på 4 timers gang – eller 40 min gang, og en rystetur i en offentlig bus resten af vejen, alt efter hvordan Lines knæ har det.
Fredag d. 9 september – Ømme ben, men stålfaste skridt mod Nayapul!: Håbet og drømmen om, et lækkert hotelværelse, med en dejlig varm bruser, og en blød seng, var nok noget af motivationsfaktoren, for at komme ned af bjerget, og frem til vores endestation; Nayapul. Vi vågnede ellers begge med ømme ben. De føltes gamle, og stive, og bare det, at skulle gå ned af trapperne, fra vores værelse, for at spise morgenmad, var en udfordring, som vi ømmede os over bagefter. Vi kom dog afsted kl:8:00, med en forventning om, at være tilbage i Pokhara omkring kl: 15:00, da vores trek ville tage 4-5 timer og køreturen fra Nayapul til Pokhara omkring en time.
Der er ikke meget, at sige om turen ned. Det første stykke var på klipper, og “trapper”. Det var hårdt – især for vores knæ, som efterhånden var godt belastet – specielt Lines knæ, som hun jo forvred dagen forinden. Heldigvis klarede vi den, og efter 1 times tid, nåede vi noget der kunne minde om en grusvej – dog noget stejlere, og mere ujævn. Det var noget nemmere, at gå her.
Det havde regnet meget de sidste par dage, så vi måtte en enkelt gang, vende om, og ændre retning, da broen vi skulle have krydset var skyllet væk. Sådan er det af og til her i Nepal, når moonsoonregnen rammer. Vejen vi gik ad, var på et tidspunkt også så oversvømmet, at vi måtte smide sko og strømper, og vade igennem hvad der mest af alt mindede om et vandfald, og en lavvandet flod.
Vi nåede Nayapul omkring kl: 11:30. Langt hurtigere end forventet. Vi spiste en tiltrængt frokost her (nepaleserne siger ellers vi ikke spiser nok!), og ventede på, at vores chauffør skulle komme. Vi gik den sidste kilometer hen til mødestedet, og var hjemme allerede omkring kl: 14:00.
Det var en rigtig god oplevelse, at være på trekking, i de nepalesiske bjerge, og vi fik set noget imponerende natur, og nogle smukke bjerge. Vi er trætte, og glade for, at vi “kun” valgte 4 nætter, og “kun” 75 km, da terrænet ikke ligefrem er, som en hyggelig gåtur i skoven derhjemme. Det er barsk, og noget mere utæmmet. Turen fra Nayapul til Poonhill, og tilbage igen, kan dog afgjort anbefales.
I dag havde vi vores første trekkingtur her i Nepal. Vi tog på en tur, vi tænkte måtte være relativ simpel. Derfor medbragte vi ej heller en guide. Vi gik til Sarankot, som er det øverste område, på et af de nærliggende bjerge. Vi gik stort set op til samme punkt, hvor vi havde paraglidet fra i går. Det var varmt, og turen op var stejl. Da vi nåede til et kryds, oppe ved Sarankot viewpoint blev vi lidt i tvivl om, hvor vi skulle …
