Hannibal the canibal

Hannibal the canibal

Jeg har en meget hård arbejdsuge foran mig i næste uge (hvis mit ben ikke var så åndssvagt ville jeg ikke have tænkt min uge var så ‘slem’). Den kommer til at bestå af 1 aftenvagt, 1 dagvagt, og 4 nattevagter. Da mit ben stadig er inde i en lidt kritisk periode, har jeg været nødt til at passe lidt ekstra på det i weekenden. Jeg har kunne mærke at det har haft brug for ro – især taget i betragtning, at de tre dage jeg havde på arbejdet i sidste uge var hårde, selvom det var dagvagter, hvor jeg fik rigtig meget hjælp fra mine kollegaer (jeg var gruppeleder; den mindst fysisk krævende funktion). I denne uge er jeg på gangen i min aftenvagt (det værst tænkelige scenario for mit ben). Heldigvis har nattevagterne tilgengæld vist sig ofte at være de bedste for mit ben, og dem har jeg trods alt noget flere af i denne uge end min ene aftenvagt.

Under alle omstændigheder har overstående resulteret i en weekend som stort set kun er foregået på sofaen, så mit ben er så klar som muligt til at klare ugens arbejde. Selvom jeg ville foretrække at kunne bruge min weekend i fx. svømmehallen, eller i stalden (jeg har da også  haft en lille times tid i stalden i denne weekend, så jeg skal da ikke klage), har det ikke været en dårlig weekend her på sofaen. Rene og jeg har holdt Hannibal Lector film kavalkade!

Jeg elsker Hannibal filmene. Især den første. The Silence of the lambs. Filmen har det hele. Den har karakter som er fantastisk godt underbyggede – især Dr. Hannibal Lector (Anthony Hopkins) og Clarice Starling (Jodie Foster) – fantastisk brug af filmtekniske virkemidler, genialt lydspor som underbygger filmens suspence, og en god historie. Jeg har set den mange gange, men der er stadig små geniale detaljer i måden den er klippet på, som jeg ikke lagde mærke til sidst jeg så filmen.

Efterfølgeren, Hannibal, har aldrig haft den samme plads i mit filmhjerte, som den første. Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde syntes at det er en decideret dårlig film. Den er spændene, og der er stadig gjort meget ud af både klipning, lydspor, og karaktererne. Det er bare ikke det samme når Clarice Starling ikke længere spilles af Jodie Foster. I Hannibal spilles Agent Starling af Julianne Moore, og selvom hun bestemt ikke gør et dårligt stykke arbejde, når hun bare desværre ikke Jodie Foster til sokkeholderne. Slet ikke. Jeg kan stadig godt lide filmen, men den vil aldrig kunne hamle op med sin forgænger – og ikke mindst efterfølger.

I tredje film tager vi et hop tilbage i tiden. Før agent Starling, var der en anden agent – agenten som fik Dr. Lector bag lås og slå – Will Graham (Edward Norton). I The Red Dragon, følger vi Will Grahams jagt på endnu en seriemorder, ‘The tooth fairy’, men FBI får endnu engang brug for Dr. Hannibal Lectors intelligens.

The Red Dragon har formået at bevare noget af stemningen fra den første film. Den er nemmere for mig at kunne lide end to’eren, ‘Hannibal’, da jeg ikke konstant kan lade mig forstyrre af ‘den forkerte Clarice’ – og så er Edward Norton bare en fantastisk skuespiller, der med lethed spiller rollen som den følsomme, men modige, agent Graham med stor overbevisning. Alligevel når ej heller tredje film, samme højder og intensitet som The silence of the lambs.

Jeg mangler stadig at se Hannibal Rising for at have fuldendt mit lille Hannibal marathon. Det er mange år siden jeg har set den fjerde film i serien om den berygtede kanibal, Hannibal Lector, så jeg glæder mig til at se den igen når jeg om lidt sætter den på tv’et. Jeg husker dog, at der er en grund at at den ikke er blevet afspillet herhjemme i samme grad som The Silence of the lambs.

Vægt-update #17: – 0,7 Kg

Vægt-update #17: – 0,7 Kg

Det er blevet tid til endnu en vægt-update. Jeg har ikke følt at jeg har været så striks med min kost i denne uge. Jeg har forsøgt at spise sundt, og varieret. Jeg har ikke vejet noget af mit mad i denne uge, og ej heller talt kalorier. Jeg har haft brug for en uge hvor jeg giver lidt mere slip, og bare mærker mig frem. Hvordan er det så gået? Det er sådan set gået fint. Jeg har tabt mig 700 gram – hvilket nok lige er i overkanten, nu hvor jeg gerne ville sætte mit vægtab ned til 2-300 gram om ugen. Jeg tror at det er fordi jeg har været en tand for forsigtig med maden jeg har spist, fordi jeg vidste jeg var meget sofabundet i denne uge grundet smerter i benet. Men når det så er sagt, så er 700 gram jo mange gange bedre end hvis jeg havde taget på, eller slet ikke havde tabt mig.

Der er nu gået 19 uger, og endnu et delmål er nu nået. De første 20 kg er smidt (de 20 kg jeg tog på efter jeg kom til skade med benet!). Det næste delmål skal sættes – og det har krævet lidt overvejelser at gøre dette. Jeg har besluttet at der ikke skal være alt for langt til næste delmål, da jeg er i en periode lige nu, hvor jeg har lettere ved at miste modet end tidligere. Jeg er mere træt fordi jeg har mere ondt i benet, og fordi det er begyndt at blive mørkere udenfor. Derfor er det næste delmål at nå ned på 65 kg. Det betyder der skal smides endnu 3,5 kg for at nå næste delmål.


Vægt-update


Startvægt: 88,7 kg Fredag d. 21/09: 69,2 kg (-0,6 kg) Uge 23:
Fre d. 03/08: 71,5 kg (-0,7 kg) Fredag d. 28/9: 68,5 kg (-0,7 kg) Uge 24:
Fre d. 10/08: 71,3 kg (-0,2 kg)
Uge 20: Uge 25:
Fre d. 07/09: 70,4 kg (-0,9 kg)
Uge 21: uge 26:
Fre d. 14/09: 69,8 kg (-0,6 kg)
Uge 22: Samlet vægttab: – 20,2 kg
Lad os snakke om mit ben

Lad os snakke om mit ben

Jeg har brug for at skrive et status indlæg om mit ben igen. Det er ved at være længe siden, og selv om det måske er det samme jeg skriver igen, og igen, har jeg bare brug for at dele det.

Jeg er begyndt med en ny terapiform hos min fysioterapeut. I flere måneder har jeg nu fået shockwave på terapi – men kun på den mindste af mine skader. Vi er nu gået over til at give hele benet, og derfor også primærskaden, som egentlig startede det hele. Det er meget smertefuldt, og jeg er nødt til at placerer behandlingen således at jeg har fri fra arbejde 2-3 dage efter behandlingen. Det er svært at få det hele til at passe sammen, når man er nærmest ukampdygtig i to dage efter behandlingen – men tilgengæld syntes jeg at jeg visuelt har kunne se fremskridt; hævelsen er blevet mindre, og når jeg køre fingrene hen over bulerne, er klumperne af forkalkning der er så store at man kan mærke dem igennem huden også blevet færre.

Det er dejligt at der på en eller anden måde er fremgang, selvom smerteproblematikken på ingen måde er blevet bedre. Overhovedet ikke er blevet bedre, faktisk. Tværtimod er mine smerter blevet værre. Jeg har ondt hele tiden (ikke at der er noget nyt i dét; men jeg har mere ondt end tidligere). Ikke så ondt at jeg generelt ikke kan passe mit job. Man vender sig til smerterne i et vis omfang. Desuden skulle de øgede smerter gerne være et tegn på at der sker noget inde i benet; at helingsprocessen er blevet genoptaget af kroppen, og den væskebramme der derfor ligger og trykker og forvolder smerte, gerne skulle blive absorberet af kroppen igen.

Jeg er dog mere følsom end jeg nu har været i en lang periode. Jeg havde to vagter i weekenden hvor jeg gik meget. Lørdag gik jeg 21.000 skridt. Det var for meget, i kombination med at jeg sikkert har lavet en eller anden dum bevægelse. Mit ben er hævet igen, og brænder som sindssygt! Jeg var nødt til at melde mig syg søndag. Det er altid en forfærdelig følelse at lade mine kollegaer i stikken på den måde, og det er faktisk denne problematik der er det allerværste ved min skade.

På den ene side presser jeg mig selv når jeg er på arbejde; jeg går hurtigere end jeg ellers ville have gjort, og kommer ud i nogle stillinger som sommetider er smertefulde for mig – alt sammen fordi jeg ikke vil være en belastning for mine kollegaer når jeg er på arbejde. Jeg vil ikke have at de skal løbe hurtigere fordi de har mig på slæb. På den anden side kan jeg jo udmærket godt se hvor fuldstændig hjernedødt det er, hvis det i sidste ende ender i en sygemelding fra en af mine vagter, for så skal mine kære kollegaer om noget virkelig løbe hurtigere! Det skal dog siges at jeg ikke altid ved hvornår jeg er gået over stregen – denne gang var det som at gå ind i en mur, uden at have set man var på vej hen imod den forinden. Jeg havde faktisk gode vagter i weekenden, men det er svært at undgå at gå meget, og deltage meget i plejen når man er i aftenvagt.

Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg har stadig ondt i benet, men jeg har snakket med min chef omkring hvordan vi griber det an, så jeg stadig kan komme på arbejde, men måske skåne mit ben en smule. Det er vigtigt for mig ar komme på arbejde, for dette handler om meget mere end smerter og et dårligt ben. Det er blevet en psykisk belastning for mig de dage jeg er nødt til at blive hjemme. Den måned jeg lå på sofaen og lavede ingenting er nærmest en traume oplevelse. Det at ligge dér og blive ædt op af dårlig samvittighed. Urgh! Jeg kan næsten ikke klare tanken. Derfor er det vigtigt for mig at komme på arbejde! Og heldigvis har jeg en chef og søde kollegaer, der er med til at skabe nogle vilkår for mig, der gør det muligt, selv når jeg har lidt ekstra ondt som nu. Selvfølgelig har det været dage, som i søndags, hvor jeg har så ondt at jeg ikke kan være nogen steder, og da slet ikke på mit arbejde (!) af bare smerter, men heldigvis er der længere imellem de dage efterhånden.

Jeg har fået en ekstra tid hos min søde fysioterapeut i dag. Ikke til shockwave terapi – det har jeg simpelthen for ondt til, og det har vi desuden også planlagt til sidst på ugen, så jeg kan give benet ro, weekenden over – men til laser behandling, og måske kinotape. Begge dele har jeg haft ok erfaringer med, når mine smerter har været værst, så jeg ser frem til at det måske lindre lidt i benet.