Jeg må indrømme det. I dag er lidt en hård dag. Jeg har gået rundt med en enorm uro i kroppen, lige siden jeg stod op, og har ikke kunne samle mig om noget konkret eller fornuftigt. Jeg har forsøgt at læse en bog. Uden held. Jeg har forsøgt at spille lidt playstation. Uden held. Jeg har forsøgt at tage mig sammen til at gå en tur eller tage ned og træne. Uden held. Der er simpelthen ikke noget jeg kan finde ud af – og sidde stille kan jeg slet ikke. Jeg er for at være helt ærlig, vildt bekymret for hvad dommen over Ladys skæbne bliver i dag. Jeg ved dybest inde, jo nok godt at det hun går og slås med er spat, og fremtidsudsigterne dermed ikke er særlig gode. Jeg ved da også godt at når det nu har stået på siden oktober, uden bedring, så er chancerne små for at der overhovedet er nogle muligheder for bedring. Det er bare så fandens svært at accepterer!
Jeg har haft Lady siden marts 2005. Det vil sige lidt over 10 år. Lady var min første hest. Jeg købte hende for mine konfirmationspenge. Vi har haft et utal af “slås kampe”, og jeg tænkte sommetider; “Hvorfor købte jeg ikke bare en veltrænet, stabil, hest?!”. I virkeligheden har jeg dog aldrig fortrudt. Selvom Lady er en speciel dame, der har budt mig på mange problemer, og særheder, så er hun helt unik. Hun har lært mig så meget. Mest af alt har hun lært mig at bevare roen, og ikke lade temperamentet løbe afsted med mig. Hun har lært mig, at hvis man blot kæmper for det man vil opnå – så skal det nok komme – måske bare først efter mange års kamp.
Det er måske svært at forstå. Hvordan et dyr kan betyde så meget for én. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, og jeg bebrejder heller ikke dem der ryster på hovedet af mig, og løfter et øjenbryn. Det ændre bare heller ikke på hvordan jeg føler. Jeg købte Lady da jeg havde det rigtig skidt. I en periode hvor jeg var syg med en depression. Vi fik ikke en flyvende start, men havde jeg ikke haft en hest, som jeg havde ansvaret for, havde jeg helt klart haft meget sværre ved at komme tilbage til livet.
I mit voksenliv har Lady fungeret som et afbræk fra en stresset hverdag. Hun har altid givet mig et smil på læben. Selv når hun har været allermest besværlig. Hendes måde at være på, har altid tvunget mig til at være i nuet når jeg har været sammen med hende, og har derfor måtte ligge alle andre bekymringer og tanker fra mig, når jeg har brugt tid med hende. Det har været fantastisk.
Jeg ved ikke hundrede procent hvad fremtiden bringer i dag, men uden at forholde mig pessimistisk til tingene, men blot realistisk, ved jeg godt at oddsende ikke er med os denne gang.