Disse dage knokler Rene og jeg på liv og løs, for at få smidt ud, og ryddet op i vores kælderrum. Det er på høje tid. Det har været sådan det sidste lange stykke tid, at når man åbner vores låge ind til kælderrummet, så skal man være klar til at holde div. ting inde i rummet, for ikke at få det væltet ned over sig… Man får virkelig samlet til sig i løbet af de år man har boet her.

Vi regner med at blive færdig med vores oprydning i kælderrummet i dag. Det bliver nok til en eller to ture mere til genbrugsstationen. Vi har egentlig hygget os med det indtil videre, og det er bare rart at få klaret. Det er nok meget godt at få brugt ferien på lidt praktiske gøremål, nu hvor vi har vores første år sammen, hvor vi ikke er ude at rejse.

Ferien nærmer sig, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var begyndt at tælle ned, allerede. Jeg har to vagter igen – i aften, og i morgen aften – og så er der ferie! Jeg skal ikke noget, men jeg glæder mig til, at slappe af, og få gjort nogle af de ting jeg ikke har tid til, eller kan på grund af det dumme ben, i en travl hverdag.

Vi har ingen planer for ferien, fordi vi er lidt begrænset i, at jeg starter et forløb ved smerteklinikken, der kræver at jeg kan møde op på klinikken en gang om ugen. Vi ville gerne have været ude og rejse igen i år, men vi syntes alligevel, at det var vigtigere, at tage imod de tilbud der er i forhold til mit ben, når de byder sig, fremfor at komme ud og rejse.

Årh, alle de bekymringer man får, når man har dyr man elsker over alt i verden. Da jeg var ude i stalden i dag, for at fodre, tjekke vand, og i det hele taget bare tjekke til hestene, som Lady langsomt op til mig da jeg var ved leddet. Hun plejer altid at komme i rask tempo når hun ser/høre mig. Jeg blev ret hurtigt bekymret, og da hun kom nærmere, kunne jeg se at hun haltede. Ikke massivt, men lidt. Tjekkede begge ben, og hove, men der var ikke noget at se eller mærke, udover hun virkede lidt stiv på begge bagben.

I dag har Rene og jeg været kærester i 4 år. Det har allerede været 4 fantastiske år, og jeg kan slet ikke forstå at tiden flyver sådan afsted! Min kærlighed til ham, er langt fra blevet mindre med årene – tværtimod vil jeg sige. Jeg føler virkelig at jeg har fundet manden i mit liv, og det er en fantastisk følelse at have.

Vi har oplevet så mange fantastiske ting sammen. Vores tur til USA, for ikke at nævne vores rejse til Japan sammen. Vi har grinet, diskuteret livets store spørgsmål, og ikke mindst bare været til, sammen. Vi har stået sammen når tingene har været svære, og Rene er ikke flygtet trods jeg kun 1 år inde i vores forhold kom slemt til skade med mit ben, og derfor blev meget begrænset i min kunnen og i det hele taget meget præget af mine kroniske smerter.