Sygeplejerske i 1 år

Sygeplejerske i 1 år

I dag har jeg været uddannet sygeplejerske i intet mindre end 1 år! 1 helt år! Det er slet ikke til at forstå, hvordan tiden flyver! Jeg husker meget tydeligt ærefrygten, som brat ramte mig da der pludselig stod “sygeplejerske” og ikke “sygeplejerskestuderende” på mit navneskilt. Det var helt igennem fantastisk, og skræmmende på én og samme tid!

Fantastisk fordi man havde knoklet hårdt for titlen, og fordi det var en drøm der gik i opfyldelse. Fantastisk fordi man nu kunne gå ud, få sig et job, og gøre en forskel for mennesker der i den ene eller anden facon havde brug for ens støtte for en stund.

Den skræmmende fornemmelse som ramte mig ved at skulle bære titlen som sygeplejersken, var ikke på grund af at jeg følte mig alene med tjansen – faktisk kunne jeg ikke have ønsket mig en større støtte, og forståelse fra mine fantastiske kollegaer – nej, situationen var skræmmende på grund af det store ansvar der pludselig hvilede på ens skuldre. Frygten for ikke at kunne slå til. Tvivlen om man nu også kunne leve op til de forventninger man havde til sig selv, og ikke mindst de forventninger ens patienter, kollegaer, og arbejdsgivere måtte have til en. Jeg tror det er ganske sundt at blive ramt af den følelse af og til, såfremt man bare ikke lader den lamme en. Det handler om at vende den frygt til mod. Modet til at kæmpe for at blive sit bedste jeg.

Jeg møder stadig mange situationer på mit arbejde, hvor jeg ganske enkelt ikke kender svaret. Situationer der stadig er nye, og uudforskede. Men jeg bliver ikke ramt af den samme frygt for ikke at slå til længere. Jeg bærer stolt titlen som sygeplejerske. Jeg ved, at jeg ikke kan vide alt – og da slet ikke efter et enkelt år – men jeg ved at jeg kan stole på mig selv, og mine kollegaer. Jeg ved at jeg tør at spørge om hjælpen, og der er nogen derude, som er villig til at give mig den. Man vokser med opgaven hver dag, og det tror jeg at man vil blive ved med i et fag som dette. At være sygeplejerske betyder nemlig, at man skal være parat til at ændre vaner, og arbejdsgange fra den ene dag til den anden. Faget er evidensbaseret, og kræver man holder sig opdateret, og ikke bare ‘gør som man plejer’.

Jeg sætter en stolthed i mit arbejde, og det har jeg altid gjort; uanset om det var da jeg var kasseekspedient, MacDonaldsmedarbejder, reklamebud, osv. men som sagt har jeg da godt kunne mærke at ansvaret føles anderledes, nu hvor jeg er blevet sygeplejerske. Det handler pludselig om liv og død. Det lyder så dramatisk og voldsomt, men det er nu engang sandheden. Mest af alt handler mit job om værdighed. Det handler om at bidrage til det værdige liv, værdigheden trods sygdom, og i nogle tilfælde også at støtte til værdigheden nær, og under, livets afslutning.

Jeg elsker mit fag og jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at møde op på mit job hver dag, og gøre alt hvad jeg kan for at være en positiv indgriben i et andet menneskes liv. Jeg elsker mine kollegaer, ikke alene fordi de har taget hånd om mig, som studerende og nyuddannet sygeplejerske, men fordi de brænder mindst lige så meget som jeg selv, for at være noget for andre – både hinanden, patienterne, og de pårørende.

 

Helt pjattet med min nye telefon!

Helt pjattet med min nye telefon!

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg har fået ny telefon! Det var tiltrængt. Min Stakkels Iphone 5s, fik ligesom det sidste nådesstød da jeg blev ramt af en cykel for nogle måneder siden. Den stoppede helt med at virke, indtil jeg fik tapet skærmen fast (den havde efterhånden mange børnesygdomme, så jeg magtede ikke at få sat en ny skærm på). Efter en god omgang tape, kunne jeg da bruge den sådan so-so.

Jeg var ret fast besluttet på, at jeg nok snart måtte købe mig en ny telefon – det var bare svært at beslutte hvilken. Jeg havde været glad for min Iphone. Især styresystemet. Men min Iphone er samtidig den telefon jeg nogensinde har haft, som jeg har haft flest problemer med (udover min HTC smart – men det var også en telefon i en helt anden prisklasse, og i smartphones spæde begyndelse). Den var da til sidst også en smule oppe i årene (købt i april 2014), og havde fået en del tæsk, men jeg har haft mange mobiler som har været det samme igennem, og holdt bedre. På grund af dét, og så det faktum at Iphone kun er blevet dyre med tiden (som i aaaalt for dyre!!), gjorde at jeg da trods alt vidste jeg ikke ville have sådan en igen.

Min søde kæreste, Rene, og søde veninde, Selma, havde begge købt en Huawei p10, og jeg må sige, at jeg blev lidt forelsket i deres telefoner. Både i designet, styresystemet, kameraetskvalitet, og ikke mindst i det super gode batteri der er i dem. Trods det var et noget urealistisk ønske, endte jeg med at putte en Huawei p10 på ønskelisten til jul.

OG SÅ FIK JEG DEN! Jeg var så fuldstændig, helt igennem, urealistisk heldig, at jeg har verdens sødeste kæreste, som syntes jeg trængte til/fortjente en ny telefon! Jeg var fuldstændig paf da jeg fik gaven, og kunne slet ikke forstå at jeg virkelig sad med en helt ny telefon, der i mellem hænderne. Jeg blev, som man nok ville forvente, helt ekstatisk. Jeg fik kun fantastiske gaver juleaften, og hver og en betød umådelig meget for mig, men jeg blev bare så overrasket over telefonen.

Her er den så. Skønheden. Jeg skulle lige vende mig til størrelsen, men ellers kan jeg sige, at det indtil videre er den bedste telefon jeg nogensinde har haft. Den virker upåklageligt, og holder strøm i flere dage, selv om den dagligt bliver brugt. Jeg er stadig mere vild med Iphones styresystem, men jeg tror det handler om tilvænning.

Det var lidt hårdt at skulle vente på at få taget min nye mobil i brug, men jeg ventede fra den 24 december, til den 4 januar med at kunne bruge den, fordi jeg manglede et cover, og panserglas til skærmen. Jeg ville jo ikke risikerer at ødelægge den, lige efter jeg havde fået den, bare fordi den ikke var beskyttet.

Jeg bliver skør i knolden

Jeg bliver skør i knolden

Jeg må indrømme at jeg bliver skør i hovedet, af at ligge så meget stille. Der er ikke ret meget produktivt at lave, når man ikke engang kan sidde ned i længere tid af gangen, uden at det gør ondt i låret. Endnu værre er der, at jeg ikke kan gå rundt og lave de aktiviteter jeg plejer. Jeg savner at være i stalden. Jeg er meget, meget heldig, at jeg har en sød kæreste der vil passe mine heste, og det daglige staldarbejde, nu hvor jeg ikke selv kan. Ja og så de søde piger i stalden – dem er jeg også meget heldig med at have, for de har også været umådelige søde til at hjælpe.

Men det er jo ikke kun staldarbejdet jeg savner. Det er alt det man laver når man står på sine to ben. Det eneste jeg laver for tiden, er at ligge på sofaen, med benet oppe, og med computeren liggende på chaiselongen. I det mindste kan jeg stadig ligge og kode – hvilket jeg helt bestemt har gjort! Nå ja, man kan da lige så godt være lidt produktiv på computeren, nu hvor det er det eneste sted man kan være rigtig produktiv.

Jeg har i løbet af de sidste par dage kodet nye templates for henholdsvis mine opskrifter, mine anmeldelser, og til mine gamle designs. Ta’ gerne et kig forbi og se hvad i syntes. Det hele er i hvert fald blevet mere ensartet og overskueligt, hvis jeg selv skal sige det.

  • Min fine tallerkenrkke glder mig til at benet bliver godt
  • S gr jeg fra p 3 dejlige dages juleferie! Det
  • S er der lavet juledekorationer  juledekoration winteriscoming christmas christmasdecor
  • Mariska og jeg ordner lige boks mens vi troelige venter
  • Tidlig start i dag Hjemme kl 1030 fra stalden hvor
  • Elsker nr efterrsvejret arter sig og man kan ride afsted
  • Sknt at sidde ude i shorts om aftenen og kigge
  • Ferie ferie FERIE! Slap nu af du har friii og