Så kom tidspunktet endelig hvor hestene kom ud på gården! Det har jeg ventet længe på! Godt nok er stalden stadig ikke færdig, og derfor er det i en midlertidig (men fuldkommen brugbar) løsning. Boksene der er i stalden er af tidligere ejer blevet brugt til heste, og opfylder alle kravene i forhold til størrelse af bokse (og meget mere til – Largos boks er faktisk en løsdrift!). Det eneste der har været med boksene var at siderne på boksene ikke var særlig høje, men der har vi lavet en midlertidig løsning så de er blevet den rette højde. Desuden er boksåbningerne træg, og trælse, og det bliver i det hele taget bare dejligt at få sat de nye bokse op engang når staldinventaret kommer, men som det er nu, er en fuldkommen acceptabel løsning indtil da.
Hestene nyder virkelig deres nye forhold. Vores folde er meget kuperet, og med varierende terræn. Der er altid læ at finde – enten for foden af en bakke, eller bag nogle træer. Desuden er markerne ikke pløjet fuldstændig op, som mange marker jo ellers er efter at hestene har gået på dem, dette regnfulde efterår/vinter.
Vi var dog så uheldige, at vi var nødt til at hilse på vores kommende dyrlæge allerede dagen efter hestenes ankomst. Lady fik kolik! Noget hun ellers aldrig har døjet med, og som virkelig kom bag på mig, da vi virkelig havde indgræsset dem lige så stille. Dyrlægen forklarede at det blandt andet kunne være sukkersammensætningen der var anderledes i græsset herude, fremfor ved mine forældre, og det var det som hun reagerede på. Hun fik lidt smertestillende, og mælkesyrebakterier, og allerede næste dag, var hun fuldkommen sig selv igen.
Dyrlægen fortalte at der ikke var noget vi kunne have gjort anderledes, og at der ikke var andet for, end at være endnu mere forsigtig med indgræsningen – så jeg har faktisk ikke lavet andet end at lukke hestene ind og ud, siden de kom her – hvilket jeg dog gør gladeligt for at undgå en sådan forskrækkelse igen!
Trods lidt bump på vejen, er det i de store hele træk, fantastisk at have fået hestene hjem. I dag havde jeg dem gående lidt tid ude på folden foran køkkenvinduet, og jeg elskede at kunne stå og kigge på dem mens jeg vaskede op. Så var den tjans pludselig ikke så slem mere.
Det ser så skønt ud!
Men stakkels Lady, sikke dog en forskrækkelse. Kolik er modbydeligt.
Ja jeg var også ved at gå i panik. Lady har aldrig haft kolik før, og det kom også bare så meget bag på mig, når jeg havde været så forsigtig… Heldigvis har der slet ikke været noget de sidste par dage – men jeg glæder mig til at de kan have lidt mere samlet tid ude ^_^”