Kategori: Billeder

Det havde ikke været muligt for os at bestille færgebilletter på forhånd, så da vi endelig nåede frem til færgeafgangen og så hvor mange mennesker der var, og hvor mange der stadig stod i kø, ja så blev vi mildest talt lidt bekymrede! Den øvrige del af turen var ellers gået så problemfrit som man næsten ikke turde drømme det kunne… Heldigvis! Kunne vi sagtens få billet ter – men kun de billigste var nu til rådighed. Det passede os nu engang perfekt.

Denne færgetur er noget anderledes end de sædvanlige de fleste danskere kender mellem Danmark og Norge. For det første er den noget længere. Intet mindre end 25 timer tager det at nå til endestationen, som er Naha på Okinawa (og hvor vi skal af). For det andet, har færgen omkring 7-8 stop undervejs! Den holder simpelthen ind ved div. Havne, og smider passagerer af, og samler nye op – som et andet tog.

Sove faciliteterne er også noget anderledes. I hvert fald hvis man bestiller de to billigste muligheder. Den ene mulighed er køjesenge, hvor man har mulighed for at rulle gardiner for ens soveområde. Den anden af de billigste muligheder (og altså den aller billigste – og den vi benyttede os af) er futonmadresser fordelt tæt op af hinanden over gulvet, med en høj skumpude pakket ind i læder (til pude??) og et tæppe. Interessant oplevelse – men så igen, vi har prøvet noget lignende da vi besteg Fuji-San.

Trods forholdene man var givet til at sove i, formåede Sarah at sove til klokken 11:20. Hun måtte virkelig have trængt til det! Kun de basale behov (som fx. Behovet for føde) så ud til at få hende op.

Fra udendørs området (hvor vi spise vores aftensmad) kunne man se smukke stjerner om aftenen og oceaner af vand, og fjerne øer om dagen. Flere af de øer vi sejlede forbi så næsten ubeboede ud, med de kæmpe mængder af grønt der var at finde på dem. Engang i mellem kunne man dog se et lille hus der imellem alle trækronerne.

Vi ankom ved vores værelse i Naha på Okinawa, omkring kl:20:00. Trods vi ikke rigtig har lavet det vilde i dag, er vi begge udmattede. Vi har her til aften bare lige hurtigt været ude og snuse til byen, og spise lidt aftensmad – og har så ellers fundet os tilrette på hotellet nu omkring 00:00, for at få ordnet nogle sysler, og så ellers få sovet.

Vi har de sidste to dage været i Hiroshima. I går handlede det hele om atombombesprængninger, og fredskampagner – men det (og Fuji High Q) vil vi skrive mere om en af de nærmeste dage. Det er ikke sådan når man er bagud med begivenhederne. Det er svært at følge med når man oplever så meget spændene!

   
 I dag rejste vi til øen Miyajima. Planen var egentlig hjemmefra at vi ville have overnattet på øen – men det var rigtig svært at få fat i personalet på den campingplads vi gerne ville have boet på, og da vi endelige fik fat i dem var alt booket op. Det konkluderede vi dog i dag, at det ikke gjorde noget, for selv om det var en fantastisk smuk ø, så var den meget turistpræget, hvilket der gjorde at den mistede lidt af sin charme.

Miyajima var dog en fantastisk destination til en dagstur! Vi fik set nogle smukke shrines, smuk natur, og klappet en hjort eller to. I dag var faktisk på alle måder ret afslappende.

Miyajima er hovedsageligt kendt for den kæmpe port, som (ved højvande) står midt ude i havet – og selv om vi syntes den var rigtig flot, og imponerende – så var vi nok lidt mere overvældet over de total tamme hjorte, og den smukke natur der var at finde på øen.

   
    
    
    
 

Så oprandt dagen endelig hvor vi skulle bestige Japans højeste bjerg – Mount Fuji (3776 m). Med sin majestætiske og næsten perfekt symmetriske fremtoning har Mount Fuji siden oldtiden været meget værdsat og betragtet som helligt af folket og fungeret som stor inspirationskilde for kunstnere verden over. Vulkanen har tilmed været et populært mål for pilgrimsrejsende gennem århundrede og blev i år 2013 tilføjet UNESCO’s World Heritage List, grundet dets kulturelle værdi.

Vi valgte at bestige Mount Fuji på min fars fødselsdag den 5. august. Han besteg selv bjerget for mange år siden og at følge den selv samme rute som ham, var en god måde at mindes ham på.

Vi havde dagen forinden fået købt en masse forsyninger af vand, myslibarer og cup noodles, som vi fik pakket sammen med en masse varmt tøj. Vi tog en lokal bus op til den såkaldte 5th station, hvorfra gåruten mod toppen starter. Her ventede vi et par timer for at vænne os til højderne og drog så afsted ved 12.30 tiden.

Her står vi ved busstationen foran Mount Fuji.

I starten bar det hele præg af højt humør og entusiasme

Efterfulgt af diverse kriser undervejs, for JA det var mega hårdt!

Turen lagde ud med en grus-agtig sti der zig-zaggede op ad bjerget. Man skred lidt i småstenene og indimellem føltes det som at gå i sand (op ad bakke!). Dette var rigtig hårdt og ret frustrerende! Senere ændrede stien sig til klipper, som man mere skulle klatre op ad. Dette var sjovere og mere spændende at bevæge sig på. Udsigten blev gradvist smukkere jo højere op vi kom (og ilttrykket lavere, så hej til hyperventilation!)

Vi havde booket plads på en af bjerghytterne der fandtes undervejs op ad bjerget. Vores hytte lå placeret relativt tæt på toppen i 3400 m højde. Dette nåede vi efter en meget udpint sidste vandring (atter på grus, som underlaget bliver til mod toppen) ved 19-tiden om aftenen. Her fik vi en madras at hvile på (på tætpakket sovesal) indtil vi atter stod op kl 1.30 om natten for udstyret med pandelamper at fortsætte vandringen mod toppen.

Vores ben var ekstremt trætte og ikke helt tilfredse med at skulle arbejde igen – men arbejde skulle de, for det sidste stykke var ekstremt stejlt og hårdt! Det var dog en ganske særlig oplevelse at gå i mørket under stjernehimlen og kigge ned på byerne, hvis lys glitrede som multifarvet glimmer. Vi nåede toppen omkring klokken halv 4, helt smadrede og lettede og klar til at se solopgangen kl halv 5.

Der var ekstremt koldt på toppen og vi iførte os desperat alt tøj vi havde i vores besiddelse, men da vores inderste tøj var helt gennemsvedt havde vi det VIRKELIG koldt!

Men da horisonten så småt begyndte at få et orange-rødt skær, blev kulden mindre vigtig, idet den smukkeste solopgang vi nogensinde har set åbenbarede sig for os!

Da lyset havde bredt sig over landskabet gik vi hen til det enorme krater i centrum af vulkanen og betragtede det utrolig smukke spil af farver i klipperne

Herefter påbegyndte vi nedstigningen. I starten var det en stor lettelse at gå NED ad bakke og det gik raskt afsted indtil dette pludselig også begyndte at blive hårdt, da man gik i løse småsten og måtte anstrenge sig for ikke at skride og falde bagover. Dette var ret frustrerende indtil vi opgav alle hæmninger og begyndte at synge fællessang og marchere rask afsted (og acceptere jævnlig falden på røven/rygsækken, samt underlige blikke fra andre vandrende)

Nedfarten bød også på betagende udsigte

Vi var meget lettede da vi omsider nåede ned og kom tilbage til vores dejlige hytte i skoven. Her stod den på et meget tiltrængt bad efterfulgt af afslapning og Silver-Fang marathon (japansk tegnefilm vi altid så som børn)

Vi er begge tilhængere af det berømte saying angående bestigning af Mount Fuji “You are wise to climb Fuji once and a fool to climb it twice.” Det var en stor udfordring, men samtidig en kæmpe oplevelse, så vi er glade for vi gjorde det! Men kommer nok ikke til at gøre det igen ;)