Man skulle ikke umiddelbart tro, at dramaserier var noget for mig. Man kan vel også sige, at det kun er en niché inden for genren jeg egentlig holder af; nemlig asiatiske dramaserier. Første gang jeg satte mig ned og så en asiatisk dramaserie var jeg meget skeptisk. Den første drama jeg så var Koizora (tv-versionen). Det var tilbage i år 2009.
Jeg var betaget over den uskyldige måde som handlingen udspillede sig på. Jeg var så vild med Koizora at jeg endda havde et layout her på bloggen, som var inspireret af dramaserien (jeg var absolut ikke tilfreds med designet, så det var kun oppe i knap en måned – men det havde intet med min kærlighed til serien at gøre).
Koizora var den serie der fik mig til at gå i gang med andre dramaer, som foreksemel Romantic Princess, I Give My First Love To You, og Hana-Yori-Dango. Hana Yori Dango var den serie som for alvor vækkede min interesse for den undergenre til asiatiske dramaserier, som hedder reverse harem. Den dag i dag ser jeg næsten ingen serier som Koizora eller I Give My First Love To You (på trods af at det begge var gode serier, som jeg har genset op til flere gange), da de sjældent har det samme sjove aspekt som reverse harem har.
Dog forsøgte jeg dog at se en serie som ikke var et reverse harem for leden: Playful Kiss (har tidligere forsøgt at se den japanske version ‘Itazura na Kiss‘, men måtte simpelthen opgive), men den var simpelthen kedelig og uinteressant.
Af gode reverse harem serier kan blandt andet nævnes, You’re beautiful, Atashinichi no Danshi (blandt mine ultimative farvoritter), Mei-chan no Shitsuji, og min ultimative yndlings drama serie Hana kimi.
Lige for tiden er jeg i gang med at gense serien Hana Kimi. Den er lige så fantastisk som første gang jeg så den. Det der er lidt fantastisk ved netop denne drama er, at alle karaktererne heri er elskværdige, og lette at holde af. Desuden er en af mine favorit skuespillere med heri (Oguri Shun – som blandt andet spiller hovedrollen i min yndlingsfilm, Crows Zero), men det er dog ikke ham som, i følge mig, har den bærende rolle, som netop gør serien fantastisk. Det er nemlig Toma Ikuta, som egentlig spiller en birolle i serien; men han bringer simpelthen så meget humor til serien, som gør den fantastisk at se gang på gang, på gang, igen.
Så sidder du en dag og skal have tiden til at gå, og har du endnu ikke kastet dig ud i asiatiske dramaer, så syntes jeg at du skal gøre det. Det er ikke for alle, og jeg troede heller ikke at det var noget for mig, men man ved det ikke før man har prøvet det. Jeg anbefaler dog, at man ser 2-3 afsnit før man siger “nope – det var sgu ikke noget for mig”, for jeg tror lige man skal vende sig til stilen.
