I dag har været sådan en dag, hvor der ikke har været tid til at stoppe op. Siden jeg stod op lidt i 06:00 i morges, har der været fart over feltet. Jeg var på arbejde fra klokken 07:00 til klokken, 15:00. Derefter gik turen direkte ud i stalden, hvor jeg fik tømt mine bokse, så de kan blive klar til vinter, rengjort vandkarene, og flyttet hegn således at hestene havde adgang til mere græs. Jeg nåede da også lige at ride lidt. Jeg var …
Jeg fik ikke lige skrevet blog i går. Jeg var simpelthen for træt! Line og jeg havde kastet os ud i crosstraining for første gang, og selvom det simpelthen var super morsomt, var jeg simpelthen helt ødelagt da jeg kom hjem. Vi har meldt os til holdet igen på mandag. Så må vi se om jeg overlever endnu engang. Jeg kan ihvertfald berette om, at samtlige muskler i min krop er ømme i dag.
Her til aften har vi haft denne lille mand på besøg! Yoda. Den ene af min mors hunde. Min stedfar, Bøje, havde de to andre hunde med til hundetræning, og så passede vi lille Yoda i mens. Min mor trængte til ro så hun kunne slappe af. Hun har haft rigeligt at se til, både med arbejdet, men også fordi min mormor desværre er blevet syg, og indlagt på sygehuset.
Rene var som altid den fødte hundepasser, og jeg tror han nødt at gå tur, lige så meget som Yoda gjorde. Jeg må da også sige at de er meget søde de to hva’?
Så er vi startet! September blog challenge! Dagens emne er “Hvad forløb perfekt ved din dag?”. Et dejligt emne må jeg sige. Ikke alene tvinger det én til at tænke positivt, men det får også en til at tænke ens dag igennem og finde de små, og store glæder ved ens hverdag. I dag var det der gik bedst (og egentlig det eneste der har gået helt som det skulle i dag), at jeg endelig efter snart et år (siden 1. oktober sidste år), har …
Det lyder så dramatisk. Jeg skrev jo om at Ladys skæbne ville blive klarlagt i går. Det blev den ikke rigtig. Men alligevel er der gode nyheder. I går havde jeg en ny dyrelæge med indover, som ikke umiddelbart mente at der var tale om spat, som den første dyrelæge havde snakket om. Han mente faktisk slet ikke at dette kunne være en mulighed. I stedet vurderede han at haltheden som er kommet og gået over det sidste stykke tid (og som ikke har været …
Jeg må indrømme det. I dag er lidt en hård dag. Jeg har gået rundt med en enorm uro i kroppen, lige siden jeg stod op, og har ikke kunne samle mig om noget konkret eller fornuftigt. Jeg har forsøgt at læse en bog. Uden held. Jeg har forsøgt at spille lidt playstation. Uden held. Jeg har forsøgt at tage mig sammen til at gå en tur eller tage ned og træne. Uden held. Der er simpelthen ikke noget jeg kan finde ud af – og sidde stille kan jeg slet ikke. Jeg er for at være helt ærlig, vildt bekymret for hvad dommen over Ladys skæbne bliver i dag. Jeg ved dybest inde, jo nok godt at det hun går og slås med er spat, og fremtidsudsigterne dermed ikke er særlig gode. Jeg ved da også godt at når det nu har stået på siden oktober, uden bedring, så er chancerne små for at der overhovedet er nogle muligheder for bedring. Det er bare så fandens svært at accepterer!
Jeg har haft Lady siden marts 2005. Det vil sige lidt over 10 år. Lady var min første hest. Jeg købte hende for mine konfirmationspenge. Vi har haft et utal af “slås kampe”, og jeg tænkte sommetider; “Hvorfor købte jeg ikke bare en veltrænet, stabil, hest?!”. I virkeligheden har jeg dog aldrig fortrudt. Selvom Lady er en speciel dame, der har budt mig på mange problemer, og særheder, så er hun helt unik. Hun har lært mig så meget. Mest af alt har hun lært mig at bevare roen, og ikke lade temperamentet løbe afsted med mig. Hun har lært mig, at hvis man blot kæmper for det man vil opnå – så skal det nok komme – måske bare først efter mange års kamp.
Det er måske svært at forstå. Hvordan et dyr kan betyde så meget for én. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, og jeg bebrejder heller ikke dem der ryster på hovedet af mig, og løfter et øjenbryn. Det ændre bare heller ikke på hvordan jeg føler. Jeg købte Lady da jeg havde det rigtig skidt. I en periode hvor jeg var syg med en depression. Vi fik ikke en flyvende start, men havde jeg ikke haft en hest, som jeg havde ansvaret for, havde jeg helt klart haft meget sværre ved at komme tilbage til livet.
I mit voksenliv har Lady fungeret som et afbræk fra en stresset hverdag. Hun har altid givet mig et smil på læben. Selv når hun har været allermest besværlig. Hendes måde at være på, har altid tvunget mig til at være i nuet når jeg har været sammen med hende, og har derfor måtte ligge alle andre bekymringer og tanker fra mig, når jeg har brugt tid med hende. Det har været fantastisk.
Jeg ved ikke hundrede procent hvad fremtiden bringer i dag, men uden at forholde mig pessimistisk til tingene, men blot realistisk, ved jeg godt at oddsende ikke er med os denne gang.
Jeg brugte formiddagen med mine to skønne heste (og Vera som jeg lånte af Laura til en lille ridetur). Jeg skal derud igen i morgen aften. Dog ikke under lige så hyggelige omstændigheder desværre. Lady har stået skadet siden oktober, og i morgen kommer dyrelægen og giver dommen over hvad der skal ske med hende. Undersøgelsen vil hovedsageligt være med henblik på en uanvendelighedserklæring – og så må vi tage de tunge beslutninger udfra hvad dyrelægen derudover mener…
Jeg er forelsket! Min mor har fået en lille ny hundehvalp, ved navn Yoda (Jeps! Ligesom fra Star Wars!), og han er simpelthen alt for kær!
Dagen i dag skal faktisk hovedsageligt bruges i denne bette mands selvskab (og i selvskab med de to øvrige hunde, og min søde mor). Det kan ikke andet end blive en dejlig dag.
Jeg kan ikke lade være med at glæde mig lidt til den dag hvor jeg selv bor et sted hvor jeg kan have en stor dejlig hund.
Ja – jeg bestod jo min eksamen. Faktisk kunne det ikke være gået bedre, og jeg kan også gladeligt fortælle at jeg har fået job i psykiatrien! Et job jeg afgjort tror jeg kommer til at trives med. Af andre sjove ting, har jeg fejret Sankt hans med min veninde, Sarah, og hendes familie. Det var super hyggeligt, og vi byggede et lille bål hvor der både blev lavet snobrød på, og skumfiduser. I dag skal jeg med min mor ud og hente hendes nye …
Nu har overstående film floreret rundt på Facebook i et stykke tid, men jeg fik først taget mig sammen til at se den i morges. Hele vejen igennem tænkte jeg, at det da var lidt noget underligt noget det hele – men da jeg nåede slutningen gav det hele mening. Den lille film på knap 5 minutter, giver noget stof til eftertanke – og jeg måtte da lige knibe en tåre.