Jeg har været stille i omkring 2 måneder. Jeg ved det – dårlig stil – og efterhånden en dårlig vane. Jeg har bare haft så meget om ørene, som jeg ikke har følt overskud til at dele herinde. Jeg har sådan set både godt nyt, og knap så godt nyt.

Lad os starte med det dårlige ben. Jeg blev i starten af marts afsluttet af min fysioterapeut. Hun mente ikke vi kunne stille så meget mere op, da der de sidste par måneder inden fremskridt havde været, og fordi vi trods mit store engagement, ikke kunne udføre ret mange øvelser grundet de store smerter i mit ben. Da det var en kommunal genoptræningsplan jeg havde, og det derved er kommunen der betalte for mit forløb, var hun nødt til at afslutte mig, da de sidste par måneder egentlig blot har bestået i smertelindring i form af afspænding og laserbehandling.

Jeg må indrømme at jeg var lige ved at miste håbet da jeg blev afsluttet af min fysioterapeut. Jeg kunne faktisk ikke rigtig se flere veje at gå af. Det hele virkede bare så håbløst, og at forlige mig med kroniske smerter, var jeg ikke klar til. Heldigvis kom der gode nyheder fra uventet kant.

I forbindelse med at jeg skulle have en speciallægeerklæring til mit forsikringsselskab, mødte jeg endnu en ortopædkirurg – men denne gang forløb det sig lidt anderledes end det ellers hidtil har gjort. Hvor alle andre læger der har set mit ben, har rynket på brynene og sagt ”Ja der er da noget helt galt”, hvorefter de har kigget på mine scanninger, og ikke har kunne få det til at hænge sammen med hvad de rent fysisk og klinisk så, og efterfølgende er nået frem til at de må melde pas på hvad der er galt, klappede denne ortopædkirurger i sine hænder straks han så mit ben. ”Det ved jeg hvad er!” Udbrød han begejstret, og fortsatte med at forklare mig, at det formentlig er min muskel der er gået over. Han forklarede at den bule jeg havde på benet, var meget karakteristisk for denne skade, og ikke altid kunne ses på diverse scanninger. ”Og jeg vil gerne opererer dig til sommer”.

Jeg græd af lykke da han sagde de ord. Han ville opererer mig! Ikke fordi jeg har lyst til at blive åbnet op – for det ville da være dejligst hvis man kunne være fri – men der var nu måske en vej ud af smertehelvedet! Måske! Et lille måske, og det var nok for mig. Bare en smule håb.

Der er dog en hage ved det hele. Operationen jeg afventer er eksperimentel. Lige nu afventer vi et 3 måneders forløb, som en anden patient er ved at gå igennem, hvorpå der skal vurderes om operationen er en succes. Hvis operationen bliver en succes er der én anden i køen foran mig…. Bliver operationen derimod ikke en succes, fortsætter de måske ikke, og så skal jeg ikke opereres alligevel.

Det har selvsagt sat mange tanker i gang, at jeg nu går i en gråzone imellem håb og håbløshed, hvad mit ben angår – men det er ikke det eneste der giver mig grå hår. Rene har været til en scanning som viser han har en ret træls skade i nakken, som han også afventer videre udredning med… Vi er et kønt par er vi!

Rene tager det hele køligt, og jeg tror han syntes jeg bekymre mig for meget. Det gør jeg sikkert også, men jeg tror også at min merviden som sundhedsfaglig, sommetider bidrager hertil. På sygehuset oplever man jo lidt af hvert.

Jeg tror jeg vil sætte en krølle på dette lange indlæg, og i stedet forsøge at opdaterer herinde løbende igen. Jeg har da også en smule mere at berette om mit vægttab (Som jeg for øvrigt har sat i total bero siden januar) – men meget mere om det en anden god gang!

For øvrigt bliver bloggen i dag 12 år! Hip Hip hurra til Microcut.dk! Hvilken mere passende dag, endelig at tage sig sammen til at skrive et indlæg igen?

Del:
Skrevet af Admin
Ejer af microcut.dk.