Det her er et indlæg jeg har bimlet i mellem om jeg skulle skrive eller ej. Mest fordi det på mange måder er meget pinligt, og skamfuldt for mig at skulle dele med andre. Indlægget handler nemlig om, hvad der kan ske når ens dømmekraft er helt ved siden af, og man ikke ser de faresignaler som man burde – eller i hvert fald vælger at overse dem.

Jeg er egentlig en person, som siden teenageårene har gået med et skjold omkring mig. Jeg har haft svært ved at lade folk komme helt tæt på mig, og har derfor også af flere omgange skubbet veninder fra mig – fordi jeg simpelthen ikke har kunne magte intimiteten, og fordi jeg i sidste ende altid har følt mig udpint i relationen, netop fordi jeg åbenbart kun kan finde ud af at give, men ingenting tage. Ofte har det været nemmere for mig at forholde mig til venskaber med det andet køn; fordi relationen ganske simpelt, ofte er mindre følelsesladet og der forventes, efter min erfaring, ikke en lige så stor åbenbarhed, omkring ens fortid, nutid og fremtid.

Den person jeg har været siden mine tidelige teenageår, hvor jeg pludselig satte lås og slå på mit hjerte, og kun lod ganske, ganske få, få nøglen, besluttede jeg mig for at gøre op med da jeg startede på sygeplejerskestudiet! Jeg besluttede at jeg ville blive et mere åbent menneske – ikke kun for dem der ville komme mig nær – men også generelt. Jeg ville gøre op med de fordomme jeg kunne have i mit hovede om andre mennesker, og stræbe efter at blive et bedre menneske.

Opgøret med den bitre person, som ikke turde at være helt til stede, er på mange måder det bedste jeg nogensinde har gjort. Jeg er et gladere menneske i dag, med mod på livet, og med et helt nyt syn på andre mennekser. Jeg kan rumme de fleste, og i de fleste tilfælde se langt udover det umiddelbare. Jeg har lyst til at se det gode i alle mennesker, og det lykkedes for det meste også, for inderst inde ved jeg at vi alle har noget at byde på, og har noget ganske unikt og smukt i sig.

Desværre har det nok også gjort mig en smule blåøjet. Jeg har nok på mange måder forsøgt se andre, som mennesker der altid handler med de bedste intentioner – og uanset om man tror på det gode i andre eller ej, må man også være bevidst om, at selv gode mennesker kan være i stand til at gøre sårende, og direkte onde ting. Dette aspekt har jeg ikke været for god til at bevare i min bevidsthed, og man kan derfor vel sagtens kalde mig naiv.

Det har desværre betydet at jeg har haft lukket mennesker ind i mit liv, som ikke skulle have lov til at være der; i hvert fald ikke så længe som de fik lov til. Isærdeleshed én person, har bragt mig bekymring og smerte, og på mange måder gjort min hverdag usikker i en periode. Det har ingen relevans hvem denne person er; men én ting er sikkert: han har mindet mig om, at nogen mennesker ikke altid handler udfra andres bedste!

Det leder os lidt til hvad der fik mig til at skrive dette indlæg i dag. Jeg lod mig inspirerer af min september challenge, som i dag omhandler emnet; “hvad ville du ændre ved i dag?”. For jeg ville afgjort ændre mit behov for at søge ned på politistationen i dag, for at anmelde hvad der vel bedst kan beskrives som et overfald, samt senere chikane i form af bank på min dør om aftenen og blomster som bliver sendt til min adresse. Alt sammen, fordi min dømmekraft svigtede mig, og jeg lukkede et menneske ind i mit, som aldrig skulle have haft lov at sætte sine ben der.

OBS: Dette indlæg handler hverken om min ekskæreste Nicki (som jeg stadig er nære venner med), eller min nye kæreste Rene.

Del:
Skrevet af Admin
Ejer af microcut.dk.