Så kom der (lidt) billeder!

Vores indlæg her på bloggen har hidtil manglet billeder, grundet dårlig internetforbindelse. Vi tog dog til Lakeside for, at få noget andet mad end det vi får ved vores søde værtsfamilie (aka. ris og karry, morgen, middag og aften), og for at komme os ovenpå i går, få snakket tingene igennem, og klaret hovederne – hvilket betød, at vi også kunne komme på noget wifi, der er lidt bedre end det, vi ellers er vant til hernede. Vi uploadede derfor lidt billeder, til et par af blogindlæggene – det var simpelthen ikke muligt at nå dem alle sammen, da det tager umenneskelige tider at uploade bare ét billede.

Der er nu kommet billeder til understøtning af teksten, i følgende blogindlæg (klik på navnet, for at komme direkte til indlægget):

 

En overvældende dag

I dag har været overvældende. Vi har været det meste af følelsesregistret igennem og har virkelig fået prøvet os selv af.
Vi er som nævnt i forrige indlæg, på neonatalafdelingen i denne uge. I dag skulle vi deltage i morgenplejen af børnene – en opgave vi egentlig var rimelig trygge ved.
Jeg fik en af de lidt større børn på 3 kg, mens Simone fik en lille dreng på omkring 800 g. Vi havde i går observeret, at denne dreng havde apnøperioder (en periode uden vejrtrækning) På et tidspunkt kalder Simone på mig, for at få mig til at se, om drengen igen havde periode med apnø, men vi blev hurtigt enige om, at drengen ikke trak vejret. Simone forsøgte i flere omgange at få kontakt med personalet, der ignorerede hende, indtil hun gav en sygeplejerske en albue i siden. Sygeplejersken kommer hen, ser på barnet og siger, at Simone skal skifte bleen. Simone påpeger, at barnet jo ikke trækker vejret. De efterfølgende minutter går med, at sygeplejeskerne opfatter alvoren, får fundet en ventilationsmaske der fungerer, og begynder herefter genoplivning.
Drengen dør efter et kvarter.
Vi var begge klar over, at børnedødeligheden er høj i Nepal, og var forberedte på, at babyerne er meget dårlige. Hvad vi ikke havde forventet, var den ligegyldighed og respektløshed der var omkring det døde barn efterfølgende. Barnet efterlod de uden at blive dækket til og til fuld skue for resten af stuen. Der gik 3 timer, før barnet blev vasket og svøbt i et klæde. Forældrene blev ikke involveret. De måtte ikke komme ind og sige farvel til deres barn. Jeg havde det enormt svært ved, at der sad nogle forældre et sted uden for, som ikke vidste, at deres barn var dødt, og som ikke fik muligheden for, at komme ind.
Jeg forsøgte at snakke med sygeplejerskerne om dette. De var dog meget uforstående over for min bekymring, og forsikrede mig, at forældrene nok skulle få at vide, hvilket tidspunkt barnet var sovet ind…

Simone og jeg var på det her tidspunkt ret fyldt med frustration. Samtidig bliver et andet barn akut dårlig med vejrtrækningsproblemer. Her forsøger sygeplejersker og læger at afhjælpe problemet. Dog hersker der lidt kaos omkring, hvem der har hvilken rolle i denne situation. På et tidpunkt bliver Simone og jeg sat til at pumpe med ventilationsmaske for at støtte barnets vejrtrækning. En læge kommer ind og ser, at vi ventilerer og siger højt i rummet “Oh, try to save the baby” – tydeligt ironisk og resten af rummet grinte. En meget ubehagelig oplevelse. Vi måtte til sidst opgive. Drengen døde.

Igen oplevede vi ligegyldigheden omkring døden. Vi svøbte drengen i et klæde, men da personalet skulle fjerne noget ved barnet, smed de det bare skødesløst tilbage.

Det har været en hård dag. Vi forsøgte virkelig at hjælpe. Men når holdningen er, at man hellere vil sidde og pille tæer og sove (ikke en joke) så er det svært at hjælpe.
Vi har dog besluttet, at vi tror på, at selv det mindste hjælper. Den mindste smule omsorg og kropskontakt vi kan dele ud, vil hjælpe barnet.
Verden kan være et barsk sted. Det oplevede vi i dag.

Så startede vi på neonatal afdelingen

I dag havde vi første dag på neonatal afdelingen. Der var lidt forvirring omkring, hvem vi var, og hvad vi lavede her (no shit Sherlock?!), lige da vi kom. Vi er dog ved at vende os til, forvirringen omkring, hvad søren vi laver på et offentlig sygehus i Pokhara. Trods vi fortsat møder meget stilhed, og meget lidt information, når vi kommer til afdelingerne, fik vi da i det mindste vist et omklædningsrum, og fik endda fortalt hvornår der var pause i dag. Det var jo rent luksus. Alle øvrige informationer, i løbet af dagen, har vi dog måtte kæmpe for, at få ud af personalet.

img_5611

Vi havde alligevel en ret god dag. Det var spændene, at være på neonatal afdelingen, men gud hvor er de altså små! Børnenes gennemsnitsvægt lå mellem 1-1.5 kg. Nogle af dem var så små, at de nærmest ikke lignede menneskebabyer! Det var dog dejligt, at se, at omsorgen for patienten (babyen), var noget større hér, end omsorgen der blev udvist på børneafdelingen. De pårørende derimod – altså forældrene – er  fuldstændig uvelkomne på afdelingen. De kan lige få lov til, at komme og afleverer den medicin, og det øvrige udstyr de har købt, og så bliver de ellers bedt om, at gå igen.


I morgen, står Line og jeg for morgenplejen af de små. Det betyder, at vi skal vaske babyerne, skifte dem, og tjekke om ilten stadig virker (ilten er forøvrigt store beholdere, som mest af alt, ligner noget der kommer fra anden verdenskrig – og så bliver de skruet og ned, vha. store svensknøgler. Det ser meget voldsomt ud), osv. Det bliver spændene, men også en smule skræmmende for mig, som ikke har nogen erfaring med babyer – og da slet ikke nyfødte.


Jeg tror alt i alt, at vi ser frem til, at tilbringe den næste uge på neonatal afdelingen, inden vi skal videre til en post kirurgisk afdeling.